”Doctor Gratiæ” og Protestantismen

Av A. Menzinger S. J.

I Anledning af Jubilæumsfestligheder har man anstrengt sig for at gøre katholske Helgenskikkelser – Ansgar, Jeanne d’Arc – til Protestanter. Med Sankt Angustin er dette sket for længe siden. Allerede Luther paaberaabte sig Augustins Autoritet. Han mente hos Augustin at kunne finde, ganske vist ikke alt, men dog meget af det, han søgte. Luther tog Augustin til Indtægt for sin Benægtelse af Menneskets Viljesfrihed, for sin Hævdelse af den faldne Naturs haabløse Fordærvethed og for sin uhyggelige Prædestinationslære.

Naar Luther, der ellers ikke havde meget tilovers for Kirkefædrene, sværmer for Augustin, er det altsaa ikke blot, fordi han er Augustinermunk, men fordi han som Reformator saa en Forbundsfælle i Kirkelæreren fra Hippo. »Jeg mere slugte, end læste Augustin», siger han i sine Salmeforelæsninger (Collecta Veit Dietrich 137). I et Svar til Erasmus, der førte Kirkefædrene i Felten mod ham, hedder det: »Men Augustin, som du forbigaar, er helt paa min Side». Melanchton syntes ikke, der var saa stor Enighed; men han skriver til Brenz, at man alligevel maa fremstille Overensstemmelsen som fuldstændig af Hensyn til den store Anseelse, Augustin nyder.

Hvorvidt er Luthers Opfattelse af Augustin berettiget?

1. VILJENSFRIHEDEN.
Luther har opkaldt sin Bog mod Viljesfriheden De servo arbitrio – Viljen som Træl – efter et Udtryk, han fandt hos Augustin. Der findes en Mængde Vendinger hos Augustin, der lyder som Benægtelse af Viljesfriheden. Men, naar Augustin siger, at det første Menneske ved Syndefaldet har mistet Friheden, mener han noget helt andet, end det, den protestantiske Fortolkning lægger ind i Ordene. Augustin taler ikke om Valgfriheden. Adam har ikke mistet Friheden i metafysisk Forstand, Evnen til at vælge mellem forskellige Muligheder. Denne Evne hører til den menneskelige Naturs Væsen, som efter katholsk Lære ikke blev forandret ved Syndefaldet. Derimod har Adam mistet Guds Børns Frihed, den paradisiske Frihed til at kunne gøre det overnaturligt gode, Friheden for Synden og Begæret, saaledes at han, blot han vilde, kunde leve et helligt Liv, medens han efter Syndefaldet bukker under for Begæret, med mindre Gud kommer ham til Hjælp ved sin bistaaende Naade. Augustin skriver: »Hvem af os siger, at Menneskeslægtn ved Stamfaderens Synd har mistet Valgfriheden? Ganske vist har han mistet Friheden, men hin, som han havde i Paradiset til at gøre al Retfærdighed og være udødelig … Derfor trænger den mennelige Natur til Naaden, som Herren siger: Naar Sønnen har frigjort eder, da vil I i Sandhed være frie, nemlig til at leve godt og retfærdigt. Saa langt fra er Valgfriheden tilintetgjort i Synderen, at det netop er ved den, han synder.» (Contra 2 epist. pelag 1, 2, 5.) Indtil sit Livs Ende har Augustin holdt fast ved Valgfriheden.

Dette hindrede dog ikke, at Valgfriheden, rettere Forholdet mellem denne og Guds understøttende Naade blev et Problem for ham. Under Arbejdet med dette Problem blev Friheden for ham mere og mere Frigørelsen fra Syndens Aag ved Kristi Naade… »Hvad er friere, end den frie Vilje, der ikke kan synde?» Og naar han giver Hieronymus, der hævdet Valgfriheden, sin Tilslutning, skynder han sig med at tilføje: »Men naar nogen gør det gode, bærer han ikke Nødvendighedens Aag, thi det, som sker i Kærlighed, sker ogsaa i Frihed, idet man gør det gerne». (De nat. et grat. 65, 78.) Som man ser, skelner Augustin ikke mellem det villede (voluntarium) og det frivillige (liberum). Hans Interesse er i de Grad henvendt paa Gratia efficax (den virksomme Naade) som hos ham bliver til den sejrrige, uimodstaaelige Naade, at han næsten taber den saakaldte gratia pure sufficiens af Syne – den tilstrækkelige Naade, der sætter Menneskets Vilje i Stand til at gøre det gode uden paa nogen Maade at nødsage ham dertil. Dette gør i øvrigt heller ikke gratia efficax; den kaldes kun efficax, fordi Gud forudser, at Mennesket vil virke sammen med den.

