Ordet om Ægteskabets Uoplöselighed

Av Ingeborg Maria Sick

Det har glædet mig at læse Fru Sigrid Undsets oplysende Redegörelse for Kirkens Standpunkt overfor dette Ord, og jeg takker for den. Man har gjort mig opmærksom paa, at naar to katolske Præster en Gang paa mit Spörgsmaal har svaret, at Ægteskab indgaaet under anden Form end den kirkelige, ikke tages for gyldigt af Kirken, har de ment mellem Katoliker. Thi mellem disse regnes borgerligt Ægteskab ikke for uoplöseligt – rettere ikke for Ægteskab. (Derimod for Protestanter og andre.)

Den katolske Kirkes Standpunkt er her langt mere »bibelsk» end den protestantiskes; thi det er rigtigt, at det ikke redder Kirkens Ære, om en Sognepræst nægter at vie fraskilte, naar hans Kapellan gör det.

Men har der ikke i den katolske Kirke foruden Ægteskabs-Annuleringen af de meget rimelige Grunde, Fru Undset anförer, været andre, som maa synes inkonsekvente? Er ikke Napoleon d. 1stes Vielse til Marie Louise lidt i Slægt med »horsbevilgning». lkke paa Grund af hans borgerlige Vielse til Josephine, siden de var Katoliker, men paa Grund af den kirkelige, som senere fandt Sted. Jeg er endnu paa Landet og har ikke en Bog at slaa op i, men husker, der blev anfört en manglende Formalitet – at Sognepræsten ikke var der, tror jeg – som Forklaring paa Skilsmissen. Men det synes dog lidt subtilt, naar Vielsen var forrettet af en Kardinal, og Paven sanktionerede den ved at overvære Kroningen og indvie Kronerne. En »Maitresses» Kroning var han dog næppe gaaet med til.

Ligeledes Henrik d. 4des Vielse til Maria af Medici. Selv om han var Hugenot, da han blev viet til Marguerite af Valois, var han jo senere blevet Katolik, fordi Paris dog var »en Messe værd», og maatte da være bundet af sit förste Ægteskab.

Og et endnu. Selv om Frederik d. 4des »Vielse» til Anna Sofia er mer end forargelig, synes Tolerancen overfor de fast etablerede Maitresser ikke heller fuldt forsvarlig. Er Ludvig d. 14de og 15de – for blot at nævne to – excommunicerede af den Grund? Bossuet kan holde en gribende Tale, da La Valliere bliver »Soeur Louise de la Miséricorde» og selve Dronningen lægger Slöret paa hende –, men Kongen, som har været trolös mod begge og allerede er dybt indlevet med Mme de Montespan, bliver næppe nægtet Absolution og Sakrament for det. Ingen Skriftefader kan vel i aarevis tro, at hans Skriftebarn stadig mener at bryde et saadant »fast» Forhold. Og da bliver det dog, som om han sanktionerer det.

Det glæder mig at have hört en katolsk Præst sige: »Hvordan de Skriftefædre har stillet sig, ved jeg ikke. Jeg ved blot, at jeg ikke gik med til det». Men det hjælper jo ikke, naar en anden Gejstlig gör det. – –

Naar Fru Undset siger, jeg vel ikke tror, nogen kan naa til Udfoldelse af Personlighed og Livsmuligheder ved at »forraade et Barn», saa ligger det for mig udenfor Spörgsmaalet, og det burde jeg vistnok have betonet. Thi en Mor kan ikke gaa. Der er al Tvivl ophævet. Men jeg mener jo endda ikke, at en kristen Hustru eller Mand kan skilles fra den urette Mage netop paa Grund af Bibelordet. Jeg har kun sagt, det kan være overmenneskelig svært at holde.

Fru Sigrid Undset har aldrig set, at et Menneske, som var brudt ud af Ægteskabet, fordi det mente at have mödt den rette Medhjælp, derved vandt Hjerteberigelse og Uddybning – og det er ikke underligt. For de Tilfælde er meget sjældnere end de, hvor det förste Brud blot efterfölges af andre, og hvor Kaos indtræder i Fölelseslivet.

Men det andet har jeg set – saa det aldrig glemmes. Fordi det kan före et Menneske ud i den værste Anfægtelse. »Kan Kristus være delt?» som Paulus skriver. »Han, som selv har kaldt dette til Liv, spærrer han virkelig for det?»

Jeg har set Bibelordet brydes og harmonisk Lykke, personlig Berigelse fölge derefter. Jeg har set det holdes – og Mennesker siden gaa menneskeligt til Grunde. Ikke fordi Lykken maatte ofres, men fordi, den personlige Vækst hos visse Naturer kan gaa istaa uden den Tilförsel, som den rette Medhjælp yder.

Alligevel mener jeg, Ordet maa holdes. Naar Fru Undset taler om pervers Fölelse, saa kan den sikkert före Mennesker ud i pinlig og uforstaaelig Lidelse. Men den kan aldrig sammenlignes med den Lidelse, som den store Kærlighed mellem Mand og Kvinde kan före med sig. Fordi der er det Fölelsen af det guddommeligt berettigede, som uddyber Lidelsen. Og den Fölelse findes næppe i perverteret Erotik, selv om der kan være en Art forvrænget Idealisme i den.

Ja, jeg mener ogsaa, at ud fra Troen paa, at Guds-Besiddelsen er det eneste fuldkomne Gode, kan Forsagelsen baade kræves og ydes. Men vi maa ikke glemme, at om det Menneske, hvis Gudsforhold var af en Haandgribelighed, som vi kun har en svag Anelse om, og som var i selve Paradis, sagde den Alvidende dog, at han ikke havde det godt, för han fik sin rette Mage hos sig.