Naturens Skønhed. En Rejsebetragtning

Av A. Menzinger S. J.

Bag mig ligger en Rejse, der førte mig gennem mange skønne Egne. Havet, Floder, Bjerge, Skove, Søer er draget forbi mit Blik, og jeg kunde ikke se mig mæt paa al den Skønhed. Selv det flade Land, den golde Hede havde sin Skønhed. Var der noget uskønt, havde ikke Naturen, men Menneskene Skylden derfor. Betaget af disse Skønhedsintryk spurgte jeg mig selv: Hvorfor er Verden saa smuk?

Tilsyneladende det rene Tilfælde: et Sammenspil af Kræfter, der i og for sig intet har med Skønhed at gøre.

Hvad bryder Floden sig om Skønhed? Vanddraaberne, den bestaar af, følger Tyngdeloven og baner sig Vej ned mod Havet. Hist skyller de Jorden bort, hist aflejrer de den. At Floden opliver Landskabet ved sit ustandseligt strømmende Vand, at den glæder Øjet ved sine Bugtninger, der som et Sølvbaand snor sig mellem Skove, Marker og Enge, at den, hvor den gennembryder Bjergkæder og skummende bruser omkring Klippens Fod, giver Indtrykket af uimodstaaelig Kraft, alt dette ved Floden intet om.

Det synes at være det rene Tilfælde, at Søen ligger smilende under den blaa Himmel, og de skovklædte Bjerge spejler sig i dens Vand. Den er en Istidsdannelse, men i Istiden tankte man ikke paa Skønhed.

Det er blinde geologiske Kræfter, der faar Gletscheren til at glide ned fra den evige Sne. Den er en Kæmpehøvl, der eroderer efter en gigantisk Maalestok. Den slider ubarmhjertigt bort, hvad der staar den i Vejen, den skurer Grundfjældet og skubber foran sig en mægtig Dynge Grus og Mudder. Men hvilken Skønhed skaber den ikke paa sin Vej? Dybe Dale med stejle Klippevægge, der prydes af Vandfaldenes Brudeslør, dybe Søer mellem venlige Bakker, frodige Marker paa Morænelerets Sletter.

Skoven er tilsyneladende ikke andet end et Plantesamfund, i hvilket Træerne giver hinanden Ly og Læ. At Skoven er Bjergenes ædle Dragt, at dens Hvælv er som en højtidelig Kirkes, at den med sin mørkegrönne Lød staar saa smukt mod den nøgne Klippe og den lyse Eng, at den klare Kilde springer frem af dens dybe Skød og som Skovens muntre Barn træder ud paa den solbeskinnede Eng og smykker sig med dens Blomster, alt dette er de Kræfter, der har skabt Skoven, uvedkommende.

Morgen- og Aftenrøden, Regnbuen, Himlens Blaa, Alpeglød er optiske Fænomener, Ætersvingninger, der intet har med Lyrik at gøre.

Og ligesom Landskabet, er hver Plante, hvert Dyr – fra det største til det mindste, ikke blott et Vidunder af Hensigtsmæssighed, men hver for sig en Skønhedsaabenbaring – Skrubtudsen og Brændenelden ikke undtagen; de skal blot ses i deres naturlige Omgivelser og med de rigtige Øjne. Ög dog har de biologiske Kræfter, som alene har frembragt disse Organismer, ingen æstetiske Bihensigter.

Naturens Skønhed synes altsaa at blive til paa lignende Maade, som naar en blind Mand maler et Billede. Maaske vil man finde det mindre uforklarligt, naar man tager Naturens Hensigtsmæssighed til Hjælp. Er der ikke en vis Sandsynlighed for, at de Former, der er hensigtsmæssige, ogsaa kommer til at virke æstetisk? Men i og for sig har Hensigtsmæssigheden ikke noget med Skønhed at gøre. Et Fabriksanlæg kan være meget hensigtsmæssigt og dog være blottet for al Skønhed. Hensigtsmæssigheden vil højst kunne forklare enkelte og beskedne Forekomster af Skønhed, men det, vi staar overfor, og som det gælder at forklare, er jo nærmest et Maximum af Skønhed.

