Egteskapets uopløselighet

Av Sigrid Undset

Fröken Ingeborg Maria Sick anfører, at den katolske Kirke har annullert egteskaper paa grundlag som kunde forekomme baade søkt og subtilt. Hun anfører som eksempler opløsningen av Napoleons egteskap med Josephine og Henrik den 4des egteskap med Marguerite de Valois. Der kunde sikkert findes flere. Pointet er, at der i disse tilfælde kunde paavises en omstændighet ved indgaaelsen av den tidligere forbindelse, som gjorde denne invalid. At det ialfald i Napoleons tilfælde moralsk vilde ha været bedre om han hadde bragt sit forhold til Josephine i gyldig form er en anden sak. Det har hændt, og det vil altid komme til at hende, at Kirken undertiden velsigner indstiftesen av et egteskap, hvor det hadde været bedre at den ene av parterne hadde faat dens velsignelse til legitimering av et tidligere uregelmæssig forhold.

At toleransen overfor Ludvig den 14des og Ludvig den 15des maitresseforhold var uforsvarlig var der vel heller ikke i samtiden mere end en mening om blandt troende katoliker. Den voldsomme kamp mellem nidkjære og lunkne katoliker i Frankrike i det syttende og attende aarhundrede hører til de ting som vi i protestantiske land desværre faar vite meget litet om. Desværre fordi den som faa ting i historien fortæller om kristendommens virkelige stilling mellem menneskerne, altid i fare og altid farlig, altid paa nippet til at bli overvældet av Helvedes porter og aldrig overvældet. Foruten beretningerne om de helgeners liv som levet i dette tidsrum er historien om Mlle de la Vallieres konversion og om de geistlige og lægmænd ved hoffet som støttet hende i hendes kamp for at bryte forholdet til kongen oplysende, likesaa de prækener som Mascaron og Pater Bourdaloue holdt i overvær av kongen, M. og Mme Montespan – over Natans ord til David: »Tu es ille vir», og Lazarus’s opvækkelse: »Domine, jam fætet». Likedan brevvekslingen mellem Ludvig den 15des datter karmeliternonnen og hendes aandelige raadgivere. – Den indre konflikt inden Kirken i Frankrike i disse aarhundreder fik sin dramatiske avslutning ved revolutionen som gav prester og nonner – og lægfolk – valget mellem aapent frafald eller blodig martyrium. De frafaldne var mange, martyrerne ogsaa, og at vi har kjendt saa litet til disse siste i Nordeuropa er atter ett av vore store tap – hvor stort tør vi kanske snart faa se.

Hele sakens kjerne er jo nemlig denne: Det som inden den katolske Kirke bare kan ske, naar dens tjenere og dens egne børn er utro mot den – som vi tror er udødelig og evig frugtbar, saa Judas’s biskopsstol altid paa nyt vil bli git til en anden – det maa ske inden de protestantiske sekter, hvis de konsekvent følger sine egne principer, og det er ikke deres utro tjenere som blir haandlangerne, men de som er tro mot sektstifternes egne principer. Det som Dr. Harry Fett har kaldt »Lutherdommens sexualromantik» – forkastelsen av egteskapet som sakrament og antagelsen av »den store kjærlighet mellem mand og kvinde» som noget »guddommelig berettiget» – lar sig ikke forene med det kristne egteskapsbegrep, som paa den ene side raker op i langt videre aandelige regioner og paa den anden side har et ganske anderledes fast fotfæste i menneskelivets virkelighet. Luther og hans samtidige opfattet »den guddommelig berettigede kjærlighet» væsentlig som en drift til fysisk kontakt, de aandelige værdier i forholdet mellem mand og kvinde forutsattes at opstaa som en følge av den egteskapelige akt. En senere tid opfattet »den guddommelig berettigede kjærlighet» som driften til sjælelig kontakt, idet en slags sjælenes favntak blev opnaadd, opstod derav værdier som utløstes i det fysiske samliv. Begge versioner av denne opfatning er i sisste instans like antisociale og hvad værre er, like antikristne. I lykkeligere tider end vore behøver man heldigvis ikke at forklare det for unge mennesker, ialfald ikke for unge katoliker; om dem bør man kunne forutsætte at de vet, den store kjærlighet mellem mand og kvinde er ikke noget guddommelig berettiget – det var en av de rettigheter som vore første forældre satte overstyr ved syndefaldet. Siden har det været en guddommelig gave, den som faar den og er fri til at ta imot den, kan bare takke Gud – og forsøke at tjene sin næste efter bedste evne, i ydmyk forvisning om at ha faat noget som ingen mennesker har fortjent.

Jeg sluttet min første artikel – som har git anledning til disse forklaringer mellem Frk. Ingeborg Maria Sick og mig – med en bemærkning om, at selv om mange protestantiske kristne i sit eget liv vil følge det kristne, gammeleuropæiske egteskapsbegrep og kjæmpe mot nyhedenskapets forsøk paa at indføre nye, neo-paganistiske egteskapsformer, saa maa man aldrig her vente nogen effektiv støtte fra de protestantiske kirkelige sammenslutninger som saanne. Netop deres bedste og subjektivt mest troende, hæderlige tilhængere kommer til at gaa ny-hedenskapen tilhaande. Ingen tviler vel paa at den engelske statskirkes biskoper, som fra Lambeth-konferansen utsendte sit manifest og deri uttrykkelig godkjender fødselsforebyggende praksis inden egteskapet som kristelig tillatelig skikk under visse forutsætninger, er personlig hæderlige, værdige ledere for et av protestantismens største samfund, og at de selv er overbevist om at bruken av præventive midler altsaa er fuldt forenlig med kristendommens grundsætninger og under visse forutsætninger kan anbefales kristne egtefæller. (Det er imidlertid saan at en del av de biskoper som deltok i Lambethkonferansen senere har protestert og meddeler, at denne anbefaling er blit utsendt mot deres samtykke.) Om domprovst Inge er meningerne inden den anglikanske kirke delte, men om hans personlige hæderlighet og om hans begavelse tvistes vist ikke. Nøiagtig i hvilken form han har fremført sit berømte forslag om at Staten, foruten livsvarige egteskaper, ogsaa skal anerkjende enslags egteskaper indgaat paa aaremaal vet jeg ikke. Da imidlertid egteskaper paa aaremaal nu engang allerede længe har været en kjendsgjerning og en respektert kjendsgjerning overalt utenfor katolske kredse, saa forstaar jeg ikke andet end at domprovsten maa mene, der skal gjøres noget ekstra for at fri dem fra den skygge som opinionen endda enkelte steder klæber ved slike forbindelser. Ut fra protestantiske prinsipper kan der ogsaa sies en hel del for dette – naturligvis ogsaa endel imot. Men os katoliker kan det neppe andet end bestyrke i vor overbevisning om at fra den kant bør vi ikke haape paa nogen virkelig hjelp i kampen for det kristne egteskap og det traditionelle kristne familiebegrep.