Viljesfriheden. I. Viljesfrihedens idé

Av A. Menzinger S. J.

Som fysisk Energi er den fri Viljeshandling en forsvindende Størrelse. Om det saa var en Atlet, der løfter et tungt Lod, eller en Agitator, der ved sin Tale ophidser en Folkemængde til Oprør, i begge Tilfælde er den fri Viljesakt, der frembringer disse .. stærke Virkninger, kun en psykisk Kommando, der indleder en Nerveproces, der atter sætter visse Muskler i Bevægelse, samtidig med at den leder Tankevirksomheden i en bestemt Retning. Fysisk set er Viljesimpulsen kun Udløsning af forhaandenværende Kræfter. Derfor strider Viljesfriheden heller ikke mod Sætningen om Energiens Konstans. Umiddelbart udstrækker Viljens Herredømme sig kun til Forandringer i Bevidsthedslivef og til Sammentrækning eller Slappelse af Legemets tværstribede Muskler ikke engang alle. Al Virkning udadtil er af middelbar Art, hvad enten vi sætter en Maskine eller et Dyr i Bevægelse eller paavirker andre Viljer.

Saa ubetydelig og begrænset Viljeshandlingen er, fysisk og biologisk set, saa ufatteligt stor bliver dens Betydning i aandelig Henseende. Den fri Viljeshandling staar uden for den øvrige Naturs store, Aarsagssammenhæng. Her kommer det ikke an paa, om Friheden ytrer sig som Bagatel, f. Eks. at tænde en Cigar paa et selvvalgt Tidspunkt, eller om den bestaar i en verdens omvæltende Beslutning, f. Eks; en Krigserklæring. I begge Tilfælde er Viljeshandlingen i lige Grad modsat den Tvang, Umyndighed, Lovbestemthed og Jernnødvendighed, der beherker hele den øvrige Verden, lige fra Stenen, der falder til Dyrenes spontane Handlinger. I denne determinerede Verden indtager Mennesket en Særstilling. Han kan ud fra givne Forudsætninger handle saaledes eller anderledes, eller ogsaa lade være med at handle.

Dette betyder ikke Aarsagsløshed, men snarere en ny Art af Aarsag, en Aarsag af højere Orden og Rang. De andre Aarsager har hver sin bestemte Virkning. Den fri Aarsag er virtualiter multiplex, d. v. s. den kan ligestilles med flere, om man vil, utallige mange Aarsager idet den efter Behag kan frembringe enhver af deres Virkninger. Den fri Aarsag rummer flere Muligheder, Potenser, i sig. For at finde et Sidestykke til denne Mangefolds Mulighed maa vi gaa ud over de skabte Ting til det højeste Væsen, Gud, der, skønt der »ikke er Forandring eller Skygge af Omskiftelse hos ham (Jak. 1, 17)», kan skabe, styre Verden, gøre Mirakler. Ogsaa han er en fri Aarsag, der ligesom rummer uendelig mange Enkeltaarsagers Kraft i sig*).

Viljesfriheden skaber en Sfære af Selvstændighed omkring Mennesket, som giver ham Overlegenhed over al Skabning, – ikke som om han kunde magte alle Naturkræfter, men han kan gøre, hvad de alle tilsammen ikke er i Stand til. Den giver endog Mennesket en vis Selvstændighed overfor Gud. Derveq bliver den fri Vilje til en ufattelig Gaade. Skabningens Væsen er præget af den dybeste Afhængighed af Gud. Ikke blot i Tilblivelsens Øjeblik bestaar denne Afhængighed, men hele det skabte Væsens Eksistens og Virken, ogsaa den fri Viljeshandling, bæres oppe og faar sin Kraft af Guds Almagt. Alligevel har Menneskets Vilje saa at sige sin Egenbevægelse, som den til syvende og sidst kan lægge for Dagen ved at handle Guds Vilje imod.

Vi har ondt ved at forstaa, hvordan Gud kan skabe saadant et Væsen. Men i og for sig er Friheden ikke saa meget en Fare, en Mulighed til det onde, som et Gode – i Forbindelse med Erkendelsesevnen, det højeste Gode, der er givet Mennesket i den naturlige Orden. Skulde det forbydes Gud at skabe et frit Væsen, blot fordi han forudser, at det misbruger denne Gave? Skal han kun have Lov til at skænke Frihedsevnen, naar han forudser, at den bruges paa den rette Maade? I saa Fald vilde Gud blive afhængig af Skabningen og holde op med at være Gud.

