Børglumprovsterne fraa aar 1400 til Reformationstiden

Av P. D. Steidl

Børglum har sikkert ikke været det smukkest beliggende Præmonstratenserkloster her i Norden. Det kan f. Eks. slet ikke maale sig med det fornemt mellem to Søer og Skoven beliggende Bækkeskog med sine frodige Marker. Men i historisk Henseende kan intet skandinavisk Abbedi sammenlignes med Provstiet højt oppe i Jylland. Thi her dannede Præmonstratenserne selve Domkapitlet; deres første Mand indtog den næste Plads efter Biskoppen i hele Stiftet, og det var Præmonstratenserne, der valgte Biskoppen. Sidste Gang udøvede de denne Valgret 1367, da Roskildekanniken Mogens Jensen blev valgt. Fra denne Tid forbeholdt Paven sig Udnævnelsen af Børglum Bispen. I Reglen hørte denne ikke til Præmonstratenserne. I 1328 har vi endda det Særsyn, at Biskop Niels indtræder i Dominikanerordenen. Han forudsaa nok det kommende Uvejr, thi hans Efterfølger Thyge blev 1332 under Pontifikalmessen af Kongens Mænd taget tiI Fange og i 22 Maaneder lagt i Jernlænker. 1432 bliver af Paven Augustinermunken Gobelinus Bolant af Køln udnævnt som Biskop i Børglum; men allerede 1433 sad Gerhard Pedersen Gyldenstjerne paa Bispestolen.

Den gyldne Tid for Børglum – Iigesom for andre Klostre og Kirker – oprandt under Dronning Margrethe. Den 30. April 1389 udstedte Provsten et Brev, der oplyser os om, at der hver Dag – baade Lørdag og de andre Dage – skulde læses en Messe til Ære for Vor Frue; naar Messen var endt, skulde »Salve regina» synges, og under hele Gudstjenesten skulde der brænde to Vokslys. Det var en Stiftelse af Dronningen. Til Kirken forærede hun ogsaa en med forskellige Ædelstene prydet Guldkrone, der paa alle Fester for Gud Moder og paa andre store Festdage skulde sættes paa Mariastatuens Hovede.

Præmonstratensernes Ordensdragt er hvid. Men Børglumpræsterne fik i 1403 Lov til paa Grund af det regnfulde Klima at ombytte den hvide Dragt med en mørk (1); 1422 udvidedes dette Privilegium endnu mere (2).

Domkapitlerne, der var knyttet til et Ordenssamfund, havde i det 15. Aarhundrede ingen let Stilling. I Odense var det Biskoppen, der med aabent Visir søgte at fortrænge Benediktinerne og erstatte dem med Verdenspræster. Biskoppen i Børglum gik mere diplomatisk til Værks og skjulte sig bag Pavens og Kongens Ryg. Man vilde Ordenskannikerne og især deres Formænd, Domprovsten (i Odense havde Prioren denne Stilling) til Livs. Da Domprovsten var Næstemand efter Biskoppen, som det hedder i Pavebrevene, opstod der en heftig Kamp netop om denne Stilling. De forskellige Ordensdomkapitler havde jo Lov til selv at vælge en af deres Midte til denne Post; nu ønskede Biskopperne, hvad der er let forstaaeligt, at faa Besættelser af denne Plads i deres Haand, og Kongen vilde ogsaa udøve Repræsentationsretten. Der førtes en haard Kamp, en Kamp paa Liv og Død.

Bedst klarede Benediktinerne i Odense disse Vanskeligheder. De vilde ikke afstaa nogle af deres Rettigheder, ikke vide noget om et Kompromis, hellere trække sig tilbage end taale fremmed lndblanding fra Bisp og Konge. De blev ogsaa fortrængt af Verdenspræster i en Snes Aar for derefter med forøget Glans og Autoritet at indtage deres Pladser paa ny.

