St. Benedikts orden i Odense

Av P. D. Steidl

Bramminge Kirke ejer en Seværdighed af Rang, et Maleri fra Begyndelsen af det 16. Aarhundrede, der forestiller en Munk, iført en sort (eller graalig) Kutte og med Sandaler paa de nøgne Fødder; ved hans højre Side hænger Rosenkransen. Paa Indskriften, som blev forfattet af Præsten dersteds, Poul Curtz, kan vi læse, at det skulde være Knud den Hellige. Ret stor har Oplysningen i 1437 næppe været. Poul Curtz tænkte vel, naar Billedet kom fra St. Knudskloster, maatte det forestille Hellig Knud. Men skulde vi ikke hellere sige saaledes: »Naar Billedet kommer fra St. Knudskloster og forestiller en Munk, maa det saa ikke efter al Sandsynlighed forestille en Benediktiner?»

Dog det er Dragten, der laver Knuder; thi saaledes var Benediktinerne i Almindelighed ikke klædte, ej heller Bursfeldianerne, til hvilke Odense i 1492 havde sluttet sig; kun Cæsarinerne (et af den h. Cæsarius af Arles grundlagt Ordenssamfund, der 1237 sluttede sig til Benediktinerne) og de spanske Benediktinere gik i en lignende Dragt.

Men St. Knudsbrødrene havde et særligt Privilegium med Hensyn til Klædedragten, der blev bekræftet af Eugen IV den 10. December 1437, ifølge hvilket de ikke behøvede at bære den almindelige benediktinske Ordensdragt, men kunde benytte den, »de nu havde baaret i flere Aar, nemlig en ærbar Præstekjole (Kutte) og en Hætte (Kaputse)» (1).

St. Knudskloster har en meget righoldig Historie. Dets Gavebreve, Privilegier, Pavebreve og Procesakter kunde endnu fylde et Foliobind. Som sin Stifter betragtede det selve Knud den Hellige, som vi kan se af Procesakterne fra 1489.

Klostret gjaldt som det fornemste i hele Landet. Endog en af Rigets Konger, Erik Lam, endte sine Dage som Munk i Odense og fik der den Fred, som Tronen ikke havde kunnet give ham.

Ogsaa Hertug Erik fra Slesvig fulgte Kong Erik Lams Eksempel, og i 1184 blev den vendiske Prins Knud Munk i dette Kloster.

At Klostret var et Arnested for boglige Sysler, viser Navne som Ælnoth og Thomas Gheysmer. Det fremhæves ogsaa i forskellige Gavebreve.

Hvilken Mening Paverne havde om Benediktinerne i Odense, viser den gentagne Stadfæstelse af deres Privilegier og særlige Æresbevisninger. Saaledes var f. Eks. Munken Erik Jensen Krabbe Pavens Poenitentiar. Intet Under, at Innocens VI udnævnte ham til Abbed for Allehelgensklostret ved Lund og senere til Biskop i Odense. (Det skal kun bemærkes i Forbigaaende, at danske Poenitentiarer ikke var en Sjældenhed. Saaledes faar Kong Erik den 29. Juni 1425 bevilget sin Ansøgning om, at den danske Franciskaner, Baccalaur i Theologien, Hemming Boesen, maa blive udnævnt til Underpoenitentiar ved Peterskirken for de tre nordiske Riger. Odenseaneren Jens Madsen Brun var 1478 ligeledes Poenitentiar ved St. Peterskirken.)

Da der i Odense endvidere altid herskede en god Ordensdisciplin, havde Munkene Tilgang nok. Kun en eneste Gang kom de i Forlegenhed, nemlig efter Pesten. Blandt andet véd vi det ogsaa af Bartholomæus Jensens Historie. Jensen var Franciskaner og allerede Diakon. Men han skrev til Paven, at han føIte sig forfulgt af sine Ordensbrødre, hvorfor han bad om Lov til at træde ind i Cistercienserordenen. Dette bevilgedes den 21. Juni 1348. I syv Aar søgte han nu et Kloster, der vilde optage ham, men fandt intet. Endelig i 1355 bad han om Lov til at maatte gaa ind i St. Knuds Kloster i Odense, der paa Grund af Pesten manglede Munke.

