St. Augustin og hans Regel

Av Une Religieuse de l’Assomption

St. Augustin og hans Regel *)

I Løbet af de sidste Aar er der blevet holdt Mindefester for adskillige berømte Personer af forskellig Art. Ingen har fortjent denne Udmærkelse mere end den store Biskop og Kirkefader fra det 4. Aarhundrede, St. Augustin af Hippo. Hele Verden hylder i Aar denne Mand, der døde for 1500 Aar siden, og den katholske Kirke har paa den Eukaristiske Kongres i Karthago bevist ham den største Ære, som Framhed og Kærlighed formaaede at vise.

I. I NAADENS FODSPOR
I »Bekendelserne» har Augustin skildret den sørgelige Periode i sit Liv, da han, som endnu ikke var Kristen, unddrog sig sin Moders Indflydelse for at holde sig fjernt fra Gud. Hvor formørket et Menneskes Sjæl end kan være af Aandens eller Hjertets Vildfarelser, sker det dog af og til, at en Lysstraale fra det Høje et Øjeblik sønderriver det Slør, som skjuler det overnaturlige for ham, og viser ham Renhedens og Kærlighedens Vidder, som med eet blænder og forvirrer ham. Dette Naadens Lys skinnede pludselig ind i Augustins forblindede Sjæl, før han endnu var naaet saa vidt, at han kunde bryde sine Lænker. »Bort med alle disse forfængelige og tomme Ting», skrev han – han var da 30 Aar – »jeg vil kun hengive mig til Søgen efter Sandheden.» Lidt senere læser man: »De Tanker, som hævede sig mod dig, min Gud, lignede de Anstrengelser, som den Mand gør sig, der gerne vil rejse sig, men overvældes af Døsighed og slumrer ind paa ny — Jeg kunde kun svare med de Ord: Snart, snart! Vent lidt endnu! » (Conf. IV, 18 og VIII 12).

Til Trods for hans Nølen forlod Guds Naade ham ikke. Omsider kunde han skrive: »Nu var min Sjæl frigjort fra Ærgerrighedens fortærende Bekymringer, fra de urene Ønskers Brod; og jeg jublede som et Barn for dig, mit Lys og min Rigdom og min Frelse, min Herre og min Gud» (Conf. IX 1). Vi kender saa godt den smukke og gribende Scene i Haven i Milano: Efter en heftig Kamp mellem Naadens og Fristelsens Røster lykkedes det et Ord af St. Paul at erobre Augustin for Kristus. Det var en Stund saa højtidelig i Kirkens Historie, at denne Omvendelse hædres med en særlig Fest, ligesom Saulus’ pludselige Omvendelse paa Vejen til Damaskus (Martyrologium Romanum 24. April).

Omvendelsen var fuldkommen. Monikas Taarer havde været en altfor kostbar Udsæd til kun at frembringe en almindelig Høst. Hun kunde dø med Haabet om den herligste Fremtid for en Sjæl, der havde kastet hende saa meget. Augustin besvarer Naadens Kaldelse med højsindet Kærlighed, han vil modig følge Lyset til det alleryderste Punkt.

Grundlæggeren af et Ordenssamfund, som følger St. Augustins Regel – Mere M. Eugenie de Jesus, Grundlæggeren af Assumptionssøstrenes Ordenssamfund – har sagt: »Naar man betragter hans Dyder, som har lyst over hele Kirken og fremkaldt Beundring hos alle dem, der er kommet ham nær, maa man slutte, at det er Guds Naades Lys og Trofastheden imod det, der fremkaldte disse store Dyder og satte ham i Stand til at udrette stort for Herrens Hjord. Han, hvis mægtige Aand som ingen andens havde gransket Teologiens Dybder, han, den retlinede Natur med den sikre Dømmekraft, han, som var alle andre overlegen, havde fra Himlen faaet alle de Egenskaber, som kræves af den, der skal være Fader for Sjælene. Han, der var helliggjort ved sin Anger og sin Kærlighed, kunde nu lede andre ind paa den Hellighedens Vej, han selv vandrede saa sikkert ad.»

II. NAADENS REDSKAB
De fortrolige Samtaler i Cassiacum – Klostret i Thagaste – Bispestolen i Hippo – det er Stadierne paa den Vandring, hvorunder Helgenens Indflydelse paa Sjælene fæstnedes og udvikledes saaledes, at han endnu i Dag er Vejleder for dem, der er kaldede til Bod og længes mod Fuldkommenhed.

