Petrus de Dacia

Av H. D. T. Kiærulff

I Anledning af de aarlige Legende-Spil, der i Sommer opförtes i Visby i Ruinerne af Dominicanerklostret, og som handler om den Petrus de Dacia, der engang var Klostrets Prior, vil et Par Oplysninger om Legendernes Helt have Interesse. Ikke Legenderne, men de sparsamme historiske Data. De giver i smaa, korte Glimt Billeder af det intense religiöse Liv, som blev levet her i Norden i Middelalderens Blomstringstid.

Tiggermunkeordnerne udbredte sig med forbavsende Hast gennem hele Europa. I 1216 havde St. Dominicus faaet sin Orden af Prædikebrödre godkendt i Rom. Allerede i 1219 optoges den förste Svensker og den förste Dansker (Skaaning) i Ordenen i Bologna. Aaret efter optoges i Verona den förste jydske Dominicaner. De to förstnævnte sendtes til Sverige, den sidste til Danmark, men hans Skib kastedes i en Storm ud af Kurs og han havnede ved Nidaros, hvorfra han ved Skule Jarls Hjælp naaede Köbenhavn og siden ved Ærkebiskop Sunesöns Velvilje Lund, hvor Nordens förste Dominicanere samledes og valgte Jyden (fr. Salomon) til Prior.

En lille halv Snes Aar senere oprettede den salige Jordanus af Saxen (St. Dominicus’ Efterfölger som Generalmagister) Ordensprovinsen Dacia omfattende Danmark, Sverige med Finland og baltiske Øer og Norge med Island og Grönland. Det var den 11. Ordensprovins skabt i det tolvte Aar efter Ordenens Grundlæggelse. Den förste Provincial blev Rane, der forlod sin Stilling som Domkapitlets Dekan i Roskilde for at blive Tiggermunk.

Hvor mange Klostre Ordenen i alt fik sig i den nordiske Provins er ubekendt, men Minimum er i hvert Fald 43 Klostre, som vi kender mere eller mindre til. I Danmark (indtil Elben og inclusive Lunds Ærkestift og Estland) 25 Klostre, i Sverige 14 og i Norge 4.

Petrus de Dacia, Broder Petrus af den nordiske Provins, födtes paa Gotland i 1240. Hans Ungdom prægedes af en fölsom Kærlighed til Herren og hans Helgener med Utilfredsstillelse ved Verden. Allerede i 1227 havde (engelske?) Dominicanere oprettet et Kloster i Visby med den store St. Nicolaus’ Kirke. Her indtraadte Petrus i Noviciat omkring 1260 under den ærværdige Provincial Absalon, en Roskildenser og en af Tidens indflydelsesrigeste Mænd, aktiv i Politik og kongelig Forhandler ved Freden i Tönsberg, ogsaa Kongens Mand i dennes Strid med Ærkebispen.

1266 sendtes Petrus udenlands for at studere, först tre Aar i Köln, hvor den berömte Albertus Magnus dog ikke underviste i Øjeblikket, senere et Aar i Paris, hvor selve St. Thomas af Aqvin stod paa Berömmelsens Tinde, og den senere Pave lnnocens V var Rektor. Men den unge Nordbo blev ikke Theolog, de tre Aar var alt, hvad han fik af Studier i Udlandet.

I Slutningen af 1270 naaede han Hjemlandet. Aaret efter blev han Lektor ved Klostret i Skeninge; 1279 udnævntes han til samme Stilling i Visby, men tiltraadte först i 1281. To Aar efter blev han Prior sammesteds og döde i 1288 (eller 1289) paa sin Födeö.

I Danmark har han i hvert Fald været som Deltager i Provincialkapitlet i Aarhus i 1272. Han skal ogsaa i 1280 have deltaget i et Provincialkapitel i Assens, men Oplysningen er mindre trolig, da intet Dominicanerkloster kendes i denne By.

Et Venskab forbandt ham med den fr. Augustinus (Aage eller Haakon), der var Ordenens Provincial i 15 Aar (fra 1261 til 1266 og atter fra 1272 til 1282) og som fortsatte fr. Absalons Partitagen for den danske Konge, der förte til, at alle Prædikebrödrene blev exkommuniceret, hvad der dog ikke forhindrede, at hans Efterfölger, fr. Olaus indtog samme Stilling i den fortsatte Strid som sine Forgængere.

Men ogsaa andre Venskaber lagde Beslag paa fr. Petrus. Ingrid Elofsdatter, den fromme Enke, der blev förste Priminde i Skeninge Dominicanerindekloster, og som levede et saadant Bönnens, Bodens og Henrykkelsernes Liv, som vi sjældent forbinder med Tanken om Norden, som modtog Stigmaterne og döde i Helligheds Ry, skönt endnu ikke helgenkaaret, blev Petrus’ Skriftebarn. Ogsaa hendes Söster, Christine og Brödrene Johannes og Andreas Elofsson, alle Kristne ud over Dagligdagen, stod under hans aandelige Omsorg.

Og mere end alle andre stod den salige Christine af Stommelen ham nær. Under sit Studieophold i Köln lærte han denne Datter af fattige Forældre fra Omegnen at kende. Hos hende, der var af den ægte middelalderlige Mystiker-Race, samledes som et theologisk Akademi, hvor Pseudo-Dionys og Richard af St. Victor studeredes. Her viste den unge svenske Dominicaner sit fölsomme nordiske Sind, naar han overfor en latinsk Student, som mente, at St. Petrus, der fik Kirken i sin Varetægt, fik mest betroet af Herren, indvendte at St. Johannes dog fik mere at værne, naar Guds Moder betroedes ham. Med Christine stod fr. Petrus i livslang Brevveksling. Paa Hjemvejen fra Paris besögte han hende og atter i 1279. Hendes Broder Sigwin blev Dominicaner i Visby som fr. Gerhardus.

Det er ogsaa ved den salige Christine, at Petrus de Dacias Navn er blevet saa kendt. Hun var hans Livs Oplevelse, og længe omgikkes han med Planer om at nedskrive hendes Levned. Först gjorde han det i sine unge Aar i Form af et Digt, hvis bevarede Rester aander den meget stærke Duft af Tidens klosterlige Mystik. Endnu et Forsög gjorde han, men först tredie Gang lykkedes Arbejdet til hans egen Tilfredshed. Dette Værk, »Vita Christine Stumbelensis», der hævder en smuk Plads i den nordiske Litteraturhistorie, omhandler i en förste Del Christines Ungdomsliv og hendes aandelige Kampe, dramatiske Oplevelser med Mörkets Aander og i anden og sidste Del, hvor fr. Petrus fortæller om sine egne Besög hos hende, tegner han et stilfærdigt og beskedent Billede af sig selv. Med en Ydmyghed, der er sjælden i Litteraturens Verden, holder han sig selv i Baggrunden og er sin Heltindes selvudslettende Tjener.

Hans Levneds faa og törre Data viser os Tiggerordnernes ilsomme Erobring af Norden. De viser en religiös Aktivitet, der har Kilder, som er rige nok til at Fædrelandets verdslige Historie regner med de samme Mænd, der færdedes i Middelaldermystikens Rosenhave, hvis Dufte kan forekomme os svagere Naturer mere bedövende end styrkende.

Og vor Smerte ved Tabet af alt dette föles skarpere igen.