Dommedag og Marias ubesmittede Undfangelse

Av Fader Olrik

Der vil komme en Dag, da Guds Sön gör Regnskabet op for at vise den store Balance. Da giver han Befaling, og paa hans Bud læses der höjt af vore Tankers Dagbog, for os og hele Verden, og alle Sjælens Billeder rulles op, og ingen kan forhindre noget fra at komme frem. Hver Lyst og hvert Begær, hver Tanke og Beslutning kan ses af alle endog den förste Spire til et Önske. Vort hele Liv er gennemsigtigt. Fra Dödens Öjeblik ses der tillbage til Vuggen. Ja selv den Tid, da vi sad gemte som Frugter under Modertræets Bladehang, alt er som Glar.

Men Blikket glider endnu længere tilbage igennem Far og Mor og videre i Ættens Dybder, Byrd for Byrd, indtil det standser ved det förste Ophav.

Saa ligger nu alt aabent. Selve Dommeren er ingen Undtagelse derfra; han taaler ogsaa nok at ses og sammenlignes med os andre. Se Kvindens Sæd, födt under Loven og bundet med den som
en Jöde under Bön rundt om sin Pande. Dér straaler Loven som en Krone; ved ham er den sket Fyldest. Ja, ”han bærer Kronen, som er Kronen voksen”.

Men en retfærdig Dommer lader der være lige Ret for alle. Hverken Penge, Smiger eller Blodets Baand formaar at rokke ham fra Retfærds Ligevægt. – Dog! hvis han skulde dömme sin Moder og aabenbare det om hende, som er skjult. Hvorledes da? – Men det er uhört. Verdens Saga kender ikke slig. I saadant Fald maa Sönnen altid vige Dommersædet. – Og dog, det kan han ikke her. Hvem skulde da? – Nej, der maa findes paa en anden Udvej. Kunde han ikke lade hende udömt eller i det mindste skjule det, som kunde være mindre smukt? – Men det er heller ikke godt, for dels kaster det en dunkel Skygge paa den, hvis Ære skulde reddes, dels gaar den lige Ret for alle tabt. – Ja, her löber Traadene i Knude, hvor det fjerde Bud skal holdes af en Sön som Dommer, og begge Dele maa til det yderste, en kærlig Sön og en retfærdig Dommer.

Enhver forstaar, at selvom Arvesynden ikke er personlig Synd, og selvom Barnet har den ganske ubevidst og slet ikke kan göre ved, at det har faaet den, ja selvom Barnet i sin förste Vorden kun har det mindste Kim til ondt Begær, saa er dog dette, bare Arvesynden, rent bortset fra personlig Synd, en Plet, et ”men” til Barnets Uskyld, en Fejl, man maa beklage, og som man ikke kan lade være at tage Hensyn til, naar man skal tale om Menneskets Værdi.

Det vilde ikke være smukt at aabenbare noget saadant om sin Moder, og skulde Kristus göre det paa Dommens Dag, saa var det vel retfærdigt, men han mistede sin Ros at have opfyldt Loven til det mindste, saa var den Kærlighed, han havde til sin Moder, ikke helt foruden Brist og Mangel, og saa vilde en Perle i hans Krone være mindre skön.

Her er det forbeholdt Guds Aand at finde Vej; hans uransaglige Visdom har kun stillet de store Gaader for at löse dem og for at lade Lyset bryde frem som Lyn igennem mörke Tordenskyer.

Se her! Guds Moder bliver dömt retfærdigt, ja, hun skal undersöges langt strengere end nogen af os andre; og Vrimmelen af Evas Börn ser aandelös paa denne frygtelige Sön og Dommer. Hvad vil nu hans Moder göre? Vil hun blive bleg og dirrende af Skam og Vrede? Nej, tværtimod! Maria smiler og ser saa roligt paa sin Dommer. Nu sejrer hun for hele Verden, og Dommen danner Sejerskransen. Nu blev det nemlig aabenbart for alle, at hendes Sjæl og hele hendes Væsen var gennemglödet af den Helligaand fra först til sidst.

Saaledes bliver denne strenge Undersögelse til allerstörste Ære for Guds Moder.