Værst gik det Augustinerne i Viborg, men det var deres egen Skyld. Uvejret brød løs allerede i 1426. Biskop Lago og Kong Erik beklagede sig i Rom over, at Augustinerne der var saa faatallige og alderssvage, at det var bedst at opløse deres Konvent og at oprette 10 til 12 Kanonikater for Verdenspræster. Erik af Pommern havde særlig Grund til Klagen, da der foruden Provsten kun fandtes 3 Kanniker, der jo ikke kunde passe hans »evige Psalterlæsning». Martin V. befalede 3. November 1426 (3) Ærkelbisp Peter i Lund at undersøge Sagen, og hvis han fandt det heldigt at ophæve det regelbundne Konvent og sækularisere det; de gamle Kanniker skulde faa en Slags Pension. Det viste sig, at Biskoppens Klage var fuldt berettiget; Augustinerne maatte vige Pladsen for Verdenspræsterne. Selvfølgelig gav de ikke saa hurtig tabt og forsøgte Rekursen i Rom. Men ét er paafaldende. Benediktinerne beraabte sig senere i lignende Tilfælde paa, at de var St. Knuds Vogtere. Med større Ret kunde Augustinerne have henvist til St. Kjeld, der jo var en af deres egne. Men de gjorde det ikke. Deres Modargumentation indeholdt kun to væsentlige Punkter, at de slet ikke var blevet spurgte eller forhørte, og at de kunde faa Tilgang nok. Derfor fik den 9. April 1437 (4) Abbeden af Øm og Kantoren i Aarhus det Hverv fra Pave Eugen IV. at genindføre det regelbundne Liv for Kannikerne, og den 21. Maj 1437 (5) gav endog Baseler Konciliet Provsten og Konventet i Viborg Bekræftelse paa alle deres Privilegier, »Men Brevet», siger Udgivern af Acta Pontificum Danica, »er vist aldrig afsendt, det hele er overstreget og i Marginen er tilføjet: Sic cassatum in originali.» De nye Kanniker havde faaet Vind om Sagernes Stilling og skønt der fra Danmark til Rom regnedes med 70 Dagsrejser, blev der sendt Ilbud til Paven kun en Maaned senere; i Maj samme Aar (6), beklager Paven sig, at han af Viborg Provsten var blevet ført bag Lyset, og derfor skulde Domkapitlet vedblivende være sæculariseret.

Ikke bedre gik det Præmonstratenserne i Ratzeburg. I 1504 (7) blev ogsaa deres Domkapitel sækulariseret.

Hvorledes klarede nu Præmonstratenserne i Børglum Situationen? De forsøgte at ride Stormen af. De gik en Mellemvej, der blev paatvunget dem af deres egen Biskop og Kongen, og som blev approberet af Rom. Nuomstunder vil man vel ryste paa Hovedet, men Forholdene var dengang helt anderledes. Thi da Biskoppen og Kongen skrev til Rom, om en bestemt navngiven Verdenspræst kunde blive Provst i Børglum, da den sidste enten var Død eller havde resigneret, fik Præmonstratenserne fra Paven en Meddelelse med omtrent følgende Ordlyd: »Da Præsten N N. ønsker at tjene Vor Herre sammen med eder (sub regulari habitu), anbefaler vi ham til eders Kærlighed. Hvis der ikke findes en kanonisk Hindring, skal I optage ham i eders Midte. Og naar Prøveaaret er forbi og han frivillig har aflagt Løfterne og i 3 Dage baaret Profesklædningen, skal der gives ham Provsteværdigheden, som nu er ledig (8).