Jeg ved ikke, om en Verden helt uden Skønhed er tænkelig. Maaske er den triste Vederstyggelighed, vi kender fra Verdenskrigens Frontafsnit noget i denne Retning. Men vi kan meget vel tænke os en Verden, der er mindre smuk end vor. En Verden, i hvilken Floderne er mere lige, Vandfald og Søer mangler; vi kan stryge hele Blomster- og Insektverdenen og lade Skovene bestaa af Padderokketræer, som det jo har været en Gang før; Fuglene kunde finde hinanden ved at skrige i Stedet for at synge; Jorden kunde til Stadighed være dækket af et Taageslør, saa vi ingen Anelse havde om Himlens Blaa og Solens og Stjernernes Pragt. Muligvis findes den Slags skønhedsfattige Verdener paa andre Kloder.

Men den Verden, vi lever i, er nu engang mere end et øde Maanelandskab. Skønt den ikke er noget Paradis længer, er den dog endnu saa rig paa Skønhed, at vi aldrig kan blive færdig med at drage den frem og beundre den. Saadant et Maximum af Skønhed kan ikke opfattes som et tilfældigt Biprodukt af Naturens Hensigtsmæssighed. Ligesom det menneskelige Legemes Skønhed er et Plus ud over Organernes Formaalstjenstlighed, saaledes er ogsaa Skønheden i Naturen en Realitet for sig, en selvstændig Virkelighed, en positiv Værdi.

Selve Stjernehimlens Skønhed er en Realitet; ikke det enkelte Stjernebillede. Karlsvognen, Orion er noget relativt; fra et andet Sted i Verdensrummet vil man se andre, maaske skønnere Konstellationer. Men at man overhovedet ser Stjernebilleder, at Stjernernes Afstand fra Jorden er saa stor, at de bliver til utallige lysende Punkter, der kan ordnes i mere eller mindre skønne Figurer, dette er en Realitet, en positiv Skønhedsfaktor.

Derfor kræver vi en Aarsag, ikke blot til Hensigtsmæssigheden i Naturen, men ogsaa til Skønheden. Ikke nogen ny Causa efficiens – Virkeaarsag – men en Aarsag af højere Art, der leder de blinde materielle Aarsager til et bestemt Maal, Skønheden. Ligesom Formaalstjenligheden skyldes ogsaa Skønheden en Causa finalis – en Hensigtsaarsag. Skønheden i Naturen er tilsigtet af Gud, Verdens vise, almægtige og algode Skaber. Kun i Forbindelse med denne Hensigtsaarsag kan de mekaniske og biologiske Kræfter frembringe den Rigdom af Skønhed, der omgiver os. Det nyttige og skønne er lykkedes Skaberen ligesom i et Kast.

Naar vi bygger en Maskine, lægger vi ikke an paa Skønhed, og der bliver heller ingen. Det er kun Nytten, vi har for Øje. Saaledes vilde der heller ikke være nogen næneværdig Skønhed i Naturen, med mindre Skaberen havde tilsigtet den. Han havde kunnet nøjes med Hensigtsmæssigheden, men hans venlige Skaberhaand har givet os Skønheden i Tilgift.

Naturens Skønhed bliver til paa lignende Maade som Sprogets Skønhed. Sproget er først og fremmest beregnet paa at udtrykke Tankerne. Det behøver ikke at være smukt. I og for sig kunde vi klare os paa Hottentottisk eller ved Hjælp af et uskønt Kunstsprog. Det, der frembringer Sprogets Skønhed, er ikke de grammatiske Love, men Folkesjælens Genius, dens Sprog- og Stilsans, dens musikalske Begavelse. Et saadant Sprog er ikke blot et Samkvemsmiddel, men en æstetisk Nydelse.

Den skønne Natur, vi lever i, er Skaberens Sprog til os Mennesker. Det er et dejligt Sprog, et Sprog af uforlignelig Velklang og Rytme; ikke nøgternt og kedsommligt, som en fagvidenskabelig Afhandling, men fængslende og indsmigrende som en Talers, der river med. Det er Guds Genius, den evige Visdom, der har formet dette Sprog. Vi kalder Naturens Goder for Guds Gaver. Skønheden er det guddommelige Skabermærke, som er paatrykt alt det største og det mindste, der kommer fra Guds Haand. Alt bærer hans Billede, genspejler i tusind Afskygninger hans Fuldkommenhed. Biblen lader i Salomos Ordsprog 8, 27 ff. den guddommelige Visdom sige det mærkelige Ord: »Da han beredte Himlen … og lagde Jordens Grundvold, da var jeg hos ham som en Kunstnerinde og jeg var hans Lyst Dag for Dag, og jeg legede for hans Ansigt alle Tider. Jeg legede paa Jordkredsen og min Lyst var hos Menneskens Børn.» Naar vi ser paa Skabningens Skønhed, ikke blot i de store Træk, men i indtil 7000 Ganges Forstørrelse i Mikroskopet, maa vi da ikke sige: Saadant er det, naar Gud leger.

