Veien til livets træ

Av Henrik J. Irgens

III.
La os imidlertid gjöre et tankeeksperiment. La os söke de midler eller utveie, som kunde styrke, kanske redde statskirken. Av det foregaande fremgaar vel med tilstrekkelig tydelighet, at man ikke tör haabe paa nogen samling om en objektiv lære. Statskirken mangler en samlande autoritet. Ingen prest eller biskop kan i kraft av sin geistlige stilling træde frem og byde i hele kirkens navn. Kongen har selvfölgelig grundlovsmæssig og juridisk ret og anledning til at gjöre det. Det vilide imidlertid falde vanskelig for en politisk regjering at fastsætte og bestemme dogmer i statskirken. Man kunde vel tænke sig kirkestriden löst ved en regjeringsavgjörelse bygget paa en erklæring av landets biskoper. Men om alle vilde böie sig för en slik avgjörelse synes mere end tvivsomt. Haab om samling paa dogmegrundlag er der derfor ikke.

Der kunde tænkes ialfald tre udveie. Statskirkens troende kunde haabe at der vil fremstaa en mand, der ved sine personlige egenskaper vilde være sterk nok til at samle. En slik hövdingeskikkelse vil det ikke falde let at finde. Saa meget mere som den mand tiden kræver maatte ha en klar og fast lære. (”Ti efter strenghet hungrer tiden.”) Vi indser straks at en slik lære vilde stöte paa megen motstand. En smidig og behændig mand vilde formodentlig lettere kunde samle. Men han vilde neppe utrette meget mot vor tids onder; vi saa jo netop at der trænges en sterk mand. – La os forudsætte samlingsmanden saa er det ikke dærmed givet at idet vilde bringe varig hjælp. Höist kunde enigheten vare hele mandens levetid. – Vi ha jo setslike samfund, hvis forutsætning var en bestemt mands personlige egenskaper, styrte sammen dagen efter samlerens bortgang.

Oberstlöitnanten antyder at kjærligheten borde samle de stridende parter inden statskirken. Er det sandsynlig, att kjærligheten skulde være sterk nok til at frembringe en slik samling? Kjærligheten bör fremkalde fordragelighed og tolerance overfor motstandere, overfor personerne. Men den kan ikke utjevne de motsætninger, som nu splitter statskirken.

Der er ikke mindre forskjel i religiöse spörsmaal rnellen en ”gammelteolog eller ortodoks” og en modernist eller rationalist, end i militær hänseende mellem oberstlöitnanten og en militærnegter og forsvarsfiende. I de ortodokses öine er rationalisterne troens fiender! Hvo der ikke er med mig er mot mig! Kjærligheten kunde frembringe overbærenhet, men ikke enighet, vaabernstillestand, men aldrig alliance. Ti en samling maa bygges paa aandens forening. Samling paa et andet grundlag maa i nogen utstrækning bety opgivelse av tro og overbevisning. Kan man stille et saa stort krav. – Vi ser haabet om samling paa protestantisk grund svinder.

Der gjenstar dog endnu en utvei, den kaldes gjerne via media, mellemveien. En av det forrige aarhundredes störste aander har forsökt den. En av Norges mest fremragende teologer har fulgt den vei John H. Newman og Dr. Krogh-Tonning vilde reformere statskirken hver i sit land. De lempet paa de egentlige protestantiske tanker, ti de vilde organisere en fastere og sterkere kirke. Derfor fik reformplanerne fra förste stund av et katolskt præg. De var ikke straks opmærksom herpaa. Det varte meget længe for Newman overvandt sin medfödte avsky for Rom og katolicismen. De sökte ad en mellemvei at nærme sig den kristne Kirke i de förste aarhundrader. Og det gik dem begge slik at det billede de efter haanden dannet sig av den idale kirke, det kom mere og mere til at ligne og blev til slut indentisk med den katolske Kirke. Og de forlot begge med vemod protestantismen og gik over til Oldtidens og nutidens Kirke, Newman efter 15–18 aars studium og Krogh-Tonning efter mere end 25 aars videnskaplig forskning. Via media maa före til Rom. Haab om den anden lösning av den vei er ganske ubegrundet. – Resultatet av vore undersökelser er da blit: der gives ingen anden fremtid for protestantismen end oplösning.

IV.
Frelsen er nu kun at söke i tilbakenvenden til fædrenes Kirke. Det var den katolske kirke der förte Nordens folk ut av hedenskapets mörke og ind i Kristendomelns lys. Den Kirke alene kan nu redde Norden fra moderne hedenskap. Ti, det vor tid kræver er Kristendomen uavkortet og hel – ”ikke stykkevis og delt”. – Vi trænger en tro, en lære der staar haardt imot akkordens aand. Vi trænger den Kirke, som præker Kristi lære purt og rent, den Kirke der endnu den dag idag tror og bekjender Oldkirkens trosbekjendelse. I den katolske Kirke finder vi netop den autoritet vi har sökt. Al kirkelig autoritet samles i den hellige Faders haand. Naar Paven taler i hele Kirkens navn taler han med magt og myndighet. Her kjendes ikke akkord eller kompromiss. Vi vet fra historien hvorledes Kirken har opretholdt de aandelige og religiöse principper paa bekostning av materielle fordele. Kirken negtet at gi Henrik VIII skilsmisse, det stred mot Kristi lære. Og England var tapt tir protestantismen. För kort tid siden sökte ett stort parti katolske prester i det nye Böhmen at bli fritat for cölibatet. Paven svarte nei, ty cölibatet har været Kirkens hæder. Denne uforsonlighet vil kanske koste Kirken dess stilling i Böhmen. Og det vil sikkert före til stridigheter, kanske forfölgelser. Men her gælder at ”fred er ei det beste, men at man noget vil”. Og Kirken vil bevare sin lære hel og fast. Den vil verne om sit indre liv at det maa bevares frit og rent i Kristi aand og sandhet.