Enhver vilde være Proust i Børglum; men samtidigt at være Præmonstratenser faldt ikke i enhvers Smag, og derfor vilde de hellere give Afkald paa Provstestillingen; saaledes gik det Jens Andersen Beldenak, der var udnævnt som Provst i Børglum, men ikke kunde bekvemme sig til at blive Præmonstratenser. Da derfor Aaret var forbi, resignerede han. Erik Valkendorf søgte ad mange Omveje at beholde sin Post, men det lykkedes ham ikke, og han maatte overlade Provstiet til sin Broder; Laurentius Vesteni havde det særlig slemt, da han ikke kunde fortrænge sin Medbejler; men naar han ikke kunde blive Provst i Børglum, vilde han heller ikke være Præmonstratenser, og han forsøgte derfor at faa saa mange Præbender som muligt paa andre Steder.

Der hørte en ikke ringe Grad af Selvovervindelse til for Børglumpræsterne at modtage disse paatvungne Provster. Thi Provster i Børglum og Abbeder i Tønsbjerg indtog ogsaa de mest betroede Pladser indenfor Ordenen. I 1289 bestemtes jo, at der hvert fjerde Aar skulde komme 4 Forstandere til Generalkapitlet, men Provsten af Børglum og Abbeden af Tønsbjerg skulde altid være med.

Hvilke Egenskaber Provsten skulde sidde inde med, var nøjagtigt foreskrevet. Han skulde kunne læse godt, tale godt, være stiv i Latinen, men fremfor alt krævedes der, at han kunde synge godt. Kunde han ikke det sidste, maatte han sværge ved det h. Evangelium, at han i Løbet af et Aar vilde lære at synge (9).

Første Gang hører vi om disse Betingelser, da efter Provst Tetberns Resignation Kanniken Jens Nielsen blev valgt af Kapitlet 1401. Indtil dette Tidspunkt havde udelukkende BørglumKannikerne valgt deres Provst (10). Men nu gjorde man Præmonstratenserne bange. Man henviste til, at Domprovstiet overalt, hvor Verdenspræsterne dannede Domkapitlet, blev overdraget af Paven. Derfor var det bedst at henvende sig til Rom (11). Børglumpræsterne gjorde nu det, og det blev Begyndelsen til den senere Udvilding. Og den gik hurtig for sig. Jens Nielsen maa ved sit Valg have været meget ung, for han var Provst i Børglum over 50 Aar. Hans Efterfølger Mads Smalsted var den første paatvungne Provst. (6. Okt. 1453.) (12). Pave Nikolaus V. skrev nemlig til Børglum, at den næste Værdighed efter Biskoppen i alle Kathedralkirker, ogsaa hvis det var en Ordenskirke, var forbeholdt Paven (13). Det var en Overraskelse for Præmonstratenserne, men der var ikke noget at gøre ved det. Om Mads Smalsted har opfyldt den til Udnænnelsen knyttede Betingelse, eller om han resignerede, er uvist. I hvert Tilfælde var hans Embedstid kun kortvarig, da der fra 1453 til 1462 nævnes to Provster, nemlig Mads Smalsted og Jon Jensen (14).

Om denne sidste gik Bølgerne højt. Han tog det heller ikke nøje med Kirkens Ejendom, bortødslede den, forærede Bøger bort og brugte kirkelige Ting til privat Brug. Baade Kapitlet og de enkelte Kanniker formanede ham. Det hjalp dog ikke noget. Saa lagde de personlig Haand paa ham og førte ham til Klosterfængslet. (I 1467 var endnu 8 af disse Kanniker i Live, nemlig den daværende Proust Andreas Jakobsen, Niels Rib, Andreas Jakobsen Il, Erik Larsen, Johannes Madsen, Jakob Ater, Johannes Larsen og Kristian Larsen.) Provst Jon Jensen foreholdt dem, at de derved blev banlyst. At Børglumpræsterne vilde forsvare sig, naar en paatvungen Provst var gavmild paaderes Bekostning, kan vi forstaa. Men at de samtidig var samvittighedsfulde, viser deres Selvanklage i Rom. Thi endskønt de var blevet løst fra Excommunikationen fra autoritativ Side, vilde de helst være sikre i Sagen og anklagede sig selv. Man skal søge længe, indtil man finder et Sidestykke dertil. Børglumpræsternes Selvanklage af 6. Dec. 1467 (15) er et ærefuldt Dokument for hele Provstiet, for det viser, at der tiltrods for de ugunstige Forhold endnu paa dette Tidspunkt fandtes inderlig Fromhed og Samvittighedsfuldhed indenfor Klostrets Mure.

