Av Johannes Fredriksen
Fra Haraldsted gik et vefuldt tog,
Knud Hertug bäres på skjolde;
i gry kong Magnus sin frænde vog,
stor jammer skulde det volde.
Da morgensol gennem skyen keg,
og bonden tog plejl i hænde,
i Haraldstedskov kong Magnus sveg
med fule rænker sin frænde.
Han havde sendt ham så fagert bud
med ord som honning så söde,
I lyse tanker og silkeskrud
Knud Lavard hasted til möde.
Men Magnus klirred af stål og had,
og röd blev sne mellem birke;
för sol gik ned, de bar på lad
den herre til Ringsted kirke.
All Danmark klædtes i sörgelin,
for Hertug Knud måtte falde.
snar stod i Ringsted hans helgenskrin;
Knud Hertug, bed for os alle.