Ordet om Ægteskabets Uoplöselighed

Av Ingeborg Maria Sick

Ordet*) om Ægteskabets Uoplöselighed

Maa det være en ganske læg, evangelisk Kristen tilladt at fremföre et Par Bemærkninger, kaldt frem ved Fru Sigrid Undsets »Svar til en Sogneprest»?

Jeg maa straks begynde med Indrömmelser. Maa desværre medgive, at Luther, under særlige Omstændigheder, tillod en bestemt »Rangsperson» at tage sig en Medhustru, og jeg vil tilföje, at hans bekendte »Predigt über die Ehe» paa sine Steder synes mig saa usmagelig – som Katoliker kan önske den! Selvfölgelig indrömmer jeg ogsaa at det er i Strid med Kristi egne Ord at vie fraskilte – som det kan ske i vore Kirker. Men samtidig maa jeg minde om, at vi har Præster, som stadig nægter at forrette den Vielse, at Ægteskabet ogsaa hos os hævdes som livsvarigt, uoplöseligt »Engifte» og staar saaledes for kristne Protestanters Bevisthed – selv om det ikke anerkendes som Sakrament, fordi Kristus ikke har indstiftet det, eller knyttet et synligt Tegn til dets Indgaaelse. Alt dette er saa kendt, at det næppe behöver at gentages.

Men hvad jeg her vilde fremdrage, fordi det har vakt min oprigtige Forbavselse, er dette, at den katolske Kirke, der ellers er saa konsekvent, ogsaa synes mig lidt i Strid med det Ord af Herren, naar den hævder, at kun den i kristen Kirke indgaaende Forening er Ægteskab og som saadant ubrydelig. Jeg har udtrykkelig spurgt katolske Præster derom og af dem faaet det bekræftet – holder mig altsaa til deres Ord. Et Ægteskab, indgaaet paa anden Maade, for Eks. borgerlig beseglet, er ikke absolut bindende, kan brydes som en Elskovsforbindelse, og Parterne
derefter indgaa det enegyldige Ægteskab med andre.

Men Herrens Ord om Ægteskabet gjaldt jo de Forbindelser, som den Gang fandtes og var indgaaede paa jödisk eller samaritisk Vis. Da Farisæerne nævnede, at Moses tillod en Mand at give Hustruen Skilmissebrev, svarede Herren ikke: »Ja, det var den Gang, inden det sakramentale Ægteskab fandtes, men det kommer nu.» Nej, han hævdede Ægteskabets Uoplöselighed ogsaa under den daværende Form, förte det tilbage til »Begyndelsen», til dets Helligheds Grundvold, Guds Indstiftelse og sagde, at hvad han havde sammenföjet, maatte Mennesket ikke adskille. Saa absolute var Ordene, at Disciplene forfærdede udbröd: »Da er det ikke godt at gifte sig!»

I den förste Menighed maa Herrens Syn have været raadende. Jeg tilstaar min Uvidenhed om, naar den kristelige Ægtevielse blev indfört. Mulig skete det hurtigt, muligt blev ogsaa de Ægtefællers Forhold, som gik over til Kristendommen, velsignet eller paany beseglet i Menighedens Samfund; men ogsaa forinden blev det erkjendt for gyldigt og bindende. Ellers kunde jo ikke St. Paulus**) skrive, at en kristen Hustru er pligtig til at blive hos sin hedenske Mand, hvis han önsker det, og en kristen Mand hos sin hedenske Hustru – skönt der jo ikke har været Tale om kristelig Vielse. Kun hvis Hedningen vil skille sig, staar det ham frit – men om at gifte sig igen for den anden Part er der ikke Tale.

Og maa man dog ikke for at være i Overensstemmelse med Herrens Ord, anerkende Ægteskabet som uoplöseligt, ikke blot hvor det er indgaaet i kristen Kirke, men ogsaa under de Former, der bruges i andre Samfund og Lande?

