Kundskabens Træ. Allegorisk Æventyr om moderne Videnskab

Av A. Menzinger S. J.

Da Slangen blev jaget ud af Paradiset, tog den et Frø med sig af »Kundskabens Træ». Den havde gemt det i sin Mund mellem sine giftige Tænder. Da den var krøbet et langt Stykke Vej bort fra Paradiset, fandt den omsider et Sted, som kunde være den rigtige Jordbund for Frøet. Der spyttede den Frøet ud paa den bare Jord, lagde sig med sin sammenrullede Krop derpaa og begyndte at ruge paa Frøet. Og Frøet spirede og blev til et lille Træ: Videnskabernes, de positive Videnskabers, Naturvidenskabernes – »Kundskabens Træ».

Træet voksede langsomt, meget langsomt. For hvert 100 Aar kom der et lille bitte Skud til. Men det voksede dog. Det delte sig i flere Grene: den ægyptiske, babyloniske, kinesiske og den græske Gren. Den sidste blev den kraftigste. Der fandtes endogsaa Frugter paa Træet nuces mathematicæ et astronomicæ – Matematikens og Astronomiens første Begyndelser. Derved blev det mere eller mindre i Oldtiden, og i Middelalderen syntes Træet sommetider at gaa ud.

Slangen var meget ked af denne Udvikling. Den havde sat store Forhaabninger til Træet. Meningen med det var, at det ligesom i Paradiset skulde besnære Menneskenes Sind, saa alle dansede omkring Træet, glemte deres Gud og foretrak at leve i dette Træs Skygge fremfor i Guds Nærhed. Men Frugterne var faa og manglede Saft og Kraft, og de, som nød dem, blev ikke syge deraf. Saaledes stod Tingene, indtil Verdensurets Viser nærmede sig 1500-Tallet.

Paa den Tid kom Slangen til sit Træ. Dens grønne Øjne funklede uhyggeligt som af en ny Ide. Den havde jo sin Gift i Behold endnu. Mon det ikke skulde lykkes den at gøre Træet ligeså farligt igen, som det havde været i Paradiset. Og Slangen satte sine Tænder mod Barken og bed saa dybt, den kunde, i Træets Bark, medens den lod al sin Gift og Edder dryppe ned i Saaret. Gennem Karstrengene flød Giften ned i de dybeste Rødder og naaede ud til de yderste Grene. – Der var i Grunden kun en stor Gren tilbage, den vesterlandske, europæiske Videnskab. Snart sporedes Slangegiftens Virkning. Som et Ferment udløste den uanede Kræfter i Træet, der fik det til at vokse med uhyggelig Fart og bære Frugter. Da Slangen saa det, krøb den op i Træet og slyngede sin farvefunklende Krop omkring Grenen. Der laa den gemt mellem Løvet ligesom fordum i Paradiset. Med onde Øjne stirrede den ned paa Menneskene og dens Tunge spillede uroligt. Og atter talte Slangen, lokkende og fristende. Det lød som i Edens Have: »Hvis I spiser af dette Træ, skal I blive som Guder og vide godt og ondt – vide alt. Derfor var Middelalderen saa mørk, fordi I ikke spiste af Kundskabens Træ. Nu begynder der en ny Tid, da Sløret falder for alle Hemmeligheder, og I skal se Tilværelsen, som den er: Jorden, som et hvirvlende Støfnug i det uendelige Verdensalt; Stoffet og Kraften, som udgør det hele, vil adlyde jeres matematiske Formler, der gengiver Tingenes dybeste Mening. I skal faa Besked om, hvorfra I er kommet og hvordan I er blevet til – gennem Aarmillioners langsomme Vækst fra Urslimen til Homo sapiens! I vil faa saa meget at vide, at I med Glæde vil kaste Aristoteles, Plinius og Thomas bort og nøjes med det givne, det positive, det haandgribelige. Hvad der ligger ud over det, vil I agte som Skarn.»

Og Menneskene troede paa Slangen og spiste af Træet, og kunde ikke faa nok af dets Frugter. De var søde, men indeholdt en bedøvende Gift. De, der spiste deraf, blev først grebet af en mærkelig Rus: »Nominalismen», der berøvede dem Sansen for det metafysiske, saa de glemte den gamle Tænknings store Sammenhæng og Enhedslinier og kun saa Enkelttingenes Mangfoldighed og Forskelligartethed. Voldsommere og voldsommere virkede Giften. Hos mange fremkaldte Nydelsen af Frugterne et Slags Delirium. De begyndte at rede Støv og krybe paa deres Bug ligesom Slangen. De mistede deres Tro; de vendte deres Blik og deres Kraft mod det jordiske. Slangegiften var Trængt ind i deres Hjerner. Og Slangegiften var den gudfjendtlige Filosofi – fra de engelske Empirister til »de tyske Tænkere» der sænkede den tætteste Taage ned over Jorden, saa man ikke kunde se Himlen mere. Slangegiften var »de naturlige Aarsagers Princip», der gjorde Gud fuldstændig overflødig som causa prima (første Aarsag) og ikke havde Plads til hans Mirakler. Slangegiften var Materialismen, der simplificerede Tilværelsen indtil den kunde rummes i en Retorte. Slangegiften var Panteismen; der udslettede Analogia Entis (Forskellen mellem Gud og Verden) – den gamle Filosofis Hjørnesten – og derved berøvede Gudsbegrebet al dets Spænding og Højhed. Slangegiften var Determinismen, der gjorde Mennesket til et Atom i de blinde Naturkræfters Spil. Slangegiften var den Kantiske Autonomi, der indførte en ny Polyteisme ved at rejse Gudetroner til hvert enkelt Menneskes Samvittighed, til Stat, Kunst, Videnskab og Politik. Slangegiften var Udviklingstroen og Abegalskaben, der rev Mennesket løs fra hans Skaber og samtidig fornedrede ham dybt under det gamle: »Ihukom, o Menneske, at du er Støv!» Slangegiften var Associationspsykologien, der pillede Bevidsthedens Mekanisme fra hinanden og fandt, at der hverken var Sjæl eller Tanker til. Slangegiften var Religionshistorien, der skilte Jesus fra Kristendommen og gjorde den første til Luft, den sidste til Bedrag og Hedenskab.