Lad os et Øjeblik dvæle i Thagaste for at kaste et Blik paa den Regel, som senere er blevet fulgt af en stor Mængde Ordenssamfund.**) »Først og fremmest være Gud elsket, og derefter Næsten, thi disse Bud er blevet os givet som de vigtigste.» Dette Motto staar ikke i den Regel, som Augustin selv har skrevet; men de Ord: »Gud være elsket og derefter Næsten» – er i den Grad Indbegrebet af hans Lære og Udtryk for hans Hjerte og hans Aand, at de ved en fælles Overenskomst mellem de forskellige Ordenssamfund er blevet antaget som Regelens Forord.

»Det er smukt», siger den ovennævnte Ordenssøster, »at have en Regel, der begynder med en højtidelig Erklæring om den altoverskyggende Kærlighed til Gud. Gud elsket for sin Fuldkommenhed! – det er helt St. Augustin; og hvor han brændte af denne Kærlighed!» Kærligheden til Gud er hyppigt Temaet i hans Formaninger og Prædikener, og naar han i 10. Bog af sine Bekendelser ydmygt anklager sig for de Fejl, han mener at have begaaet som Biskop, kan han uden Anmasselse tilfølje: »Imidlertid eet er sikkert, at jeg elsker dig, Herre».

»Og derefter Næsten.» »Munkene», siger Regelen, »skal leve i hellig Samdrægtighed i det samme Hus, og kun være een Sjæl og eet Hjerte i Gud.» I Følge Fattigdomsløftet er alt fælles; det er Forstanderen, som uddeler alt, men ikke efter samme Maal til enhver; thi ikke alle er lige stærke.» Han skal vaage omhyggeligt over, at der drages Omsorg for de syge – og den hellige Lovgiver har skrevet dette Kapitel med den kærligste Mildhed.

Han gaar ogsaa i Enkeltheder, da han skriver om Nonnernes Dragt for at sikre Kristi Brude en ydre Fremtræden, der paa een Gang er præget af Værdighed og Beskedenhed. Alt, hvad der angaar Bøn og Officium, Maaltider og Faste, Vedligeholdelse af Klæder og Bøger, er angivet omhyggeligt, men paa en saa vidtspændende Maade, at det kan knyttes til de mest forskellige Ordenssamfunds særegne Konstitutioner. Lydigheden anføres under denne kærlige Form: »Man skal adlyde Forstanderinden som en Moder» – og paa den anden Side faar Forstanderinden det Raad at mildne sin Myndighed, idet hun »mere skal søge at gøre sig elsket end frygtet».

Augustins Regel er paa een Gang præget af Mildhed, fordi den er bygget paa Kærlighed, og af Styrke, fordi den kan lede Mennesker til den højeste Dyd ved ydmyg Afhængighed og glad Selvhengivelse. Lykkelig de Sjæle, som giver sig helt til Gud under Ledelse af en saadan Mester.

Naar Augustin blev utallige Sjæles Fører til Hellighed, skyldtes dette ikke blot hans enestaaende Evner, men langt mere endnu hans Bøn og Ydmyghed, der drog Guds Velsignelse ned over hans Gerning. En nidkær Apostelsjæl lyser af følgende Ord: » Almægtige og al gode Gud, du, den ene Gud i tre Personer, som den katholske Kirke tilbeder, jeg bønfalder dig om, at du ikke, efter at du i din Barmhjertighed har ført mig hjem, vil tillade, at de Sjæle, jeg elsker, forbliver adskilte fra mig i din Dyrkelse» (De duabus animabus 24). Sit ydmyge Sindelag aabenbarer han i en Prædiken i Hippo, hvor han siger: »Lad os bekende vor Svaghed, og bøje os dybt for at drage Kristi rensende Blik ned paa os. De hovmodige Højder forbliver tørre og ufrugtbare; Naadens Regn falder over Dalene og gør dem frugtbare.»

Gennem sine Skrifter og sin Regel fortsætter Augustin sit Apostolat gennem Tiderne. Ogsaa for os skal han være Lærer, ikke blot Sandhedens, men ogsaa Hellighedens, i idet vi ønsker at efterligne ham i hans redebonne Bodfærdighed og hans Troskab, hvormed han fulgte det Lys, han havde modtaget.

*) Om Augustins Liv foreligger der paa Dansk: Hubert Messerschmidt: Sankt Augustinus, Biskop af Hippo. (København 1921. Katholsk Forlag).

**) Anm. Augustins Munkeregel, ”Regula ad servos Dei”, er væsentlig de Forskrifter, som han i Epist. 211 gav Kvindeklostret i Hippo og omkring Aar 700 blev omskrevet for Munkeklostre. Dens lnddeling i Kapitler stammer fra Benedikt af Aniane († 821). Regelens Udbredelse er særlig knyttet til det 11. Aarhundredes Reformbevægelse.