2. DEN FALDNE NATURS FORDÆRVETHED
I sin Kommentar til Romerbrevet ivrer Luther mod Aristoteles’s og Skolastikernes Etik, efter hvilken Dyden var en objektiv, Sjælen iboende Kvalitet. Han var kommet til den modsatte Opfattelse: at der overhovedet ikke var naturlige Dyder til. Overladt til sine naturlige Kræfter eller, hvad der er det samme uden at være hjulpet af Guds Naade, kan Mennesket ikke blot ikke udføre overnaturligt gode Handlinger, men overhovedet ikke gøre noget godt.

En af de Theser, som Luther gav sin unge Discipel, Franz Günther, at forsvare, lød: »Det faldne Menneske er et ondt Træ og kan som saadant kun ville og gøre det onde». I en anden Disputation – Disciplen Bernardis – hed det: »Mennesket synder, om han saa gør, hvad han kan». Al Tale om naturlige Dyder var for Luther Pelagianisme.

Havde Luther en Forbundsfælle i Augustinus? – Tilsyneladende i højeste Grad! Selv om Ordet: »Filosofernes (=Hedningernes) Dyder er straalende Laster», ikke findes i Augustins Skrifter, har han dog mangfoldige Gange hævdet, at alle de vantros og Synderes Gerninger, ogsaa de bedste, er Synd. Han kalder det for et Dogme (Contra Julianum 4, 4), og Konciliet i Orange 529 har virkelig tilegnet sig det Augustinske: »Mennesket har intet af sig selv uden Løgn og Synd». Løgn, idet hans Laster »efteraber» Dyden! Dette er ikke blot rethoriske Overdrivelser; Augustin mente det; men han mente noget ganske andet end Luther. Han drager kun overfor Pelagianerne Konsekvensen af det katholske Begreb om Arvesynden som Mangel paa den helliggørende Naade. Da Mennesket efter Guds Vilje burde eje denne overnaturlige Udrustning, vækker Manglen derpaa Guds Mishag. I denne Betydning kaldes Tilstanden for Synd. Augustin overfører med Rette denne Betragtningsmaade til ogsaa at gælde de enkelte Handlinger. Om det faldne Menneskes Handlinger er nok saa ædle, saa mangler de den overnaturlige Godhed, som Gud søger hos dem, og kan derfor med Rette kaldes for Synder. Men Augustin regner ikke disse Synder for personlige; de forøger ikke de fordømtes Straffe, tværtimod, de vil mildne dem. Augustin anerkender endog udtrykkeligt det naturligt gode i disse Gerninger. (De spir. et litt. 27 s.; 48 s.).

I Diskussionen med Semipelagianerne indrømmer han, at Troen, der gaar forud for Retfærdiggørelsen og altsaa ikke er baaret af den helliggørende Naade, alligevel paa en Maade nedbeder og fortjener Retfærdiggørelsen. I Retractationes beder Augustin om ikke at misforstaa visse Udtalelser, som om Mennesket havde mistet alt, hvad der var Guds Billede i ham (1, 26; 2, 24).

I Modsætning til Augustin betragter Luther de naturlige Gerninger, ogsaa de gode, som personlige Synder og frakender absolut det faldne Menneske Evnen til at gøre det Gode og handle efter den naturlige Etiks Krav. Naar Luther føler sig enig med Augustin, er dette altsaa kun ved en Misforstaaelse.

3. PRÆDESTINATIONSLÆREN
Større Vanskeligheder volder Augustins Prædestinationslæere, der som bekendt blev en »Fundgrube» for Reformatorerne og senere, Jansenisterne. Selv katholske Theologer, med Bellarmin i Spidsen, har ment, at Augustins Prædestinationsbegreb kun kan fastholdes paa Bekostning af den menneskelige Viljesfrihed og Guds almene Frelsesvilje.