Om det næste Provstevalg har vi udførlige Beretninger i Pius Il.s Brev af 9. Januar 1462 (16). Dets korte Forløb skildres saaledes: Kongen præsenterer, Kapitlet vælger, Paven bekræfter. Her sker det første Gang, at Kongen udtrykkelig nævnes. Kongen beraabte sig paa et gammelt Privileg, der endnu stod i Kraft. Den ny Provst var en Mand af deres egen Midte, Andreas Jakobsen, som i sin Tid var med til at indespærre den forhenværende Provst. Vel var der en Præmonstratenser, der blev præsenteret og valgt, men Kongens Præsentationsret, der her nævnes, spaar ikke godt for Fremtiden, og det maa tilskrives Præmonstratensernes Takt og religiøse Aand, naar der ikke skete værre Ting.

Andreas Jakobsen resignerede 1478. Kannikerne valgte nu den hidtidige Dekan i Roskilde Niels Styggesen Rosenkrantz som Provst paa den Betingelse, at han skulde indtræde i deres Orden. Niels Styggesen gik ind derpaa og aflagde Løfterne (17). Han var Provst til 20. Nov. 1486, hvor han udnævndes til Biskop i Børglum. Samme Dag fik Præmonstratenserne Simon Læsø som Provst (18). Det var Kong Hans, der havde hjulpet sin gode Ven til denne Stilling. Han aflagde Ordensløfterne og var Provst til 1497, da han resignerede.

Det var godt, at Simon Læsø havde højtstaaende Venner, ellers havde han næppe været Provst ret længe. Thi han fik en uforsonlig Fjende i Laurens Eggertsen Vesteni, en adelig Klerk fra Aarhus Stift, der allerede var baade Kannik og Ærkedegn i Aarhus og Ribe. Ved et Tilfælde fik han at vide, at Simon Læsø havde snydt Paven og betalt for lidt. Han kom nu 1493 som anklaget til Rom og bad selv om Provstiet. Simon Læsø blev afsat og Laurens Eggertsen Vesteni udnævnt som Provst (19), saasnart han efter endt Prøvetid havde aflagt Løfterne og baaret Profesklædningen i 3 Dage. Simon Læsø blev dog boende i Provsteboligen, hvorfor den ny Novice slet ikke havde Hastværk med at komme. Han gjorde endnu et Par Forsøg og førte Proces ved Kurien. Skønt han vandt, blev Simon roligt siddende; Kannikerne stod sikkert alle paa hans Side. Laurens Vesteni var en meget urolig Aand. Da hans Forsøg mislykkedes, blev han Sognepræst i Lyngaa og Skjød og Provst i Sallingsyssel, derefter atter Ærkedegn i Ribe og Provst i Vendsyssel, Sognepræst i Tiset og Ørsted og Provst i Lund. 1498 var han af en Kardinal blevet foreslaaet som Biskop i Viborg, men han blev det ikke.

Simon Læsøs Efterfølger blev Ærkedegnen i Viborg, Jens Andersen Beldenak, der blev udnævnt af Aleksander VI. den 8. Juni 1497. Jens Andersen var en klog Mand. Han var bange for, at det skulde gaa ham, som det gik Simon Læsø, at muligvis ogsaa han skulde anklages for Snyderi; endvidere følte han absolut ingen Lyst til at blive Præmonstratenser. Derfor skrev han til Rom, at lndtægterne muligvis var større end opgivet, og bad sig fritaget for at indtræde i Ordenen (20), men Provstiet vilde han gerne beholde. Aleksander VI. gik ind paa hans Bøn, og nu fik Præmonstratenserne en Foresat, der slet ikke var en af deres egne.

