En adventspreken av kardinal Newman

Av John Henry Newman. Oversat av H. Irgens

II.
Av disse grunde – fordi han föler sin uvidenhet og begrænsning, fordi han føler sin fare og sin egen skyld – vil derfor et religiøst menneske, som ikke allerede har Åbenbaringens velsignelse, søke efter oplysning. Og dette er den anden del av den mottagelighet, som fører til troen på Kristus; den første var at tro på Gud som vor lærer, Hersker og Dommer, og den anden er således oprigtig at ønske at Gud vil åbenbare sig og ivrig at se sig omkring efter utsigten til at Gud vil gjøre det.

Dette er sjælstilstanden hos de få og utvalgte. La os nu derimot betragte mængdens mentalitet, mængden som bekymrer sig litet eller intet om religion, som er ulydig mot samvittigheten, som agter mindst mulig på dens bud og som vilde bli den kvit, hvis den kunde. Hvad aner vel disse, som utgjør den store mængde, om slike overbevisninger og begreper, slike håb og ønsker, som dem jeg har talt om? Vil disse, der som sagt er ubekjendt med den åbenbarede sandhet, vil de være på utkik efter åbenbaring? Hvad er åbenbaring for dem? Hvad bryr de sig om hvorledes synd tilgives, når de ikke føler syndens byrde. Hvad ønske har de om en større styrke end sin egen for at overvinde sine lidenskaper eller sin stolthet, når de føler sig tilfredse i sin stolthet, når de hengiver sig til sine lidenskaper som sin eneste glæde? De er tilfreds med sig selv; de tror sig selv så heldig stillet, som de efter forholdene kan være, de ønsker bare at få være i fred, og de føler intet behov hverken for prest eller profet. De lever på sin egen måte, i sit eget hjem; de søker bare at tilfredsstille sin egen lyst og ser aldrig længer end til stuedøren. Således lever de – kanske med naturlige, medfødte dyder, kanske uten – men i ethvertfald uten nogen avgjort eller fast religiøs anskuelse. Således lever de og således dør de. Slik er den store mængdes livsvandel hele verden over. Såvidt man kan se lever de med et eller andet jordisk mål for øiet; de hæver sig aldrig op over denne verden, og det er klart at de mangler enhver mottagelighet for tro.

La os tænke os to mennesker, et fra hver av disse klasser, og så forutsætte at de begge får høre at et budskap er blit mottat fra den usynlige verden, hvorledes vil de da forholde sig? Det er indlysende at budskapet må virke vidunderlig på ham, som har været på utkik efter det, som har håbet eller i det mindste længtet efter en slik barmhjertighet. Budskapet vil gjøre et dypt indtryk på ham, det vil virke betagende på ham. Dersom budskapet ved nærmere undersøkelse viser sig at tilfredsstille hans behov, vil han, såsandt han kan, føle sig sterkt fristet til at tro på det, trods litet eller intet bevis; I ethvertfald vil han begynde med at undersøke budskapets sandhetsværdi og han vil gjøre sit yderste for at få bragt på det rene hvor egte og indlysende det er. – Det menneske derimot, som mangler den nævnte nødvendige mottagelighet, vil ganske enkelt ikke bli det mindste bevæget. Budskapet vil ikke interessere ham, og han vil ikke umake sig med at forhøre sig om det. Han vil bli hjemme, og det vil ikke en gang falde ham ind at han burde gå ut og se sig omkring. Hans sind er like litet anfegtet, som om han netop hadde fåt høre at en stor mand var fremstått på den anden side av kloden eller at der var utbrudt revolution i Japan. Her er vi kommet til den avgjørende forskjel mellem de to menneskeklasser. Når budskapet om Kristus som verdens Frelser blir forkyndt, så er den ene passiv, medens den anden er aktiv. Den ene går ut for at finde sandheten, medens den anden mener at Sandheten bør komme til ham. Den ene gransker, indtil beviset forat Gud har talt forligger, den anden venter, indtil det blir ham bevist. Han føler ingen personlig interesse for det, han mener at det ikke er hans sak, men – om jeg så må si – at det må være Guds sak. Han bryr sig ikke om at gjøre mest mulig ut av sin kundskap; han lægger ikke sammen, han adderer ikke kjendsgjerninger og samler ikke argumentene; han overlater alt dette til at bli tilrettelagt for sig av Gud, og hvis det skulde volde ham selv noget bryderi, så er han villig til at avvise det hele. Endvidere i tilfælde beviset skulde bli ham tilbudt, så vil han ikke føle nogen slags taknemmelighet eller forpligtelse overfor Ham, som tilbyr det. Han vilde uten samvittighetsnag indvende: »Dette kan jeg ikke indse», »det er intet bevis»; for han er kritikker og dommer, ikke forsker og han forhandler og akkorderer, medens han burde be om lys. Fordi han ikke vil benytte sig av det foreliggende vidnesbyrd om Åbenbaringens virkelighet, opfatter han intet på den rette måte og forkaster det guddommelige budskap; medens den anden, som er bekymret for sin sjæls frelse, finder vidnesbyrdet overbevisende og tror.