Imod denne Fortolkning af Augustins Lære maa dog først og fremmest hævdes, at, hvad Grundspørgsmaalet i Prædestinationslæren angaar, har Augustin saa langtfra taget fejl, at hans Opfattelse tværtimod er blevet almindeligt antaget blandt Theologerne: Helheden af de guddommelige Velgerninger, hvorved Mennesket føres til det evige Maal – prædestinatio complete sumpta – skyldes ikke Menneskets Fortjenester, men Guds evige Raadslutning og Naadevalg, dermed Raadbar Sikkerhed frelser det Menneske, han vil frelse. Den modsatte Anskuelse, at hele denne Sum af Naade og overnaturlig Hjælp gives Mennesket efter Fortjeneste, eller at i hvert Fald det første Skridt mod det overnaturlige Maal – Troens Begyndelse – ligger i Menneskets Haand og kan gøres af egen Kraft, er Pelagianismens, henholdsvis Semipelagianismens Hæresi.

Har Augustin taget fejl, var det angaaende Spørgsmaalet, om selve Saligheden gaves efter Fortjeneste eller uden Hensyn dertil – et Spørgsmaal, som i øvrigt ikke spillede nogen væsentlig Rolle i Striden mod Pelagianerne – prædestinatio gloriæ præcise sumptæ. Her har ovennævnte Theologer mange stærke Udtryk hos den ældre Augustin at støtte sig til, og Augustin kan næppe frikendes for at have behandlet Spørgsmaalet med Ensidighed og Yderliggaaenhed.

Man bør dog holde følgende for Øie:

Augustins Lære maa betragtes paa Baggrund af Pelagianismen, hvis Bekæmpelse hans Livsaften var viet til. Augustin saa klart, at Pelagianismen i Grunden var Naturalisme og Rationalisme, der truede selve Kristendommens Sjæl, nemlig den overnaturlige Orden, uden hvilken al Tale om Forløsning bliver meningsløs, og hele vort Gudsforhold profaneret. Pelagianerne benægtede Arvesynden hos det enkelte Menneske og lærte Menneskenaturens usvækkede Evne til uden Naadens Hjælp at gøre det overnaturligt gode, holde ud deri og naa det evige Maal. Ganske vist talte de ogsaa om Naade, men forstod derved først og fremmest den menneskelige Natur og dens ydre gode Vilkaar, dernæst Jesu Lære og Eksempel samt muligvis Forstandens Oplysning, men ikke nogen indre Hjælp, der er givet Viljen. Paa det mest haardnakkede fastholdt Pelagianerne, at, hvad man end mener om Naaden, saa gives den efter Fortjeneste, ikke efter Guds frie Barmhjertighed og Naadevalg. Overfor disse Vildfarelser hævdede Augustin, at Naaden er en Mennesket iboende Virkelighed af overnaturlig Art – den helliggørende Naade – og en indre Hjælp til baade Forstand og Vilje, som Menneskenaturen hverken har Krav paa eller kan fortjene ved naturligt gode Handlinger. Augustins Prædestinationslære er væsentligt rettet mod Pelagianernes Paastand om, at Menneskets forudsete Fortjenester er Aarsagen til, at Gud giver ham Naade, og at den første Naade, som forbereder til Retfærdiggørelsen, skyldes de forudgaaende naturlige Fortjenester. Augustin var en Kampens Mand, og Kampen har sat sit Spor i hans Theologi.

Ved Behandlingen af Prædestinationsproblemet har Augustin endvidere vovet sig ud paa det vanskeligste Omraade af hele Theologien. De største Aander har efter ham optaget Diskussionen om Guds Naade, Forudbestemmelsen og Menneskels frie Vilje uden foreløbig at være naaet til Forstaaelse og Enighed. Augustin var den første, der gav sig i Lag med disse Problemer, der laa de tidligere, græske Kirkefædres Theologi fjernt. Han var Pioner, Banebryder – med Retten til at famle sig frem. I øvrigt var Augustin sig Vanskeligheden bevidst: »Enhver af os, som søger, er frygtelig angest for at forsvare Naaden saaledes, at han synes at ophæve den fri Vilje; og paa den anden Side at hævde den fri Vilje saaledes, at vi i hovmodig Ugudelighed befindes utaknemmelige mod Guds Naade.» (De pecc. mer. et rem. 2, 28.)

I hvert Fald har Augustin aldrig draget de Konsekvenser, som hans yderliggaaende Standpunkter muligvis kunde lægge nær. Det gjorde først Reformatorerne og Jansenisterne ved paa den mest uforbeholdne Maade at benægte Viljesfriheden og Guds almene Frelsesvilje.

