»Verdenhistorisk Kludder»

Av A. Menzinger S. J.

En psykologisk studie over kristendommens formentlige oprindelse

»Verdenhistorisk Kludder» kaldte Helge Rode i »Pladsen med de grønne Træer» (Side 98) det meningsløse Virvar, den liberale Bibelkritik har faaet ud af Evangeliets Beretning om den tomme Grav. Mon Udtrykket »Verdenshistorisk Kludder» ikke i det hele taget passer paa den Situation, de liberale Bibelkritikere og Religionshistorikere har skabt angaaende Kristendommens Tilblivelse?

Disse Videnskabsmænd foregiver at have løst Kristendommens Problem. De har opdaget den »historiske Jesus», en jævn Haandværker, Tømmermandens – efter Ditlef Nielsen Murerens – Søn fra Nazareth. Han er født som alle andre Mennsker; han var Lægmandsprædikant, Gaardmissionær, men har hverken gjort Mirakler eller grundlagt nogen Kirke. Han har aldrig udført nogen »Forløsningsdaad» han kendte ikke noget til en treenig Gud, til messiansk Sendelse eller Delagtighed i den gudommelige Natur; han har overhovedet ikke opstillet noget Dogme, instiftet Sakramenter eller forkyndt noget Evangelium ud over det: at Gud er vor Fader. Dette er hele Kristendommen. Alt andet, d. v. s. det, man senere kaldte Kristendom, er Tilføjelse, Forfalskning, Bedrag. Den oprindelige Kristendom – Faderreligionen – er blevet til rent og skært Hedenskab, idet den har optaget i sig den hellenistiske Verdens Fabler om Jomfrufødsel, Gudesønner, Gudetreheder, blodig Forløsning o. s. v. Dette er i korte Træk »Videnskabens klare Lys», som viser os den sande Aarsagssammenhæng mellem Ting, som hidtil har staaet som hellige og gudommelige for en stor Del af Menneskeheden.

Ved alt dette overser Religionshistorien, at den derved har opstillet den største Gaade, der nogensinde er blevet givet mennskelig Videtørst. At Religionshistorikerne ikke selv ser eller føler denne Gaade, ligger i, at den er af rent psykologisk Art. Psykologisk Interesse og Forstaaelse er ellers et Særkende for moderne Tænkning i Modsretning til tidligere Tiders ofte svigtende Evne til at øjne Begivenhedernes sjælelige og personlige Sammenhæng. Hvad denne psykologiske Indstilling angaar, turde den liberale Religionshistorie staa paa et temmelig midelelalderligt Standpunkt.

Gaaden er ikke, hvorfra stammer Jomfrufødselen eller Treenigheden, men hvorledes var det muligt i en Haandevending at lave det rene Nul, som den »historiske Jesus» var, om til en undergørende Messias, til Gudssøn og Verdens Frelser, uden at Samtiden protesterede mod Falskneriet. Nej, den blev troet, netop, af de bedste, og ikke blot troet, men beseglet med Strømme af Blod.

Den liberale Religionshistorie lader Kristendommen begynde med et uhyre Spring – fra Intetheden op til Tilværelsens og Værdiernes højeste Tinde: fra den ganske almindelige »historiske Jesus» til Verdensforløsningens rystende Drama; fra det korte enkle Fadervor til et vældigt Komplex af Dogmer, der som intet andet har sat Sindene i Bevægelse; fra Lægmandsprædikantens lette Evangelietelt til den fastmurede Verdenskirke. Alt dette havde kunnet ske lige saa godt eller bedre uden denne »historiske Jesus». For saa vidt behøvede han ikke at have eksisteret. I hvert Fald er han ganske uskyldig i Kristendommen. Det, som skete paa de støvede Veje i Palæstina og til sidst paa Golgata, hvor den »historiske Jesus» Saga er endt, staar ikke i noget Forhold til det verdensbevægende Efterspil; Og denne Udvikling er sket i Løbet af et til to Aartier!

Lykkelige David Strauss! Du kunde endnu tage din Tilflugt til et helt Aarhundrede, som du fik anbragt mellem Jesus og Legenderne om ham. Men du var saa uforsigtig at indrømme: Dersom kun et eneste af de fire Evangelier er ægte, saa er det ude med min Myteteori. – Heldigvis døde du 1874. Siden den Tid har Forskere, der helst havde gjort det modsatte, haft travlt med at føre de synoptiske Evangeliers Tidsfæstelse længere og længere tilbage: fra det andet til det første Aarhundrede, til Tiden kort efter Jerusalems Ødelæggelse, ja trods den ubekveme Spaadom i Lukas’ 19. Kapitel til Tiden før Jerusalems Ødelæggelse – hvorved det i det væsentlige er naaet det Standpunkt, som den traditionelle kristne Kronologi altid har indtaget. Og forud for Evangelierne ligger Pauli Forkyndelse og delvis hans Forfatterskab.