Vi for vor del maa tro at vi nærmer os den valgets time, som Dr Krogh-Tonning indvarsler ved slutningen av sine ”Livserindringer”: ”Vi staar foran en ganske overordentlig alvorlig avgjörelse, et valg mellem en eller anden form av theistisk eller atheistisk Hedenskap paa den ene side og katolsk Kristentro som den eneste, der hævder positiv Kristendom paa den anden side.” – Naar folk endnu nöler med at vende tilbake til Kirken, saa har det væsentlig tre grunde. For det förste er fordommene mot Kirken dypt rotfæstet i folks sind. Folk der ellers er varsomme i sin dom, er det ikke naar det gælder Kirken. Her hörer man ikke först den anklagede. Han dömmes straks paa forhaand og næsten altid i god tro. For det andet holdes mange mennesker tilbake av en let forstaaelig og meget naturlig pietet mot den Kirke slegten har tilhört. Mot dette fremholdes gjerne fra vor side at den katoske Kirke i en meget dypere henseende er Fædrenes Kirke; men denne tanke möter sjelden forstaaelse hos protestantene. Og det har vel sin naturlige grund i den omstændighet at de katolske forfædre er helt ukjendte. Alle de slegtsminder man har bevaret knytter til statskirken. Selv har man liten, kanske ingen forbindelse med den Kirke; man gaar i kirke juledag og kanske paaskedag. Men statskirken vedblir at öve en slags historisk og romantisk indflytelse over sindene. Denne paavirkning er ikke meget gjennemgripende, den er i grunden helt umerkbar i det daglige liv. Det er tvivlsomt om denne art av trofasthet er stort andet en sentimentalitet. Gaar man i kirke er det ikke for at tilbede Gud, men for at faa en hyggelig og stemningsfuld stund. – Selma Lagerlöf taler i ”Jerusalem I” om den tiden da man ”gick i kyrkan för att ära Gud och icke för att bli road av en vacker predikan.” – Men at forlate statskirken vilde föles som et brudd med sin slegt og sin fortid, som at skjære bort et stykke av sit eget kjöd. Mennsker der holdes tilbage av denne grund bör erindre at det vil og maa koste noget at være kristen. Den kristne skaI elske Gud over alt andet. Og her er det netop ved personlig offer anledning til at vise sin kjærlighet. Og de som bryter med slegtens tro og forlater sin gamle Kirke – for Hans skyld – de vil faa 100 fald igjen, allerede i dette liv. Jag tror, alla konvertitter har erfaret det.

Endelig er der mange som ikke finder det umaken værd at bli katolik, fordi, sier de, den ene tro kan være like god som den anden. – Denne tolerante lære medförer i verkeligheten at sandheten ikke sættes höiere end lögnen. – Med denne sætning vil disse mennesker imidlertid kun uttrykke fölgende: Trosartiklenes sandhetsværdi medförer ikke frelse; det er kun et godt liv der kan opnaa den. Men, se heri er vi alle enige.

Naar vi katoliker hævder troens objektive sandhet som en av de mange betingelser for at naa livets maal, saa er det i den betydning, at sandheten viser os veien til saligheten. Derfor hævder vi at dogmer og moral, tro og liv hörer sammen og danner et hele. Og vi tror den dag vil komme da folk vil indse at en svigtende og synkende tro ikke kan löfte eller fremme folkmoralen. Men for at leve et fuldkomment liv maa man bygge paa den hele sandhet. Tro ikke at det beror paa nogen tilfældighet at alene den katolske kirke har frembragt de store helgener. Hvilket andet religiöst samfund kan fremvise mænd som den hellige Vincent av Paul, Frans av Sales og sognepresten av Ars for at nævne tre av de störste kristne siden reformationen?

Vi katolikker ser i tilbakevenden til Faderhuset den eneste mulige utvei bort fra den moderne materialismen. Vi vet, at veien til Rom ogsaa förer til Livets træ. Vi haaber mot haab, at den time snart maa komme, da der atter maa bli en hjord og en hyrde. Vi önsker dette for Guds större ære, og ogsaa fordi vi deri ser en lys og stor fremtid for Nordens folk. Og for de enkelte der personlig vil bli stillet foran det store valg: haaber vi, at de efter avgjörelsen maa kunna si som Kardinal Newman: ”Jeg har aldrig syndet inom lyset.”