Da Benediktinerne samtidig dannede Domkapitlet, kunde Formanden umulig faa Abbedstitlen, der jo i rneget konkurrerede med Biskoppen. Han tituleredes Prior, men skulde, som Aleksander IV udtrykkelig bemærkede, have en Abbeds Rang og Rettigheder. Samtidig stadfæstede Paven Kapitlets Ret til at vælge Biskoppen. Skønt senere Paver restringerede Domkapitlernes Privilegier i betydelig Grad, havde disse alligevel en vis Indflydelse ved Besættelsen af Bispestolen, ogsaa efter at Rom havde forbeholdt sig Udnævnelsen af Biskopperne. Allerede i Udnævnelsesbrevet for Biskop Erik Jensen Krabbe af 7. Okt. 1364 finder vi en fin og lempelig Protest imod Valget, skønt Paven ikke havde noget at indvende imod den ny Biskops Person. Denne havde tværtimod en høj Stjerne hos ham, og han beskyttede ham ogsaa imod Valdemar Atterdag. Erik Jensen Krabbe glemte aldrig, at han havde været Munk i St. Knuds Kloster og førte derfor Knud den Hellige med Scepter og Ciboriet i sit Bispesegl. Han glemte heller ikke sine gamle Medbrødre. De Privilegier, som han stadfæstede paa Vigiliedagen før Mariæ Himmelfart 1365, sikrede Benediktinerne en vældig Indflydelse paa Stiftets Anliggender. En af Munkene skulde altid være »officialis generalis in spiritualibus», en anden Skolens Rector. I de til Klostret hørende Kirker i Paarup, Ubberup, Aasum, Stenløse og Særslev skulde der ikke ansættes nogen Præst uden deres Samtykke. Provsten ved Vor Frue Kirke og Prioren i Dalum skulde ikke tiltræde deres Embeder, førend de havde aflagt Ed paa, at de ikke vilde paaføre St. Knuds Kloster nogen Fortræd. Biskoppen skulde heller ikke blande sig i Valget af Prioren og Klostrets indre Anliggender. Prioren har Fuldmagt til at absolvere Brødrene i de Tilfælde, som er reserverede Biskoppen.

I 1421 vilde Benediktinerne atter vælge en af deres Midte, Knud ved Navn, til Biskop. Men deres Kandidat faldt hverken i Ærkebiskoppens eller Pavens Smag, og nu bad Domkapitlet, om ikke Biskoppen af Vesterås kunde blive Biskop i Odense. Martin V gik ind paa dette Forslag, og i Brevet til · den ny Overhyrde paa Fyn fremhæver han det enstemmige Valg. I Vesterås bliver Roskildeprovsten Oluf Jakobsen Biskop, og Navne Jensen Gyrsting flytter i Juli 1421 til Odense. Blandt andet medtager han ogsaa sit Segl, der bar Billedet af Guds Moder med Jesusbarnet. Som Biskop af Odense benytter han det samme Signet, men forandrer det dog saaledes, at Guds Moder bliver til St. Knud.

Benediktinerne var ikke saa egenkærlige, at de kun vilde fremme deres egne Interesser. De saa virkelig på Kirken Vel og traf i det store og hele altid et heldigt Valg, lige meget om den udkaarne var Verdenspræst eller hørte til en anden Ordensfamilie. Saaledes havde den betydeligste af alle fynske Biskopper, St. Knuds Kirkes Bygherre, Gisico, været Dominikaner.

Ved et senere Valg , vilde Provsten ved Vor Frue Kirke og Andreas, Prior i Dalum, atter tvinge en Dominikaner, Peter Pigaard, igennem, men Johannes XXII stod paa Domkapitlets Side. Hertil sigter den fra Erik Jensen Krabbes Historie bekendte Ed. Ogsaa forskellige Franciskanere sad paa Odense Bispestol. De mest fremragende af dem er sikkert Peter Pagh og Nicolans Jensen.

