Peter Schindler: Den hellige Benedikt af Nurcias Munkeregel

Av P. H. Perch

Recension av Peter Schindlers Den hellige Benedikt af Nurcias Munkeregel (Koppels Forlag 1929).

Pastor Schindler er ikke blot en begavet men ogsaa en flittig Skribent. Først paa, Aaret udkom hans store Liturgi, dernæst en Udgave af Paludan Müllers »Benedikt af Nurcia og hans Amme», og paa Tærskelen til 1930 har hans Bog om Skt. Bendts Regula set Lyset.

Festlig og pompøs – efter denne Forfatters Skik – er Bogens Titel sat op. Den lyder i sin Helhed: Den hellige Benedikt af Nurcias Munkeregel – oversat fra Latinen, kommenteret og udgivet i Anledning af Monte Casinos MCD-Aars Jubelfest af Præsten Peter Schindler. Og Tonen er holdt paa næste Side med dens om større og rigere Tider mindende Tilegnelse: amico perdilecto patri ac fratri doctissimo et reverendissimo Domino Aloisio Mager O. S. B. pro beneficiis spiritualibus per XVI annos collatis in testimonium gratitudinis et amicitiae D. D. D. Petrus Schindler; og hele dette Forspil slutter i samme Toneart med Billedet af den hellige Benedikt malet af Chresten Skikkild saa gribende skønt, at Saaret igen begynder at bløde, at denne Mester saa tidlig skulde sprænges og Pensel og Mejsel falde ud af de Hænder, der saa magtfuldt beherskede den ægte kristelige Kunst.

Man kunde straks spørge, hvad kan denne gamle Munkeregel have at sige os moderne Mennesker, at den nu graves frem og gives os i en dansk Oversættelse og derved gøres tilgængelig for nordiske Læsere. Udtrykket grave frem er dog ikke godt, al den Stund Regula lever som Bog i alle Kulturlandene undtagen netop her i Norden. Regula hører til Storværkerne i Aandens Verden paa lige Fod med Augustins Bekendelser, Dantes guddommelige Komedie, Thomas af Kempis Kristi Efterfølgelse og Pascals Tanker om Kristendommen. »Som undersøiske Klipper» – siger Schindler – »der rager op over Havets Flade og markerer Hævningen i Bunden rager en Række Bøger op over Historiens evigt glidende Strøm. De er – som Øerne – blevet Havne, hvor Skibe, der kom og Skibe, der gik, har fortøjet, fundet Læ og provianteret til Færden mod den fjærne Horisont.»

I en ganske særlig Mening er dette sandt for Regula’s Vedkommende, idet denne Regel gennem halvandet Tusind Aar – indtil den Dag i Dag har været den Klippe, paa hvilken de vældige benediktinske Klostersamfund har hvilet – og Studiet og Læsningen af Regula hører med til de pligtmæssige Øvelser i Klostrene.

