Josefs og Marias Ægteskab

Av Fader Olrik

Marias Løfte
Menneskebarnet, der i Løndom var Gud, kunde ikke undvære et Hjem at vokse op i; det var langtfra Guds Tanke med Jesus, at den lille Dreng skulde leve af Mirakler. At Gud var hans rigtige Fader var ikke for Folk til at fatte; hans hellige Byrd maatte tværtimod skærmes mod lavsindet Tydning; derfor var ogsaa hans Moder den retsindige Tømmermands Hustru.

Og dog var hun ikke en Viv som alle de andre. Vi mærker det af hendes Ord, da hun svarer paa Engelens Budskab: ”Hvorledes skal dette gaa til, da jeg intet ved af en Mand?” – Et meget underligt Svar fra en, der nylig er taget til Ægte! Hvordan skal dette forstaas? Var det en gudfrygtig Jødinde? – Ja netop! som elskede Herrens Lov af sit inderste Hjerte; og Loven gav lige den Frihed og Ret, som forklarer det hele.

I Moseloven i fjerde Bog i det tredivte Kapitel, der værner og fæstner Gud Herren den højere Id hos Kvinden. En Hustrus Løfte til Gud om Faste og anden Slags Afhold, det kan hendes Mand gøre Forbud imod, men saa maa han gøre det snart, saa saare han faar det at vide og alt inden Dagen er omme; eller faar Løftet Lov til at staa, og Gud vil, at det holdes; og Manden faar hele Brøden paa sig, hvis han rygger og trodser det Løfte.

Bevidsthed om saadan et Tilsagn til Gud og usvigelig Troskab og Følelse af som viet til ham at være urørlig og hellig og endelig Uskylds og Renheds usvækkede Styrke og Tillid i Hjertet, det er det, der lyser af Jomfruens Ord, der er saa frimodigt bestemte. Og Gabriel modsiger ingenlunde, men svarer ærbødigt og nænsomt; han har nok forud tilstrækkeligt kendt Marias Højsind og Tanker.

Den opvoksende Marias Hjertedyb
Hun saa Guds Folk paa Syndens Vej og som Bytte for romerske Ørne og hun følte Forsmædelsens lammende Tag og de Ørnes Klør om sit Hjerte. Hun led; og hun bad med blege Læber og saa med brændende Blik mod Himlen, og bag dens lukkede, mørke og truende Hvælv saa hun Jakobs Stjerne langt borte; og den gav hende Mod, hun vedblev at bede og bad, saa alt andet blev fjernt, hun stirrede bønligt paa Stjernen saalænge, til den blev draget af hendes Øjne. Nu lyste den stærkere mer og mer, og alt, hvad hun kendte, blev samlet og klart i det Lys.

Der saa hun i Tanken en Kvinde, hvis Navn var berømt og elsket hos alle Jøder. Det var den fagre, den uforfærdede Judith, der frelste sin Stad og det udvalgte Folk. I den store Nød og foran Assyrernes Vælde og Vrede tabte hun aldrig en Stund sin Tillid til Gud. Holofernes, Feltherren faldt i sit Overmod som en Taabe for hendes Krigslist. Men Modet og Styrken til Daaden, det fik hun fra Gud ved Bon og ved Faste, det fik hun ved Renhed og Afhold fra Kærligheds Lyst og ved Sejr over Kødet.

Skønt Jødisk Betragtning saa ned paa en barnløs, var hun dog i Ære og anerkendt af alle. De forstod nemlig godt, at hun ikke var forbandet, men tværtimod elsket af Gud for sin Dyd. Hun spægede sit Legeme og holdt det i Ave til Bod for alle Synder, som Folket havde gjort; til Gengæld blev hun elsket af fler end nogen Moder og mindet med Hæder af Slægt efter Slægt.

Marias Maal og Med
De fortalte den lille Maria om Judith; hun lyttede spændt og med blussende Kind; og Barnet drømte paa sit Leje om den hellige Kvinde og tog den Beslutning at blive som hun. Gøre Bod for Folkets Synder, saa Messias kunde komme og befri det fra Syndens og Romernes Aag: det var det, hun vilde som sit Maal og Med for livet, som sin eneste det hele viende Id. Saa var det dog muligt, den Tid vilde komme, om hvilken Isaias profeterede og skrev: ”Se Møen skal undfange og føde en Søn, og hans Navn skal være dette: Gud med os”.

Ja skulde Gud forbarme sig og godtage Israel og sende det en Frelser af Davids Æt, saa var det Marias inderligste Attraa personligt at tjene hin Mø og hendes Søn. Den Plan lod sig netop udføre af en barnløs, og dertil var hun selv af Kong Davids Æt.

Men varede det længe, saa maatte hun have en Husbond til Ægte, det stod hende klart. Hos Jøderne kendte man ikke til Klostre; det er først noget, som Troen har bragt. At leve som ugift og selvstændig Kvinde var heller ikke noget, Jødinder brugte; det blev tværtimod betragtet som en Skam at være ugift, det var ganske udelukket at tænke derpaa. Forældre maatte altid bortgifte deres Døtre; der maatte saa findes en Mand efter Ønske.

Det er klart, at Maria maatte tænke paa Josef, saa saare hun hørte om hans Fromhed og Dyd. Det gjaldt jo for hende om at finde en Husbond, der delte hendes Tanker og forstod hendes Id, og mange af slige det var der vel næppe, og dertil var Josef af Davids Hus. Han maatte jo godt være fattig og ringe, naar blot han var grebet af Israels Haab; det havde han Ord for, retfærdig det var han, hos ham var der kongelig Højhed i Haandværkersind.