Veien til livets træ

Av Henrik J. Irgens

En fremstaaende norsk officer, Oberstlöitnant C. Gulbranson er i det norske dagblad ”Aftenposten” i de förste dage av April maaned fremkommet med en artikelserie, som har vakt opsigt i vide kredse. Artiklen er rettet mot norske forhold, men den kan sikkert finde anvendelse utover Norges grænse – og i alle fald inden de skandinaviske !ande. – Oberstlöitnanten skildrer var tids onder, onder der har sin rot i egoisme og menneskelige eigenskaper. Han fremholder i disse artikler at det norske folks ærlighet, hederlighet og lovlydighet er i tilbakegang. ”Opfatningen av ærlighet, hederlighet og lovlydighet har skiftet form”, sier han. Ja, han fremstiller forholdene slik at vi maa tro menneskenes valsproger blit: ”Hvor der er fordel er der heder”. Oberstlöitnant Gulbranson fremkommer med en rekke eksempler paa skattesveg, bedrageri og smugling. Det dreier sig især om tilfælder av ”omgaaelse av loven”. Forfatteren paaviser hvorledes hele folket er gjennemtrængt av en stræben efter at tjene penger og bruke penger. Det er livets maal for den store masse inden alle lag av samfundet. Hensyn til lov og ret maa vige, naar det gjälder at skaffe sig personlig vinding. – Og jeg tror alle hederlige mennesker vil gi Oberstlöitnanten ret i hans skildringer av forholdene.

Oberstlöjtnant Gulbranson söker at forklare aarsaken eller oprindelsen til de raadende tilstande i disse ord av Thackeray i ”Henry Esmond”: Hele menneskeheten har i sin store blindhet, ledet av slangen, sökt hen til Kundskapens ære og glemt Livets træ. – Oberstlöitnanten utdyper og belyser avstanden og motsætningen mellen de to livssyn Thackeray her fremstiller. – Det förste ser i videnskapen hele Livets maal og fremholder det intellektuelle liv som den höieste form for livet i det hele. – Det andet livssyn ser derimot livets lykke i utviklingen av vort sjæleliv, d. v. s. i utviklingen av hjærtets egenskaper. Det er imidlertid den förste livsanskuelse som, ifölge dens egne tilhængere skulde ha vundet frem til förste pladsen i nutidens Norge. Men Carl Gulbranson bemerker at den maa dele magten med det materialistiske livssyn (eller levemaate), det der söker livets maal og hensigt i legemlig velvære og nydelse. Forfatteren fremholder at det er det intellektuelle og materialistiske livssyn i forening der har frembragt de forhold, som vi nu lever under. Han fremholder, hvorledes opdragelsen, i skole som i i hjem, er præget av dette livssyn. Det gjælder at bli dygtig i sin branche og at styrkes til ”Kampen for tilværelsen”. Alt gaar ut paa at seire i konkurrencen og at arbeide sig op til höiere velvære. ”Karakterens vekst, hjærtets utvikling faar raade sig selv”, sier han. I 70–80 aarene trengte Darwinismen ind blandt aandslivets förende mænd i Norden. Videnskap og litteratur kappedes om at saa læren om ”kampen for tilværelsen” ut i folket – vi höster nu frugtene!

Den del av artiklen der intresserte mig mest var dog konklusionen. Oberstlöitnant Gulbranson ender med at paakalde Kirkens (den norske statskirkes ) hjælp. Han opfordrer kirken til at ta kampen op mot moderne materialisme i alle dens former og utslag og saa tilsidst fremmaner han Savonarolas aand. ”Vi trænger en Savonarolas glöd inden kirken. Hans glöd og hans strenghet. Ti efter strenghet hungrer tiden.” Med de ord ender den sidste artikel.

II.
Fra katolsk synpunkt hilser vi artiklen med gläde. Oberstlöitnant Gulbranson förer streng og alvarlig tale. Artiklen vidner om en trang til at reformere icke saa meget samfundet som selve menneskene. Og ethvert alvorlig forsög paa at bedre folkemoralen finder altid stötte i vor kreds. – Og oberstlöitnanten ser aabenbart i religion det eneste lægemiddel mot vore dages onder. Paa dette punkt gir vi ham fra katolsk standpunkt vor udelte tilslutning. Vi for vor del ser ingen bedring av folkets levekaar uten ved moralisk fremskridt. Og vi kjender intet moralsk framskridt som icke er betinget eller fremkaldt av religiös fremgang. Fra 70–80 aarene har kristendommen været paa tilbaketog i Norden. Resultatet spores i en sterk nedgang i folkmoralen. Positivisten H. Taine har fremholdt at der kristendommen taper sin indflydelse og magt, der trænger egoismen sig fram kold, beregnende og brutal og omdanner samfundet til en röverkule (coupegorge).