Forfattet, – eller bedre sagt – avlet – baaret – født i en Tid, da Bølgerne i Folkehavet gik saa høje og stride som nogensinde; i en Tid, da Kristendommen stønnede under Vægten af den forfærdelige Opgave at skulle gennemsyre som en Surdej hin af Dæmoner og Overtro besatte, af en grænseløs Usædelighed forpestet Masse, der hed Romerriget, for ikke at sige Romerrigets Ruiner, da Folkevandringen bragte Menneskemængden paa Benene – som kun Verdenskrigen senere har set Mage til, da indenfor Kirken Vranglærdomme skød op, yppigere og giftigere end det siden er set: Arianismen, Nestorianismen, Montanismen, Manikæismen – er Regula at se som et Bolværk – sat af Forsynet – mod Stormfloden. Men om Regelens Genialitet og Universalitet vidner det, at dette Værk, – rejst, som man bygger Høfder og Moler og Dæmninger, naar Uvejr truer – har været ligesaa brugbart – ligesaa meget til Velsignelse – i de store Fredsperioder i Kirkens Historie – som det er den Dag i Dag med vor moderne Tids ganske særegne lndstilling overfor Aandens Problemer. – Som for fjorten Hundrede Aar siden hersker Abbeden i Dag med uindskrænket Magt over Brødrene, kun bundet af sit Ansvar for de ham betroede Sjæle, »at han kan bestaa paa Dommens Dag» i Dag som for saa mange Aar siden yder Munkene Fyldestgørelse for Overtrædelser og Forsømmelser ved at kaste sig i Støvet – prosternatio, som det saa kort og knapt, men udtømmende hedder paa Regelens Latin, og som i hin fjærne Tid oboedientia et pax – Lydighed og Fred – var Munkesamlagets Grundvold og samtidig dets Frugt, saaledes fordres i vort tyvende Aarhundrede først og sidst Lydighed, for at alle kan være i Freden, og gennem Sekel efter Sekel lyder Dag og Nat under Klosterkirkernes Hvælvinger det store Officium, som Sanctus Pater Benedictus udformede, som Brødrenes »store Tjeneste» for Vorherre, – for at det skulde gaa i Opfyldelse, hvad Profeten siger: »Tjener Herren med Frygt», »Syng Salmen forstandigt» og »I Englenes Nærværelse vil jeg synge Salmer for Dig». Den hellige Benedikts Regel er ikke i den Forstand en Nyskabelse, at den indeholder Iutter nye og Skel sættende Tanker for det klosterlige Samliv; Regula er tværtimod organisk forbundet baade med Pachomios’ – den ægyptiske – og Basilios’ den syriske Munkefaders Regel. Man kan uden at forstyrre Kendsgærningerne sige, at Tegningen forelaa (fra Basilios’ Haand), men Benedikt satte Farverne paa, skønne levende Farver. En velgprende Ligevægt er der mellem den fælles faste Orden og Hensynet til Individet. Denne klare Afvejen findes allerede hos Basilius, men hos Benedikt er der et rigere Indhold. Der er Steder i Regelen, der i Forstaaelse af Ordensmanden og i Given denne Forstaaelse Form vanskeligt overtræffes af noget tilsvarende i den profane Litteratur. Et Steds staar der: »Skønt man gennem selve sin menneskelige Natur drages mod Godhed overfor disse to Alderstrin, Oldinge og Børn, saa skal dog ogsaa RegeIens Autoritet drage Omsorg for dem.» – Et andet Sted læser vi: »Abbeden skal vel vide, at han har annammet Sjælesorg over skrøbelige Sjæle, og at han ikke er gjort til Tyran over Kæmper». Et tredje Sted: »Hvis der bliver paalagt en Broder noget svært eller noget helt umuligt, skal han dog paatage sig den givne Befaling med al Venlighed og Lydighed. Men ser han, at Byrdens Vægt ganske og aldeles overskrider hans Kræfters Maal, skal han taalmodigt og til rette Tid forebringe sine Foresatte Grundene til, at han maa give op. Men hvis den Foresatte, selv efter dette Anbringende, staar fast ved sin Mening og Befaling, skal den yngre vide, at saaledes baader det ham bedst, og han skal da lyde – af Kærlighed og i Tillid til Guds Bistand». Det var om saadanne Steder (i en anden Ordensregel –den hellige Theresas’), at den danske Karmeliterinde udbrød: intet tynger, fordi alt er elsket! Der er et Kapitel, det fireogtresindstyvende – det handler om Abbedens Indsættelse – der fremkommer disse gyldne Ord: »Han skal forstaa, at det mere er hans Opgave at raade end at byde. Han maa derfor være vel bevandret i Guds Lov, saa han baade forstaar den og kan drage frem af den saavel gammelt som nyt. Kysk, ædruelig og mild, foretrække han altid Miskundhed for Strænghed, saa han selv maa finde Miskundhed. Naar han maa straffe, handle han varsomt og gaa ikke for vidt, for at han ikke, naar han skraber Karret for Rust, skal komme til at knuse det. Han frygte altid sin egen Skrøbelighed, at han ikke ganske knækker det brudte Rør. Naar han giver Befalinger, skal han gøre det klogt og med Maadehold, idet han mindes den hellige Jacobs Ord: »Hvis jeg lader mine Hjorder overanstrrenge sig paa Vandringen, vil de alle dø paa een Dag». Idet han tilegner sig dette og andre Vidnesbyrd om viist Maadehold, afdæmpe han alt saaledes, at de stærke kan naa endnu længere frem og de svage ikke skræmmes tilbage».

Her er ikke blot Tankens Klarhed; ej heller alene Følelsens Finhed og Dybde, men her er ogsaa en sproglig Affattelse, som er beundringsværdig; ogsaa rent kunstnerisk set er Regelen en Bog, som med Rette indtager sin Plads mellem Litteraturens betydeligste Værker.

Men kastes der da ikke Skygger ind i dette Lysbilled fra de mange og nøje formulerede Straffe for Forseelser mod Klosterreglerne, og viser disse Straffe ikke de raa Tider og raa Sæder; Prygl nævnes Gang paa Gang – oftere endnu den næsegrus Kasten sig i Støvet?