St. Knuds Kloster var stiftet af engelske Benediktinere, og dette maatte bevirke, at det i lang Tid bar engelsk Præg. Mellem Evesham og Odense bestod over 100 Aar en meget livlig Forbindelse. Hvert Dødsfald i det ene Kloster skulde meddeles til det andet. Endnu i 1174 blev en Munk fra Evesham Prior i Odense. Desuden besad Odense endnu en anden Attraktion for Englænderne; det gemte Relikvierne af deres Nationalhelgen, St. Alban, som Knud den Hellige rimeligvis paa det første Englandstogt havde ført med sig som Krigsbytte. Det ene af de to Helgenskrin i Odense blev bevisligt hele Middelalderen igennem betragtet som St. Albans. Og skulde der have været nogen Tvivl, har Odense Breviaret afgjort den, naar det siger: »Vi besidder den h. Martyrkonge Knuds og den h. Martyr Albans hellige Legemer». Intet Under, at engelske Munke vilde være Vogtere ved deres Nationalhelgen; intet Under heller, at de gerne vilde have ham tilbage. Matthæus Parisiensis, der var godt kendt med skandinaviske Forhold, fortæller, ogsaa, hvorledes den engelske Munk Egwin havde sjaalet en Del af Albansrelikvierne i Odense.

St. Knuds Kloster var rigt. Af en Fortegnelse, som Prior Christian Povlsen lod udfærdige i 1548, fremgaar det, at Klostret har ejet 16 Gaarde og to Møller i og omkring Odense, 100 Gaarde og mange Domme, Enge og Skove udenfor Odense. Til Klostrets Administration hørte de før nævnte fem fynske Kirker og Rise paa Ærø.

Møllen i Odense har ogsaa sin Historie. Allerede i 1175 fik Klostret af Valdemar I den Rettighed, at Byens Borgere ikke maatte male andetsteds end paa »Munkemøllen», en Rettighed, der blev fornyet, saaledes f. Eks. af Valdemar II i 1203. Saa længe Nonnerne boede i Odense, skulde Munkemøllen ogsaa staa til deres Raadighed, men i Dalum fik de deres egen Mølle. Munkemøllen i Odense har altid bevaret sin gamle Tradition, mens Møllen i Dalum og Skovklostrets Mølle nu er stillet i Pressens Tjeneste.

Benediktinerklostrene stod kun i en meget løs Forbindelse med hverandre. Hvert Kloster var uafhængigt af de andre, og Ordenstugten handhævedes forskelligt paa de forskellige Steder. Konge og Biskop tog sig i Reglen ivrigt af Klostrenes Reform, men de kunde ogsaa være lige saa store Fjender af enhver Reform, naar den krydsede deres Planer.

Værst har det været i Glenstrup og Randers. Her var Forholdene saaledes, at enhver Reform var umulig. Spørgsmaalet blev aktuelt i 1431. Af Søstrene i Vor Frue Kloster i selve Byen var der paa denne Tid ikke mere en eneste Live, og om Munkene i Glenstrup eller Nørrekloster kan Erik af Pommern ikke berette meget godt til Pave Eugen IV. I selve Klostret findes kun tre Munke, Reglen holdes ikke, og Gudstjenesten forsømmes. Nogle af Mukene havde endda givet stor Forargelse (2). Kongen foreslaar derfor, at Klostrene skal overgives til Kartheuserne, der stod i særlig Gunst hos ham. Den 19. September 1431 svarer Paven, at begge Klostrene skulde forvandles til Kartheuserklostre, og de tre Munke, der endnu var tilbage, skulde enten forflyttes til et Benediktinerkloster eller til et Kloster af en anden Orden eller i det mindste til andre Steder.

Kartheuserne kom til Randers og Glenstrup og det var Odense Bispen Navne Jensen Gyrsting, der skulde indføre dem der. Erik af Pommern holdt ogsaa sit Løfte og viste sig gavmild imod dem. Men Kartheuserne kunde ikke faa Fodfæste paa denne Jordbund; Klimaet var for raat, Sproget for vanskeligt og Klosterbygningerne ikke egnede for Kartheusere (3). Deres Prior Goswin var allerede den 8. Oktober 1432 af Kongen blevet foreslaaet som Biskop af Bergen. Og den 4. Januar 1446 befalede Eugen IV Biskopperne i Ribe og Odense samt Provsten i Lübeck at overdrage Glenstrup Kloster og Vor Frue Kloster i Randers til Birgittinerne i Maribo og give det ny Kloster Navnet Mariager.