Jens Andersen indsaa snart Umuligheden deraf og resignerede allerede efter et Aars Forløb.

Den 19. Oktober 1498 fik Roskildekanniken Erik Valkendorf Provstiet i Børglum. Han var ikke saa retlinet som sin Forgænger, og Præmonstratenserne var ikke tjente med en saadan Provst, der ikke engang var præsteviet, men kun vilde nyde Provstens Indtægter. Det var heller ikke deres Skyld, han var blevet dem paatvunget. Han havde heller ikke Lyst til at blive Præmonstratenser. Paven fik det at vide, og Erik Valkendorf fik et Tidsrum af to Aar til at betænke sig i. Men Præmonstratenser vilde han ikke blive. Han skrev til Rom, at han som Kongens Kansler altid maatte være ved hans Side og derfor ikke kunde bære Ordensklæderne. Der var ogsaa andre Grunde, hvorfor han ikke kunde blive Præmonstratenser. Han beder om at maatte faa Provstens Indtægter og under 6. Februar 1499 blev dette tilstaaet ham for et Tidsrum af 5 Aar (21), men som man ser af Brevet fra 19. Marts samme Aar, var den Tid, der allerede var gaaet, iberegnet, thi dér skrev Aleksander VI, hvis han ikke inden 4 Aar var gaaet ind i Præmonstratenserordenen, maatte han opgive Provstiet. Det var klart Besked og for Præmonstratenserne var det næppe et stort Tab, at han resignerede. Kongen sørgede for, at han blev Provst i Roskilde, men endnu som saadan beder han 1506 om Dispens til at vente to Aar endnu med de h. Vielser. Han var ikke engang Subdiakon. Den bedste Anbefaling for den vordende Ærkebisp af Nidaros var det nu ikke.

Vilde han ikke, vilde dog hans Broder Magister Andreas Valkendorf, der blev præsenteret af Kongen og valgt af Kapitlet, blive Præmonstratenser, skønt han bad sig fritaget for i det første Aar at bære Ordenshabiten og skønt han fik Dispensation til med det første ikke at aflægge Ordensløfterne (22). Han beklædte sit Embede indtil sin Død (1507).

Af Kapitlet blev nu Antonius Fürstenberg, der var Sognepræst i Wesel i Kølner Diøcesen og samtidig Præmonstratenser, valgt, og Valget godkendtes af Pave Julius II. d. 3. Dec. 1507. 1520 nedlagde han sit Embede. Da hans frivillige Resignation fremhæves, tager man vist næppe fejl, naar man siger, at han blev tvunget dertil, for at Kristian II. kunde præsentere den afgaaede Niels Styggesen Rosenkrantz, der før havde været Provst til Provstiet sammesteds; da han saa truede med at føre Proces i Rom, holdt man ham fangen. Men han undslap 1522; Kristian II. var meget ked af, at han var flygtet til Rom og havde anlagt Sag imod begge Børglumbisperne (Niels Styggesen og Styge Krumpen). Allerede dette viser, at Fiirstenberg var i sin Ret. Biskopperne vilde ikke til Rom, fordi de havde en ond Samvittighed, Frederik Il. bad den 28. Marts 1523 Paven om, at denne Proces maatte blive henvist til Danmark, saa at enten Biskop Godske Arlefeldt eller andre danske Prælater kunde afgøre den. Samtidig sendte Kongen et Lejdebrev til Fürstenberg.

Medens Kirken i Bækkeskog er forvandlet til et Magasin og Taarnet indrettet til en Lejlighed med 17 Værelser, staar den nydelige Domkirke i Børglum endnu i al sin Glans, og naar man færdes derinde, skulde man ikke tro, at der ligger fire Sekler imellem. Mon dens gamle Præster der atter skal synge »Salve regina» efter Konventmessen og krone Guds Moders Statue paa de høje Festdage?