Prygl er forlængst afskaffet som Straf – men er ikke ogsaa prosternatio en Straf, som er uforenelig med vore Begreber om menneskelig Værdighed? Man behøver blot een Gang at have overværet det gribende Skuespil af den i Koret paa Fliserne henstrakte Poenitent og set Abbeden komme hen til ham – og idet maaske et lille fint Smil næsten umærkeligt gaar over det stærke Ansigt (Faderen kender jo den unge Sjæl, der gør Bod der med den saa gribende Gebærde – kender hans særegne Vanskeligheder – maaske et stridigt Sind –) og saa at have set Abbeden gøre Korsets Tegn over ham og udtale det forløsende: »satis est, pax tecum» – det er nok min Son, Fred være med dig – til at forstaa, at Menneskeværdigheden er saa langt fra at være nedværdiget i den benediktinske Bodsskik, at den langt snarere er løftet.

De faa Prøver, der her er bragt paa Reglens Tankegang og dens Udførelse i Praksis, maa nu være tilstrækkelige til at besvare det Spørgsmaal, som vi opstillede straks i denne Artikels Begyndelse, hvor der spurgtes: hvad har denne gamle Munkeregel at sige os moderne Mennesker her i Norden? Den siger os nu for det første, at den hellige Benedikt var en overlegen Lovgiver, som ikke lovgav for Døgnet, men for Sekler – endvidere at han var en første Rangs Kender af det menneskelige Hjærte – ikke blot i Hjærtets Trang til at finde Forstaaelse og Kærlighed, men ogsaa i dets Krav om en fast Ledelse – i dets Tilfredsstillelse ved at gøre Bod for begaaet Forseelse, og endelig viser den, at den katholske Munk er en ægte evangelisk Skikkelse. Regula er fra første til sidste Side gennemvævet med Citater fra den hellige Skrift – og disse Citater nota bene er anvendt efter deres naturlige Mening og i deres naturlige Sammenhæng. Naar man efter endt Læsning lægger Bogen bort, spørger man sig, om man skal betragte den som et Udslag af Enkeltmands Genialitet eller ikke langt mere som et Vidnesbyrd om den Helligaands Vejledning.

Dette sidste byder sig saa meget desto mere frem, naar man tænker paa, hvorledes Munkevæsnet i Historien maa ses som eet af Kristendommens allerkraftigste Livsytringer. Og ligesom der ikke er noget Tegn til, at det ikke skulde vare til Tidernes Ende, saaledes er der ej heller noget i Regula, som ikke ses at kunne bevare sin Livskraft, sin Fermentvirkning lige saa længe. Det er ogsaa et Spørgsmaal, om ikke Protestantismen, som nu – ganske vist ved endnu spredte og faatallige Røster – begynder at kalde ad Klosterstiftelser ogsaa for sit Vedkommende, vil ende med at skulle have Bud efter Sankt Bendts (eller en anden af de Stores) Regler for det klosterlige Samliv. Med Henblik ogsaa paa netop dette sidste kan man kalde Schindlers Arbejde for et tidssvarende Værk og en lykkelig Tanke. Og denne lykklige Tanke er udført med en lykkelig Haand.

Andre maa om at værdsætte denne nordiske Oversættelse af et latinsk Hovedværk ud fra filologiske og historiske Synspunkter. At Pastor Schindler har forholdt sig respektfuld overfor den latinske Grundtekst er der ingen Grund til at tvivle paa – og kan da ogsaa kontrolleres i nogen Maade – ved at sammenligne den danske Oversættelse med f. Eks. den tyske af Benediktineren Pius Bihlmeyer. (Her langt ude vestpaa har en latinsk Original ikke været mig tilgængelig). En Indvending, dog af ringe Betydning, kan maaske gøres: Schindler bruger i Teksten Fremmedord, som forekommer at skurre i Øret i Forhold til den ørige Sprogtone. Han bruger Ord som Intelligens, Inspiration, Motiver, degraderet, Anciennitet o. s. v., hvor danske Ord formentlig kunde være anvendt, uden at Udtrykkets Klarhed var blevet mindre, og Tekstens Værdighed vilde have vundet derved.

En Rigdom af oplysende Noter giver forøget Udbytte af Læsningen af selve Regelen, og i den pragtfulde Indledning har man Digteren Peter Schindler, inden han skjuler sig i Oversættelsesarbejdets mere jævne Hverdag. Bedre kan det ikke siges, hvilken Slags Mænd de katholske Klostergivne var og er, end Schindler gør det i disse Linjer, som passende kan staa som Slutning paa denne Lægmandsgennemgang af den hellige Benedikt af Nurcias Munkeregel:

»Det var Mænd» – siger han – »som ikke i hældende Alder, bitre af Skuffelser, bedragne af Eros, forladte af Pluto, har fundet et Asyl for de svage Dage – men Mænd, der med Ungdommens høje Tanker om Manddommens fulde Vilje har favnet et Ideal, udtænkt af en Helgen, foreskrevet af en Viismand og praktiseret af en Patriark.»

Tistrup i Julen 1929.