Kartheuserproblemet dukkede 30 Aar efter atter op. Denne Gang var det ikke et gammelt Kloster, men en fynsk Herregaard, der skulde indrettes som Kartheuserkloster. I 1474 havde den kendte apostoliske Nuntius Marinus de Fregeno ved et Pavebrev faaet Ret til at reformere »monasteria ac loca pia in Danim». Til ham henvendte sig nu Aaret efter Ridderen Frederik Barsebeck og hans Hustru Becke for at oprette et Kartheuserekloster paa deres Ejendom Elvedgaard paa Fyn og dertil indkalde Munke fra Rostock og Arnsbeck. Men ogsaa dette Forsøg strandede.

Det er Benediktinernes egen Skyld, at de mistede Klostret i Glenstrup og Randers. Men helt anderledes var Forholdene i Gudum i Ribe Stift. Benediktinernonnerne vilde gerne overholde Reglen og føre et observant Liv. Men det var Ribe Bispen Henrik Stangeberg, der forstyrrende greb ind i Observansen, da han ofte med et stort Følge – baade Ryttere og Tjenerskab, »cum curia et equitibus suis» – gæstede Klostret. Derfor kunde der ikke være Tale om nogen Klausur og det meste af Dagen gik jo med at passe alle disse Mennesker. Naar de henvendte sig til Biskoppen, fik de kun det Svar: »Søstrenes Gods er Kirkens Gods og derfor ogsaa Biskopens Gods», en Grundsætning, vi oftere hører i Middelalderen (4). Kun Rekursen til Rom kunde hjælpe her, og derfor skrev Gudumsøstrene til Pius II og bad om en Reform af Klostret og om Beskyttelse mod Biskoppen. Rom fandt Klagerne berettigede, og til Suplikkens Datum d. 31. Juli 1459 tilføjes kun det ene Ord »Fiat» (det skal ske). Men Danmark ligger »70 Dagsrejser fra Rom», og Johannes af Cismar henvendte sig forgæves til Henrik Stangeberg. Han vilde ikke give Afkald paa sin Sommerrede, bekymrede sig slet ikke om Pavens Resolution og afviste enhver Reformtanke. Dog to Aar efter døde han, og allerede i 1466 kunde Reformen gennemføres i Gudum.

Alt dette er for intet at regne i Sammenligning med det, som Benediktinerne i Odense har maattet lide, førend de fik Lov til at slutte sig til den ny Benediktinerkongregation i Bursfelde. Størsteparten af Munkene var for Reformen, men Kongen, Biskoppen og den fynske Adel vilde helst omdanne Domkapitlet til en Forening af Sækularkanniker. Føreren for den fynske Adel, Eggert Frille, erklærede aabent, at Adelen ønskede at benytte Domkapitlet som en Forsørgelsesanstalt for sine Børn. Kongen og Rigsraadet sluttede sig til Adelen, og Biskoppen vilde belønne sine Præster med disse Præbender. Og dog sejrede Reformen i Odense.

Den Mand, der har Æren heraf, og hvis Navn med Guldbogstaver skal prentes i de danske Benediktinerklostres Historie, er Benediktinermunken Johannes af Cismar, der i 5 Breve underretter os om sit Arbejde i Danmark.

Brevene er rettede til de danske Reformvenner, det første til Slesvig Bispen Claus Wolf (og Ærkebiskop Tue Nielssøn i Lund), det andet til Biskop Knud Mikkelsen i Viborg, som han kendte fra Universitetet i Erfurt, det tredje til en anden Bekendt fra Universitetstiden, nemlig Tue Nielssøn »de Vibergia», Ærkebiskop i Lund, det fjerde til Aarhus Bispen Jens lvarssøn Lange, og det sidste til Christiern I.s Kammermester Cord Cordes og hans Kansler Daniel Kepken. Den største Imødekommenhed fandt Cismar hos Claus Wolf i Slesvig; ellers beklager han sig bittert over, at han ikke turde regne paa nogensomhelst Hjælp fra Biskoppernes Side i Odense Spørgsmaalet, og han siger om disse: »De er stumme Hunde, der ikke kan gø eller i det mindste lader, som om de ikke kan gø, og saaledes dræber sig selv og andre» (5).