Forstaar vi Guds skønne Sprog i Naturen? Hedningen Aristoteles forstod det. I Ciceros De natura deorum er der i latinsk Oversættelse bevaret en Sætning af ham, der viser, at for Aristoteles var Naturens Skønhed et Slags Gudsbevis.

Han tænker sig menneskelige Væsener, hvis Bolig er under Jorden. De har indrettet sig der, saa godt som de kunde; men er aldrig kommet op paa Jordens Overflade. Dog har de hørt et dunkelt Sagn om, at der var en Guddom til og en guddommelig Kraft. »Hvis disse Væsener fik Lov til at stige frem af deres Huler og træde ind i vor Verden og pludseligt saa ud over den vide Jord og det bølgende Hav og den lyse Himmel med Skyerne drevet af Vinden; hvis de saa op til Solen, og erkendte dens vældige Skønhed og, at det er den, der ved at udgyde sit Lys frembringer Dagen; hvis de derefter, naar Natten falder paa, saa hele Himlen oversaaet med Stjerner og blev Vidner til Maanelysets Skiften, til Himmellegemernes Opgang og Nedgang og deres Kredsen i evige Baner: i Sandhed, da vilde de tro, at der er en Guddom til, hvorfra alt dette er udgaaet.» – – –

I Naturens Skønhed er ogsaa et menneskeligt Islæt. Ogsaa vi er form- og skønhedskabende her paa Jorden. Ikke blot Gud taler i Naturen, vi taler med og blander vore Ord med Guds skønne Sprog.

Hvor dejligt faldt ikke gamle Dages Bygningsværker i Traad med Naturens Skønhed: en dansk Landsbykirke, et svejtsisk Boridehus, en Borg, en Herregaard, et Bjergkapel, der som en Gemse staar paa den høje Klippe!

Naar vi moderne Mennesker bygger, roser vi os af vor strenge Saglighed og Maalbestemthed, men glemmer Skønheden. Vi kan begaa den Smagløshed at sætte et skønhedsforladt Lagkagehus midt i et Paradis af Form ag Farve – jeg saa det ved Vierwaldstättersøen. Det virker i Landskabet næsten som et Reklameskilt for »Mauxion Schokolade» anbragt paa et blomstersmykket Schwarzwalder Bondehus, eller som de moderna rodøse Firmanavne Miva, Ufa, Vapu, Roxy o. lgn. i vort Modersmaal.

Og fra Bygningerne gik mine Tanker til Menneskene – ikke blot deres Ydre, deres Klædedragt, konfronteret med Landskabet, som de er Staffage i, men til deres Sjæle. Jeg forstod, at det mindste Gran af Sjælsskønhed er mere værd end al Naturens Skønhed tilsammen. Men er ikke ogsaa den skønne Verden, Gud har skænket os, en Opfordring til selv at være god, ædel og ren? Kun det Menneske, hvis Sjæl er skøn, er Borger i Guds herlige Natur. Først for saadant et Menneske vil Naturen oplade hele sin Skønhed, og han vil synke ned og lovprise Skaberen med et inderligt:

Benedicite omnia opera Domini Domino.

Allt, hvad er af Herren skabt
kvæde nu i Jubelkor!
Stem med Tak og Lovsang i
alle, store, smaa paa Jord!

Himlens Hvælv med Dag og Nat,
Sol og Maane, Stjerners Hær,
Havets Brus og Stormens Sang,
Kulde, Hede, alskens Vejr;

Bjerge, Floder, Kildevæld,
Lyn og Torden, Regn og Dug,
Morgenrøde, Nordlyspragt,
Is og Frost og Sneens Fnug;

Markens Blomster, Skovens Træ’r,
Luftens Fugle, Spurv og Ørn,
Vandets, Jordens mange Dyr
og I, Menneskenes Børn!

Bland med Engleskarens Røst
eders Stemme og bryd ud:
Tak for Livet, rigt og skønt –
Kærlighed er Du, vor Gud!