Den liberale Bibelkritik fører os altsaa, i hvert Fald ved dens mest ansete Repræsentanter, op til en Tid, da ligesom de Spor endnu ikke var udviskede, som Jesu Fødder havde traadt; da de Øjne ikke var udslukket, der havde set hans Mirakler; da de Øren endnu hørte, der havde lyttet til hans Lignelser; da de Hænder endnu var virksomme, der havde naglet ham til Korset; da Jorden endnu var rød af hans Blod og de Hjerter endnu varme, der havde elsket ham.

Derved falder ikke blot Strauss’ Mytehypotese, men vi staar – i Fald vi følger den moderne Religionshistorie – for den Uhyrlighed, at Kristendornmen i Løbet af godt og vel ti Aar er blevet forfalsket til Ukendelighed, forgiftet i sin Rod, i sin Fødsel. Man maa rose David Strauss for hans psykologiske Blik; for ham var det utænkeligt, at Kristendommen skulde være Resultat af et bevidst Bedrag; Kristendommen var for ham Legendernes langsomme Efeuvækst omkring den historiske Jesus. Men det, der var utænkeligt for Strauss, det, som allerede Spinoza havde kaldt »et sakrilegisk Bedrag», det hævder den religionshistoriske Skole uden at blinke; Kristendommen er et Falskneri; og man nævner os ogsaa Falskmønterbanden: de fire Evangelister og frem for alt Paulus Ærkebedrageren.

Lad os prøve paa at anskueligøre denne enestaaende Svindelaffære ved et noget barokt Eksempel.

Vi vil tænke os en Bog, udgivet til Jul i Aar – ikke i Grønland eller Kina – men her i København hos Gyldendal. Det er Biografien af en Mand, der døde 1920. Han skildres som et Universalgeni, der i Viden og Klogskab overgik alle hidtil sete Videnskabsmænd, Opfindere og Kunstnere. Hans Filosofi var som et Kolumbusæg, der var Løsning og Svar paa alle Tænkningens Problemer. Han har efterladt sig Poesier, som gør Dante og Goethe til Skamme; Beethoven og Mozart er det rene Vand i Sammenligning med hans Kompositioner, og den, der har set hans Billedværker, glemmer Rafael og Michelangelo. Dertil har han gjort de mest storslaaede Opfindelser. Han har frembragt Lys, der ikke er varmt; uddraget Føde af Luftens Kulstof; han har bevist de Fermatske Ligninger, løst Cirklens Kvadratur, lavet Guld og konstrueret det første Perpetuum mobile. Men hans Tid forstod ham ikke. Som Bedrager blev han kastet i Fængsel, men ved Hjælp af den fjerde Dimension gik han ud gennem de lukkede Porte og viste sig for sine Venner. Siden har ingen set ham mere. – I Virkeligheden var der ikke sket andet end dette: i Aarene efter Verdenskrigen vandt en københavnsk Skomager ved Navn Petersen en vis Popularitet ved at give sig i Snak med Folk paa Gaden. Han havde ogsaa opfundet en Slags Cigartænder og lavet nogle Reklamevers og Tegninger dertil; desuden havde han en god Sangstemme, som han lod høre i Gaardene. Men paa Grund af nogle Gadeoptøjer kom han et Par Dage i Arresten og fortrak saa fra København.

Sæt nu i Stedet for Skomager Petersen »den historiske Jesus», i Stedet for København og Gyldendal den palæstinensiske Offentlighed, i stedet for Universalgeni Messias og Guds Søn, i Stedet for Opfindelserne Jesu Undergerninger, i Stedet for Fængslet den lukkede Grav og lad Bogen ikke være skrevet af en eller flere danske Forfattere, men af Paulus, Matthæus, Markus, Lukas og Johannes – saa har de Evangeliernes Kristus-Roman efter Religionshistorikerne.

Og dog ikke, langtfra! Vi maa tilføje i vor Lignelse, at Romanen om Universalgeniet Petersen blev en Succes. Den fik Nobelpræmien, ikke som Æventyrsliteratur, men som historisk Kildeværk. Der var ingen, der protesterede, ingen der talte om Kejserens nye Klæder, og de havde dog alle kendt Skomager Petersen fra Grönnegade.

Nøjagtigt saaledes gik det til med Pauli og Evangelisternes Knaldroman. Den blev Bøgernes Bog, den største Bedrift i Verdensliteraturen. Og ingen protesterede, ingen raabte Vagt i Gevær og pegede paa de fem Løgnhalse. Og de havde dog kendt »den historiske Jesus» og vidste saa udmærket godt, at han aldrig havde sat noget Blad paa en Nælde – han var kun en lille Smule frommere og en Kende mere veltalende end de andre.