Af det 3. Brev erfarer vi, at Johannes af Cismar i 1457 blev sendt lil Danmark for i det mindste at faa et dansk Benediktinerkloster reformeret. Ærkebiskop Tue, hvem han kendte fra Erfurt og til hvem han medførte et Anbefalingsbrev, lovede ham al mulig Hjælp. Men Tiderne var ikke gunstige, da Kongen netop var i Færd med at rejse til Stockholm, efter at Svenskerne havde fordrevet Karl Knutssøn. Men Cismarmunkens Rejse var alligevel ikke frugtesløs. Skovklostrets Munke havde hørt om disse Reformbestræbelser og henvendte sig til Rom om en Reform af deres Kloster.

Det var i Slutningen af 1457, at Munkene Johannes Olsen, Johannes Johansen, Jakob Jakobsen, Henning »og nogle andre» fra Skovklostret skrev ”til Calixt III, at de ikke længer med rolig Samvittighed kunde forblive i deres Kloster, hvis der ikke indførtes en Reform, »da der ingen regulær Observans fandtes der». Allerede den 1. December samme Aar skrev Paven til Stiftets Biskop Oluf Daa i Roskilde og Provsten sammesteds, at de personlig skulde visitere og reformere Klostret. Biskoppen af Roskilde udførte samvittighedsfuldt det ham paalagte Hverv, og atter finder vi Munken Cismar i Danmark »pro reformatione monasterii Skovkloster». Hermed gik hele Aaret 1458, og et fromt religiøst Liv begyndte at blomstre i Klostret ved Susaaen, hvis smukke Beliggenhed bekræfter det latinske Hexameter: »Bernardus valles, montes Benedictus amabat». (Bernhard Dalene, Benedikt Bjergene elsked.) En Reform havde været nødvendig, og Biskoppen af Roskilde havde været udrustet med alle mulige Fuldmagter. Men der var mange, der ikke vilde bøje sig. Disse spredtes over hele Landet, »og tre af dem», klager Johannes af Cismar, »blev optaget i Odense og opfører sig mere uobservant end alle de andre» (6).

Ringsted ligger ikke langt fra Næstved, men omtales ikke en eneste Gang af Johannes. Det vi ser klart, at der dér ikke fandtes den mindste Jordbund for en Reform. Om de uobservante Munke siger Cismar, »at de engang imellem falder fra, og at Søstrene af og til kaster sig i det værste Snavs» (7). Et saadant Tilfælde kendes fra Ringsted, hvor Munken Gregorius de Borck havde forført en Konverssøster (8).

Nu var der blevet Plads i Næstved. Men den strenge Observans fyldte snart deres Rækker. Ogsaa Præster, der allerede beklædte gode Embeder, meldte sig som Novicer. Saaledes var f. Eks. en Kannik fra Lund, Paul Brenig blevet Munk i Skovkloster, og derfor faar Præsten Jens Hemmingsen Plig fra Roskilde Stift 1. August 1466 hans Præbende. Og den 1. Juli 1461 fik Mogens Andersen Kanonikat og Præbende ved vor Frue Kirke i København, fordi den forrige Indehaver Bent var gaaet ind i Skovkloster. Allerede i 1480 bevidner et Brev fra selve Sixtus V, at der herskede den smukkeste Observans i Skovklostret og at Munkenes Antal med Guds Hjælp var stort. Kun Indtægterne var for smaa. For at faa en større Søgning af Kirken og derved flere Almisser bevilgedes der en Aflad for Kirkevielsesfesten og for den 29. Juni. Samtidig (16. Marts 1480) stadfæstedes alle Klostrets gamle Privilegier og Gavebreve, deriblandt, at de skulde have en vis aarlig Afgift fra de to Sognekirker i Næstved, St. Peter og St. Morten, at de havde Ret til at indsætte og afsætte nævnte Kirkers Sognepræst og Skolens Rector (fordi Kirkerne og Skolen stod under Klostrets Administration), og at de havde Lov til at faa de Lys, der i nævnte Kirker brugtes ved Brylluper og Barselkvinders Velsignelse.