Hvad denne sidste angaar, har man bebrejdet Augustin, at han paa forskellig Maade søger at komme udenom det »ubekvemme» Skriftord – 1 Tim. 2, 4 – »Gud vil, at alle Mennesker skal blive salige». Med Urette! Augustin bringer nemlig – De spiritu et littera 33, 58 – selv den rigtige, traditionelle Udlæggelse. Naar han ogsaa foreslaar andre Fortolkninger som f. Eks. at »alle Mennesker» betyder »alle Slags Mennesker, af alle Folkeslag og alle Stænder», er de ikke mente som Udflugter. Man bør nemlig erindre, at Augustin hældede til den for vor Opfattelse fremmede Anskuelse, at et Skriftsted kunde have flere forskellige ordrette Betydninger, der i lige Grad var tilsigtede af den Helligaand, idet ethvert Skriftsted rummer al den Sandhed, Ordene kan udtrykke. Derfor kan disse Fortolkninger heller ikke staa i Modstrid med hinanden. Augustins forskellige Udlægninger er altsaa ikke Bortfortolkninger, der udelukker den oprindelige Fortollming.

For at forstaa Angustins Udtryksmaade maa man heller ikke glemme, at han var en rhetorisk Begavelse af første Rang, og engang imellem mere Rhetor end Theolog, hvad Bonaventura elskværdigt formulerer saaledes: »Augustin udtrykker sig til valde abundanter – i høj Grad overstrømmende – plus dicens et minus volens intelligi – idet han siger det, der er mere, og ønsker at blive forstaaet til det mindre».

Hvad enten Augustin har taget fejl, eller vi blot misforstaar ham, har Kirken ikke tilegnet sig hans vovede Udtryksmaade. Da senere Vranglærere, navnlig Jansenisterne, paaberaabte sig denne Kirkefader, har Kirken forkastet mange Sætninger, som ordret er taget af Augustins Skrifter, men selvfølgelig i den Fortolkning, som Jansenisterne havde givet dem. Paa den anden Side har Kirken optaget en Mængde augustinske Udtalelser ordret i sine dogmatiske Definitioner, dels ved det andet Koncil i Orange, dels navnlig ved Tridentinum. Eftertiden har givet Augustin Titlen Kirkelærer og Doctor gratiæ.

Dette Forhold kaster et interessant Lys over Kirkens Ufejlbarhed. End ikke en Augustins Autoritet, den største menneskelige Autoritet, der er set paa den kirkelige Theologis Omraade, har kunnet faa Kirken til at fravige Sandhedslinien. Med guddommeligt Sandhedsinstinkt vælger Kirken det gode hos Augustin og tilegner sig endog hans Ord, men vrager det, som er mindre sikkert. Paa lignende Maade har Kirken handlet overfor andre Kirkelærere f. Eks. Thomas af Aquino. Den enkelte Kirkefader kan tage fejl; kun Kirkefædrenes overensstemmende Vidnesbyrd anser Kirken for absolut Sandhedskriterium.

Augustin var den sidste til at betragte sig selv som ufejlbar. »Jeg ønsker, skriver han (De dono persev. 1, 21, 55), at ingen antager min Lære saaledes at han følger den, det være sig paa de Punkter, hvor han ser, at jeg ikke tager fejl; netop derfor skriver jeg nu paa en Bog – Retractationes –, i hvilken jeg underkaster mine Skrifter en fornyet Behandling for at vise, at ikke engang jeg har fulgt mig selv i alle Ting.» Jansenisterne misforstod Augustin grundigt, da de opstillede den af Alexander VIII forkastede Sætning: »Naar blot en Lære findes klart begrundet hos Augustin, kan man uden videre antage og lære den uden at tage Hensyn til nogensomhelst Pavebulle».

Derved bliver Augustin ikke ringere for os. Ogsaa i sin Søgen, i sin Kamp med Problemerne er Augustin Katholik, der ikke som Reformatorerne vil være klogere end selve Kirken. Intet er mindre Augustinsk end Jansenisternes: »Jeg vil hellere tage fejl med Augustin, end tænke ret med Paven». Og den samme Augustin, der kan være saa streng i sine theologiske Anskuelser, har maaske sagt de smukkeste Ord om Guds Kærlighed, der nogensinde er blevet udtalt.

At Augustin er Doctor gratiæ betyder, at han for alle Tider er den løftede Finger, der advarer mod den Forfladning af vor hellige Religion, der truer fra Rationalismen, ligemeget om den kalder sig Pelagianisme eller Kantiansk Autonomi, eller er moderne Natur-, Menneske- og Legemsforgudelse. Han, der som faa paa sig selv havde erfaret baade den menneskelige Naturs Svaghed og den guddommelige Naades sejrrige Kraft, har een Gang for alle anslaaet Grundakkorden i den katholske Naadelære.