1) Acta Pontificum Danica II 1046 : ecclesiae, quae in partibus maritimis et ut frequenter lutosis necnon aquarum inuandationibus repletis, consistit, negotiis ad diversa oportet declinare, tuque, praeposite, ac praedicti canonici juxta regularia instituta ordi’nis non nisi candido habitu, qui subito, praesertim in talibus locis maculatur, … saltem quoad habitum exteriorem habitui canonicorum regularium ordinis sancti Augustini, qui … niger, Claveus, brunns aut fuscus … existit, vos conformare possitis.

2) Acta Pontificum Danica II 1398.

3) Acta Pontificum II No 1515.

4) Acta Pontificum Danica III 1782.

5) Acta Pontificum Danica III 1791.

6) Acta Pontficum Danica III 1793, 1794.

7) Acta Pontificum Danica V 3954.

8) Acta Pontificum III 2012, 2013; IV 3053; V 3650.

9) Acta Pontificum Danica II No 1003; II 796: Si per diligentem examinationem dictum Johannem bene legere, bene construere et bene cantare ac congrue loqui latinis verbis et alios ad obtinendam dictam praeposituram, quae dignitas major post pontificalein in dicta ecclesia existit, idoneum esse repereris, vel etiam si ipse non bene cantaret, dummodo in tuis manibus juret ad sancta dei evangelia, quod infra annum a tempore examinationis huiusmodi computandum bene cantare addiscat.

10) Acta Pontificum Danica II No 1003: Dum ad eos receptio resignationis dictae praepositurae ac collatio at provisio de antiqua et approbata ac. hactenus pacifice observata consuetudine pertineant.

11) Cum autem dubitet collationem et provisionem ac assecutionem hujusmodi et inde secuta viribus’ non subsistere.

12) Acta Pontificum Danica III 2012.

13) Acta Pontificum Danica III 2013: Dudum siquidem omnes dignitates in cathedralibus ecclesiis etiam ordinum quorumcumque post pontificales majores tunc vacantes et inantea vacaturas dispositioni nostrae reservavimus.

14) Acta Pontificum Danica III 2243.

15) Acta Pontificum Danica III 2413: a sententia excommunicationis huiusmodi de consensu et voluntate ipsius Jonae tam ordinaria quam apostolica auctoritate absoluti fuerint pro exoneratione, conscientiarum suarum cupiunt etc.

16) Acta Pontificum Danica III 2243: Christiernus rex Daciae, verus patronus dictae praepositurae ac existens in pacifica possessione vel quasi juris praesentandi personam idoneam ad ipsam praeposituram.

17) Acta Pontificum Danica IV 2713.

18) Acta Pontificum Danica IV 3053.

19) Acta Pontificum Danica V 3368: Volumus autem, quod dictus Laurentius infra annum ipsum habitum suscipere et professionem huiusmodi emittere, alioquin dicto anno elapso commenda ipsa cessare censeatur eo ipso.

20) Acta Pontificum Danica V 3568: in privilegiis dicto ordini per sedem apostolicam concessis et confirmatis inter alia cavetur, quod ipsius ordinis dignitates et beneficia nullis nisi s. Romanae ecclesiae cardinalibus aut ipsum ordinem expresse professis commendari possunt et alias de illis pro tempore factae commendae nullae sunt etc.

21) Acta Pontificum Danica V 3679: et ipse orator in praesenti tam propter assistentiam, quam cum dicto rege quasi continue habere eum oporteret, et ex certis aliis causis non possit cum animi sui quiete ordinem Praemonstratensem … profiteri.

22) Acta Pontificum Danica V 3764: ut per primum annum a die adeptae possessionis, si ipsum illam vigore praesentium assequi contigerit inchoandum, habitum regularem dicti ordinis gerere et professionem regularem emittere, nullatenus teneatur.