En yderligere Gaade – den største – er, hvordan Viljesfriheden kan bestaa sammen med Guds absolute Højhed over Mennesket, Guds Medvirken ved selve den fri Viljesakt, der uden denne Medvirkning bliver umulig. Theologiens skarpsindigste Hoveder har forsøgt at klarlægge Førholdet uden at naa til Enighed. Det er heller ikke denne Afhandlings Hensigt at komme ind paa dette filosofisk-theologiske Problem.

Aldrig er Mennesket Gud mere lig end i Viljesfrihedens Brug. Han vælger mellem Godt og Ondt. Han har Magten til at handle i Overensstemmelse med Guds Vilje og Magten til at træde denne guddommelige Vilje under Fødderne ved at gøre sin egen Vilje imod Guds. Da er Mennesket ikke længer et forsvindende Fnug i Universet, men næsten en Majestæt ved Siden af Guds Majestæt. Der kan selvfølgelig ikke være Tale om, at denne Frihed overfor Gud et eneste Øjeblik er absolut. Til Menneskets fysiske Frihed svarer den størst tænkelige moralske Bundethed. Samtidig med at Frihedens Vingeslag løfter Mennesket op: over al anden Skabning, tynges han af Ansvaret, Pligten, Samvittigheden.

Føjer man, som Kant gjorde, til Viljesfriheden selve Viljens Autonomi – der gør Mennesket til sin egen Lovgiver og førbyder ham at modtage Lovbud udefra – da forguder man Mennesket. Det er denne autonome Indeterminisme, og ikke, som Høffding (Etik Side 92 Anm. 2) mente, Viljesfriheden i skolastisk Fortolkning, – der gør Mennesket »til en lille Gud».

Friheden er Guddomsgnisten i Menneskets Sjæl. Den fri Afgørelses Øjeblikke er den højeste Stigning i Menneskets Liv. Der lever Mennesket sit eget personlige Liv. Der bliver han til den »Enkelte», udskilt fra Mængden, stillet paa sig selv. End ikke Kirken, der ellers griber dybt ind i sine Troendes intime Liv, fratager ham disse Øjeblikkes Ansvar. Den fører dem kun hen til Frihedens og Samvittighedens Port. »Ved denne bliver Kirken staaende og lader Mennesket gaa ene ind. Porten fører ind til den Helligdom, foran hvilken ogsaa Kirken maa standse i hellig Ærefrygt. Thi bag denne Port møder Sjælen sin Skæbne. Dér opleves de Øjeblikke, da Gud og Mennesket staar ene overfor hinanden, og Afgørelsen falder. Ingen Tredjemand, intet Mellemled er der paa sin Plads: kun Gud, den alhellige og barrnhjertige, og Mennesket, den frit vælgende Menneskesjæl – ellers ingen»**).

Kristendornmen kalder Misbrugen af Viljesfriheden for Synd; den ser deri »det onde» – det, der i Grunden alene fortjener dette Navn. Ingen Forstyrrelse i den materielle Verden, ingen legemlig eller sjælelig Lidelse kan sammenlignes med den Ulykke, som Bruddet paa den moralske Orden, Modsætningen til Guds Vilje, betyder. Ornvendt er Menneskets fri Underkastelse under Guds Vilje en større Forherligelse af Skaberen end den Lovsang, hele den øvrige Skabelse synger til hans Ære.

*) Indenfor Atomfysiken har man, som bekendt, opdaget Forhold, der foreløbig maa tolkes som flertydig Aarsagssammenhæng. Skønt disse rent materielle Processer kun for en overfladisk Betragtning tager sig ud som Analogon til den »fri Aarsag», har de dog i Forhold til Viljesfriheden den Betydning, at de allerede paa Tilværelsens laveste Trin vilde udelukke Determinismens Grundtanke, at hele Verdensløbet er enstydigt bestemt og beregneligt.

**) Peter Lippert; Ene-Saliggørende ved L. G. Køhn. 1915.