Endnu er Ligheden mellem Skomager Petersen og den historiske Jesus ikke tegnet færdigt. Men her glipper Eksemplet. Vi maatte tilføje, at de københavnske Forfattere havde skrevet Bogen med deres Blod, og at denne Skomager havde erobret Danskernes Hjerter mere end Sun Yat-Sen Kinesernes. Det var opstaaet en Skomager Petersen-Bevægelse, og hans Tilhængere gav med Glæde den sidste Øre og, om nødvendigt, deres Liv for hans Sag. Alt dette er selvfølgelig Smagløshed og Vanvid, men det er det, Religionshistorien fortæller os om »den historiske Jesus».

Vi spørger: Hvad mente de første Kristne selv om deres Religion – Martyrkirkens Kristne, de bedste af Romerrigets Samfund? Om de blev stillet overfor en Bog som Ditlef Nielseus »Den historiske Jesus», hvori hele deres Tro bliver gjort til et elendigt Afkog af hedenske Fabler? Mon de ikke alle som en vilde protestere mod dette »Videnskabens Resultat»? De vilde ikke blot protestere med harmdirrende Ord, de vilde protestere med alt, hvad de er og har, med deres rene, hellige Livsvandel midt i en forsumpet og haabløst fordærvet Verden, med de Formuer, de gav til de fattige, og de endnu større, der blev taget fra dem, ved deres Liv i Fængsler, Landflygtighed og Elendighed, ved deres sønderpiskede Rygge, deres afhuggede Hænder, deres udrevne Tunger, deres udstukne Øjne, med deres sidste Blodsdraabe imod den moderne Religionshistorie, der vil, at al deres Kval og Pine kun skulde have været den vanvittige Pris for en skammelig Løgn.

Det er ikke godt at vide, hvad der fik de københavnske Skribenter til at udgive deres Bog om Skomager Petersen. Med Hensyn til Kristendomsforfalskerne ved vi – takket være Religionshistorien – bedre Besked. De vilde »afpasse» den fattige historiske Jesus efter den hellenistiske Verdens Smag – gøre ham mundret for Hedningerne. I dette Øjemed syede de en Kongekaabe til Jesus, der var lappet sammen af Klude og Pjalter, som de fandt rundt omkring i det hellenistiske Hedenskab. Det var den værste Spottekaabe, der nogensinde er blevet hængt om Jesu Skuldre. Og gennem 1900 Aar har Menneskene kysset Fligen af denne Kaabe uden at lægge Mærke til den hedenske Stank, der stod fra den.

Havde Paulus virkelig haft i Sinde at afpasse Kristendommen, da vilde han sandsynligvis have baaret sig anderledes ad. Hvad nyttede det, at lægge Hellenismens Faarepels om Kristendommen, naar dens Tænder og Kløer alligevel stak frem alle Vegne? Tænk, om Paulus havde strøget Ord som »Elsk Eders Fjender»; »Hvis I ikke bliver som Børn»; »Naar dit Øje forarger dig», »Hvad gavner det Mennesket»; »Hvad Gud har sammenføjet, skal Mennesket ikke adskille»; »Hver den, som ser paa en Kvinde med Begær, har allerede bolet med hende i sit Hjerte»! Da havde han i Sandhed givet den historiske Jesus en Chanse! – Men trods al Afpasning maa Paulus resigneret bekende, at hans Forkyndelse er »Jøderne en Forargelse og Hedningerne en Daarskab».

Vil Religionshistorien gennemføre sin Bedrageri-Hypotese, maa den ikke blive staaende ved overfladiske Ligheder mellem hellenistiske Gudefabler og kristne Dogmer, men først og fremmest føre Beviset for, at Paulus, Evangelisterne og hele det oldkirkelige Milieu var en nodbydelig Blandning af Uærlighed, Løgnagtighed og Frivolitet, og dertil, at dette kristne Samfund indtil Idioti var blottet for alle menneskelige Instinkter. Saa længe dette ikke er bevist, maa vi i Psykologiens Navn protestere imod Religionshistorikernes Konstruktioner. Den Udvikling, som efter Religionshistorien skal have fundet Sted, sprænger simpelthen Menneskenaturen. Normale Mennesker har ikke kunnet være Bærere for den. Men de første Kristne – baade de, der forkyndte Kristendommen, og de, der troede den, var Mennesker af Kød og Blod som vi. At lade dem tænke og handle, som »Afpasningshypotesen» vil, er ikke andet end at etablere »verdenshistorisk Kludder».