Evangeliske Missionærer gör det – ogsaa hvor Flerkoneri gör Sagen mer indviklet. Som jeg hörte en Missionær sige: »Den förste Hustru maa da betragtes som den rette, til hvem Forholdet er bindende, de senere som Medhustruer, fra hvilke en Mand kan skille sig».

Saavidt jeg husker, var der en afrikansk Hövding, der med sin Overgang til Kristendommen bad om at maatte beholde den Kone, han foretrak; det var ikke N:r 1. – hende afgav han heller end gerne – men Nr. 4. Missionæren fölte sig imidlertid bunden af Kristi Ord og fastholdt, at den förste var Hustruen, fra hvem en Mand ikke maa skille sig. Jeg tilstaar, at jeg fandt det lidt haardt for Hövdingen.

Og jeg vil föje til, at det Ord af vor Herre synes mig svært, ubegribelig svært. Ikke i Almindelighed, men i særegne Tilfælde. Der er Mennesker, som har hugget deres Tanker, deres Hjærter blodige imod det Ord, som har tigget Herren om at tage det bort eller kaste nyt Lys over det – og som saa i Lydighed mod Ordet har ladet det knuse deres Liv.

Fru Sigrid Undset siger, at »for kristen mennesker, som tror, der er bare et fuldkomment gode, Guds besittelse, kan det ikke synes umulig eller ubarmhjærtig, om de maa bli ved at holde sig for bundne selv af et ulykkeligt ekteskap».

Nej, det mener jeg heller ikke – skönt hvem af os har det fuldkomne Gode saa haandgribeligt, at det opvejer alt andet? St. Paulus siger: »Ikke at jeg har grebet det, men jeg jager derefter, om jeg dog kunde gribe det». Alligevel kan man sikkert medgive, at det som Regel ikke er overmenneskeligt at være bunden af et ulykkeligt Ægteskab, naar man kan leve skilt fra den plagsomme Ægtefælle. Og kan man vinde overflödig Fortjeneste til bedste for hans Sjæl, har man en Opgave, der vel i nogen Maade maa kunne holde En oppe.

Dog et er der, som jeg synes, Fru Sigrid Undset overser.

Det er ikke dette, at »könsomgang er en fornödenhet som mat og drikke» og »caelibat en umulighet». Jeg tror, at der er mange reformerte Kristne, som ikke deler dette Reformatorernes Syn. Nej, det er noget langt væsentligere. Idet det ulykkelige Ægteskab opretholdes, kan det forsketse det lykkelige, det rette – den Forbindelse, hvori to Mennesker gennem Samliv naar Udfoldelsen af alle deres Livsmuligheder, af deres hele intime Personlighed. Og selv om en Kvinde var rede til, for sit eget Vedkommende ogsaa at give Afhold paa dette, saa bliver det dog – ja, netop »ubarmhjærtigt og umuligt» at ofre den andens, den elskedes Uddyben og Hjærteberigelse. Hvis man har set et Menneske forringes og visne, menneskelig talt gaa tilgrunde, fordi den rette Medhjælp ikke stod ved hans Side, saa ved man, hvad det vil sige. Det er som for en Mor at se sit spæde Barn sygne hen og dö af Mangel paa Næring – uden at turde lægge det ved Brystet. Det er »plus qvam possum», som St. Franciscus sagde.

Det har til Tider staaet for mig, at dette Kristi Ord maaske kunde forstaas mer aandeligt, ikke saa bogstaveligt, thi han siger jo selv, at alle ikke rummer det – og det kan ikke gælde den bogstavelige Opfattelse. »Aanden levendegör» og trængte man dybere ind i den, kom man maaske udenom »Bogstaven, som ihjelslaar». Dog dette faar staa hen. Men at Ordet i specielle Tilfælde kan blive overmenneskelig svært i sit Krav, maa jeg fastholde. Og kan ikke se andet end at man, for at være i fuld Overensstemmelse med det, maa lade det gælde Ægteskabet overhovedet. Ogsaa det, der ikke er kristelig indgaaet.

*) Matt. 19. 4–10. Mark. 10. 5–13.

**) 1 Kor. 7. 12–13.