Altsammen Veje, der fører bort fra Gud; altsammen Tankegange, der er uførenelige med de Sandheder, Kristendommen lærer; altsammen en Atmosfære, i hvilken Fortidens store Tanker maatte sygne hen og gaa til Grunde: Guds Majestæt, Kristi og hans Kirkes Herlighed, Sjælens Udødelighed, Viljens Frihed, Skabelsen, Synd og Forløsning, evig Gengældelse. Altsammen en eneste kæmpestor Fristelse! Menneskene blev »forvirrede og taabelige i deres Tanker og sagde: »Der er ingen Gud til». Hele Samfundet sygnede hen af Slangegiften. Fra Videnskaben Trængte den ind i Familien, i Kønsmoralen, i Kunst og Litteratur, i Staten og Samfundsøkonomien. Det sociale Spørgsmaal opstod, med sit Klassehad, der overalt fremkaldte Splittelse og Opløsning. Foreløbig mærkede man ikke Faremomenterne. Under Slangens Inspiration og med dens Velsignelse var der opstaaet et Fremskridt, en teknisk Kultur, som Verden ikke havde set Mage til. Menneskene var blevet til Guder. De vidste alt og beherskede alt. De var Herrer paa Jorden, paa Havet, i Luften og halvvejs i Æteren.

Og Slangen sad i Træet og frydede sig. Den var blevet til et mangehovedet Uhyre, og Hovederne var Europas vantro Universiteter. Selv havde Slangen hverken Interesse for Videnskab eller Fremskridt. Naar blot en »Hypotese» anrettede Skade paa Menneskenes Sjæle, havde Slangen naaet, hvad den vilde. Saa maatte Hypoteserne gerne bagefter vandre i Videnskabens Pulterkammer. Slangen var stolt af sin Bedrift og Menneskene glade for deres »Kultur» – indtil Verdenskatastrofen kom. Da aabnedes Menneskenes Øjne og »de saa igen, at de var nøgne, og bluedes».

Nu er Slangen i Færd med at krybe ned fra Kundskabens Træ. Det er vokset den for højt, naaet op i en Luft, der er for skarp og ren for den. Den bliver ilde til Mode ved at høre om Einsteinske Teorier, om Bohrs Atomfysik, om Mendels Arvelighedslove, der atter gør Forskerne beskedne og viser, at Natur-videnskabens Hypoteser ikke er det sidste Ord i Tilværelsens Problemer. Nu maa Slangen søge efter andre Midler til at fordærve Menneskene med.

Men endnu er Kundskabens Træ et uhelligt, et hedensk Træ. Hvis Augustin kom i vore Universiteters Høresale og overværede Forelresningerne, vilde han udraabe sit: Væ de Te tacentibus! Ve dem, der tier om dig! Der er et Ord, som ikke maa nævnes paa vore Universiteter, som ikke maa forekomme i de Lærdes Bøger, undtagen i Tvivlens eller Benægtelsens Parentes. Det er Ordet: Gud – den personlige Gud. Langt snarere burde man, naar Talen er om Glødelampen, Bakterier eller traadløs Telegrafi, tie om Edison, Pasteur og Marconi. Langt snarere kan disse Navne springes over end Navnet Gud, der er alle Tings første Aarsag og alle Spørgsmaals sidste Svar. Ordet Gud skal atter lyde og som en Stormvind suse gennem Kronen paa Kundskabens Træ. Videnskaben skal opgive sin unaturlige Isolerthed overfor Gud. Dens smukke Kald er med uhildet Blik og frejdigt Hjerte at granske Guds Underværker og finde Glæde i at opdage Guds Spor i Naturen. Vi maa derfor omplante Kundskabens Træ og give det en bedre Plads end det Sted, langt borte fra Gud, som Slangen gav det. Lad det vokse op i Selskab med »Livets Træ», som Guds Søn har plantet paa vor Jord – Troen, Aabenbaringen. Da vil Slangen flygte langt bort; og de to Træer kan befrugte hinanden. Kundskabens Træ vil hvælve sin Krone højere og skønnere end nogensinde før, og dets Frugter vil blive en kostelig Næring for Menneskene.