Pontifex

Av Niels Hansen

Det fremmede ord, der står over disse linjer, vil være godt kendt af de fleste katholikker. De vil vide, det er det officielle navn for en biskop, og ganske sæerlig benævnes paven således, gerne med tilföjelsen summus eller maximus. Derimod ved måske ikke så mange, at navnet oprindelig skriver sig fra det gamle hedenske Rom, hvor det brugtes om medlemmerne af det fornemste præsteskab. En af de vigtigste opgaver, der var betroet disse præster, var, når et så almennyttigt og vigtigt samfærdselsmiddel som en bro var fuldendt, da å lede de religiöse ceremonier ved indvielsen av broen. Men når da disse præster bar navnet pontifex, var det, fordi dette ords betydning netop er brobygger.

Men passer det ikke også ganske udmærket, når vi kalder vor överste hyrde, paven, for pontifex, for brobygger? Han har jo også, og det af Herren selv, fået betroet den store gerning å bygge bro, den store bro mellem jord og himmel. Og til hjælp og tröst for de mange svage og vildfarende er hans röst ufejlbar, når den kalder ad os og viser os vejen hen til den bro.

Dog er den Hellige Fader ikke den eneste blandt os, vi kan hædre med navnet pontifex. Det kan enhver biskop, enhver præst, ja enhver kristen far og mor også kaldes, thi dem er der ligeledes betroet en sådan gerning, å vise andre, hvorledes man kommer fra jorden tiI himmelen, hvor den vigtigste bro af alle er å finde.

Men der er endnu en, som fortjener å kaldes pontifex, brobygger. Det er ikke nogen person, men det er dette vort lille fællesnordiske katholske tidsskrift Credo, som vi har den glæde og den ære å være læsere af og medarbejdere ved. Thi Credo vil netop også være med til å bygge bro.

Det er nu snart mange år siden, at de nordiske folk opdagede, at vilde de betyde noget og hævde sig i den store kulturverden, måtte de först og fremmest se å finde dem og holde sammen med dem, de i oprindelse, slægt, tankegang og folkekarakter stod nærmest. Og senere har deres statsmænd og digtere og andre ledere i stedse stigende grad arbejdet på å fremme enheden og den indbyrdes hjertelige forståelse. Fra katholsk side har Mgr. Assarsson for nogle få år siden i sin ypperlige lille bok »Det skånska Problemet» tiltalende og indtrængende peget på en enkelt side heraf, forholdet mellem Danske og Svenske, og hævdet, at Skåne var »kallat att vara bandet, som förenar de båda länderna, för all framtid». Og de store digtere, hvis værker læstes med lige stor begejstring i de fem lande: Selma Lagerlöf, Strindberg, Gustaf af Gejerstam, Ibsen, Björnson, Jonas Lie, Sigrid Undset, Runeberg, Gunnar Gunnarson, J. P. Jacobsen, Johannes Jörgensen og mange andre gav deres mægtige bidrag til å vække sympathi og kærlighed og interesse mellem de nordiske, så nært beslægtede folk.

Men det varede længe, för de nordiske katholikker begyndte å forstå Iidt af, at på det kirkelige livs område var det ligeså vigtigt, at man kom til större indbyrdes forståelse, til å arbejde sammen, til å löfte i flok. Der er så mange spörgsmål af afgörende betydning for os katholikker, som stiller sig ganske ens i de nordiske lande, bl. a. fordi fordomme og misforståelser er nogenlunde ens udbredt i dem, og som vi har så langt lettere ved å klare, når vi vil og kan hjælpe hinanden indbyrdes dermed. I de sidste år er det gået fremad med forståelsen af denne såre vigtige sag, og en frugt heraf og et led i denne udvikling var, at Credo for et år siden gik over fra å være et svensk til å være et fællesnordisk katholsk tidsskrift. Credos hovedopgave kan næppe betegnes bedre end ved det fremmede ord, som står over disse linjer. Credo har sikkert i år bygget bro ikke så få steder mellem Nordens katholikker, mange har glædet sig over et mandigt og skönt ord fra en eller anden, hvis navn han för blot kendte, men nu har fået et tydeligt indtryk af, og brobygningsarbejdet har været i god gang. Vi kan derfor næppe önske noget bedre for Credo selv og for de nordiske katholikker, end at dette arbejde i det nye år må fortsættes i det samme gode spor som i det förste, der nu er svundet, og knytte båndene stadig fastere sammen blandt dem, der er enige om å se med samme öjne på og föle med samme hjerte for både deres jordiske og deres himmelske fædreland.