Men vi katolikker ser længer endnu. Vi ser at statskirken ikke kan hjæpe. De protestantiske kirkesamfund staar magteslöse overfor materialismens fremtræengen. Ti om protestantismen ikke er aarsak til den strömning vi nu er kommet ut i, saa er den i det mindste en anledning.

Reformationen frigjorde menneskene fra den katolske kirkes ”aandsmörke”, saa forteller i alle fald god protestantisk historie. Protestantismen har saa indfört friheten, den absolutte frihet i troens liv og tankens verden. (För man lovpriser protestantismen for denne daad, bör man betænke at fra absolut frihet til töileslöshet er der knapt et halvt skridt!) Protestantismens princip blev: enhver skal i bibelen finde sandheten, enhver skal der fin de grundlaget för sin tro! Dette medförte et dobbelte brudd med enheten. Först bruddet med Rom, og siden ny splittelse for hver ny oppfattelse av bibelen. Hvad har den protestantiske grundsætning om den frie forsk bragt os for velsignelser? Hvad har protestantismen fört til? Strindberg sier ved slutningen av ”Legender”: ”Protestantismen är fritänkeri, revolt, söndring, dogmatik, teologi, heresi. Och protestanten är bannlyst. Det är bannet, förbannelsen som vilar över oss och gör oss otillfredsställda, trista, irrande. Och i denna stund känner jag bannet, och jag förstår varför segraren vid Lützen ”föll på sin gärning” och hur hans egen dotter dementerade; förstår varför det protestantiska Tyskland härjades under det Österrike förblev ostört. Och vad blev vunnet för oss? Friheten att vara utstötta, friheten att söndra och avsöndra för att sluta som konfessionslösa.” – Dette lyder vel paradoxalt og overdrevet. Men man maa erindre at den protestantiske livsopfatningen taaler ingen grænse for tankens frie flugt. Det er indlysende at man ikke er langt fra fritænkeriet. Sikkert er det at det er den frie forskningsprincip der har bestæmt og behersket aandslivets utvikling siden beg. av 17. aarh. La os se lidt paa hvad dette har medfört. Fra det protestantiske England trængte det 18:de aarhundrades rationalistiske filosofi utover Europa – og dermed fritænkeriet. I Tyskland frembringer den fri forskning Kant og siden det 19. aarh. subjektive filosofi. Dennes förere Fichte, Schelling og Hegel forherliger ”jeget” som livets höieste princip. Denne lære faldt i god jord. Sammen med den franske revolutions ideer utformet den principperne for det frie menneskes rettigheter. Han begynte at tale store ord om borgernes rettigheter, pligterne talte man mindre om. Vi vet, hvorledes den liberale socialökonomiske skole med Adam Smith i spidsen har dannet læren om handelens absolutte frihet. Kort sagt, vi ser en række forskjellige strömme forenes i et sterkt og ustandseIig mot det store maal frihet. Det almindelige krav – i samfundsliv som i aandsliv – ingen hindring, ingen grænse for det frie suveræne menneske. Historikern Mignet 1) indrömmet at i Frankrige er kjærligheten til friheten delvis lysten til magt. Og vi ser jo tydelig at hele denne store bevegelse ikke bare skyldes idealer og uegennytte.Oberstlöitnant Gulbranson har i sine artikler vist os frugtene av hele denne bevægelse. – I sin store nöd söker han statkirkens hjælp. Han ber dens tjenere holde op med ”en dogmestrid, der gaar over menigmands fatteevne”. Og han maner dem til samling og fælles arbeide for at skape ”en bedre og renere slegt.”

Men den striden kan ikke höre op. Den er en konsekvens av protestantismens fundamentale princip, princippet om den frie forskning. Protestantismens princip maa före til splittelse, og vi vet at det har fört til splittelse. Haab om samlingbunder i illusion. Hvor har man set to protestantiske samfund eller sekter forenes til fælles arbeide? Hvem har hört det sted nævnes? Men hvem har ikke hört tale om nye sekter, ny deling og mere splittelse? – Tro ikke at det er nogen tilfældelighet at den norske statskirke netop i denne time staar splittet og magteslös! Aldrig har vel et religiöst samfund hat större opgaver og som det kunde synes rikere muligheter! Den kjendsgerning at statskirkens indflydelse paa hele samfundslivet blir mindre og mindre merkbar for hver dag som gaar, maa hos mange tænkende mennesker vække tvil om dens levedygtighet. Den synes virkelig nu at nærme sig avslutningen for sin tilværelse.

1) Mignet: Hist. de la revolution I p. 118.