Hvis vi så vender tilbake til hvad jeg sa i begyndelsen, forstår vi hvorledes vor Herre kan rose det at et menneske har let for at tro og fordømme det at et andet menneske har vanskelig for at tro. At ha anlæg for troen er hverken mere eller mindre end at man har været villig til at granske, at ha vanskelig for at tro er intet andet end at man har været træg og uvillig til forskning. De, hvis tro han priste, hadde ikke bedre beviser end de, hvis vantro, han fordømte; men de hade brukt sine øine og sin forstand, de hadde anspændt sin ånd og fortsatte at granske til de fandt hvad de søkte; medens de andre, hvis vantro han fordømte, hadde nok hørt, men de hadde latt det guddommelige såkorn ligge på veikanten eller på stenet grund eller blandt torner som kvalte det. Og hermed føres jeg til at si – forsåvidt som det overhodet er sømmelig at anføre formodninger – hvorved den hellige Tomas apostel synes mig at ha feilet. Han sa at han ikke vilde tro at vor Herre var opstanden, medmindre han virkelig fik se ham. Hvad for noget? Gives der da ikke mere end en vei for at komme till troen på Kristus? Er der ikke hundreder av beviser, uavhrengige av hverandre, som alle er gode? Var der ingen vei utenom at se opstandelsens store mirakel for at bli sikker på at han kom fra Gud? Visselig der var mange andre veie; men den hellige Tomas foreskrev den eneste måte hvorpå han vilde samtykke i at tro på Ham. Således forholdt også hans landsmænd sig; for på dette punkt gjorde apostelen Tomas kun, hvad de hadde gjort. Jødene hadde længe været Guds folk, og de hadde profetenes skrifter. Profetienes virkeliggjørelse i vor Herres person var det mest slående og naturlige vidnesbyrd for jødene om at han var Messias; men de vilde ikke godta dette og forlangte et andet bevis. De besluttet at ville overbevises på en bestemt måte, nemlig ved mirakler. Og da Gud i sin overvættes store barmhjertighet lot undere bli utført for deres øine, da vilde de vælge særskilte mirakler, som skulde overbevise dem og vilde ikke tro, medmindre det var et under efter deres ønske. Og derfor var det at vor Herre sa de ord, som jeg allerede har nævnt: »Medmindre I ser tegn og undere tror I ikke». Og derfor sa Han ved andre anledninger : »O, I dårer og senhjertede til at tro alt hvad profetene har talt». Og: »Hører de ikke Moses og profetene, da vil de heller ikke høre, om nogen opstår fra de døde». Og: »Den onde og troløse slegt begjærer et tegn, og der skal intet gives dem uten profeten Jonas’s tegn». Derfor blev jødene i Thessalonika dadlet, medens de i Beræa derimot, »som mottok ordet med stor begjærlighet og daglig gransket i Skrifterne, om dette forholdt sig således», blev rost. Og det tilføies: »og mange av dem trodde». Hvad derfor St. Tomas angår, så mener jeg at når han var så sen til at tro, så feilet han derved at han, istedenfor at spørge sig selv, om han ikke allerede hadde bevis nok til at overtyges, tænkte han hadde ret til at være kræsen og til at vælge og vrake de argumenter, han vilde finde tilfredsstillende, ganske som om det var av stor betydning for vor Herre at han skulle tro. Og derfor var det at Kristus, idet han så nådig tilstod ham netop det bevis han önsket, sa til ham for vor skyld: »Fordi du har set mig, Tomas, har du troet; salig er de, som ikke har set og dog troet».

Og desværre således er det også nu: mangen en som føler sig tiltrukket av den katolske Kirke, strider imot, idet han påberoper sig at han mangler tilstrækkelig bevis for dens krav på at være Kristi sande Kirke. Men han kan ikke ha alle beviser på en gang, han kan ikke bli omvendt med det samme, det indrømmer jeg; men han kan granske. Han kan beslutte sig til at søke beviser, før han skyver spørsmålet fra sig, selvom det koster ham tid og møie. Hans hjertes inderste følelse burde være: »Hvad må jeg gjøre for at bli frelst?» Hans beste trøst ligger i dette løfte: »Bed og der skal gives eder; søk og I skal finde; bank på og der skal oplates for eder». Hvis han, istedetfor dette, går i rette med det ene eller det andet enkelte vidnesbyrd, og aldrig tænker selv at undersøke, at søke at fastslå hvor sandheten er, men nøier sig med at beundre Kirken og lader det bli med det, hvad er så dette andet end at handle som et menneske, der ikke har nogen følsom samvittighet, som en der holder av sin egen makelighet, av livets behageligheter, av folks omdømme, av sine slegtingers omgang eller av sine verdslige interser og mene at den religiøse sandhet ikke er værd tapet av disse jordiske fordele?

Tro ikke, mine brødre, at hvad jeg har sagt om de søkende ingenlunde angår eder. Sandt nok, katolikker skal ikke søke. Det angstfulde spørgsmål, som den menneskelige samvittighet ellers kan stille, er i eders tilfælde blit besvaret fuldt ut. I vet hvem som frelser eder og hvorledes det skjer. Men husk at den samme samvittighetens følsomhet, som skaper den rette mottagelighet for troen, tjener også til dens beskyttelse og næring, når man engang er nådd frem til troen. Den nærer troens flamme og får den til at brænde klart. Den hellige Paulus taler om dem, som har» forkastet en god samvittighet» og »har gjort skibbrud i troen». Dette vil særlig forekomme i en tid som vor. KatoIikker går ut i verden, de kommer sammen med mennesker av alle slags trosbekjendelser; de hører alle slags sofistiske indvendinger mot Kirken, mot dens lære og bud. Hvad er det da som faktisk skal holde dem standhaftige i troen uten en personlig erkjendelse av deres eget behov for troen? Hvad skal føre dem til Bodens sakrament uten deres bedrøvelse og avsky for synd? Hvad skal bringe dem til kommunion uten tørst efter den Levende og Sande Gud? Hvad skal være deres vern mot forstandens vildfarelser uten hjertets dype overbevisning og ivrige higen? Amen.