Reformen havde allerede været indført i 20 Aar; Sindene indenfor og udenfor Klostret var faldne til Ro. Men skønt ikke blot Johannes af Cismar var blevet tilkaldt til Reformens Gennemførelse, men ogsaa, som Sixtus IV bemærker, forskellige andre Bursfelder Benediktinere, var Skovkloster aldrig formelt blevet indlemmet i Bursfelde Kongregationen. Nu var det paa Tide at bringe dette kirkelige Spørgsmaal i Orden.

Til en fuldkommen Indlemmelse var Deltagelse i Kongregationens Kapitler nødvendig. Dog Afstanden var for stor, Østersøen laa imellem. Derfor bad Skovklostrets Abbed og Konvent om at maatte faa alle Bursfelder Kongregationens Privilegier, skønt de ikke formelt var optagne, hvad Sixtus IV 11. April 1480 ogsaa tilstod dem.

Reformpartiet havde vundet et fast Støttepunkt her i Landet. Det næste Kloster, hvor den strenge Retning havde Haab om at tramge igennem, var Odense, og derfor rettede Johannes af Cisrnar nu sine Skridt mod St. Knuds kloster. Der havde intet været i Vejen, hvis Benediktinerne ikke havde dannet Domkapitlet. Men Konge, Bisp og Adel vilde sækularisere Domkapitlet, og det var mange Breve, Cismarmunken maatte skrive, og mange Rejser, han maatte foretage, inden Reformen sejrede. Odense vender i hans Breve stadig tilbage, for Odense levede og døde han, men først efter hans Død var alle Hindringer overvundne.

En lille Trøst havde han dog i denne Trængslens Periode, idet Cluniacenserklostret i Vor sluttede sig til Reformen. Allerede ved sit første Besøg her i Landet havde Johannes sammen med sin Kollega – cum collega monacho – henvendt sig til Aarhusbispen og bedt ham om hans Hjælp. Jens Iverssøn Lange ikke blot lovede den, men indbød ham ogsaa til sit Stift. Den Gang vilde Broder Johannes ikke efterkomme denne Opfordring, fordi han havde tabt Modet og ikke fandt Tidspunktet belejligt. Men da Indbydelsen i 1461 fornyedes, kom Johannes til Aarhus. Da han sammen med Biskoppen havde aflagt et Besøg i Vor Kloster, jublede han: »Dette Sted kan med Lethed reforrneres». Han tog heller ikke fejl. Klostret var tre Gange brændt ned til Grunden, og derfor maatte Munkene føre et meget fattigt Liv. Overholdelsen af en streng Observans voldte her ingen Vanskeligheder. Det hele var nærmest et liturgisk Spørgsmaal (9). Thi ved Ildebrandene var alle eller dog de fleste liturgiske Bøger – Breviarer og Messebøger – brændt. Det var ikke saa let at anskaffe nye, og Afskrivningen tog alt for megen Tid. Som en Engel fra Himlen kom derfor Johannes til Vor, da han tilbød dem at skaffe Breviarer og Messebøger fra sin egen Kongregation. Tilbudet blev med Glæde modtaget og ogsaa Bursfelde Reglen, som de fra nu af levede efter. Det skete i en Haandevending 1461. Fra 12. Maj 1486 kender vi et Brev fra Innocens VIII til Vor Kloster. Naar man læser det, kommer man til den Overbevisning, at man i Jylland – i det mindste i Vor – ikke bliver gammel, eller at man der har meget svag Hukommelse. Thi Abbeden skrev til Paven, at Vor Kloster i saa lang Tid havde levet efter Bursfelde Reglen, at ingen kunde huske, hvornaar det var sket. Sagen var den, at man i 1461 havde forvandlet Cluniacenserklostret til et Bursfelde Kloster uden at forespørge i Rom og derfor ikke følte sig helt rolig. Det var klart, at Rom ikke gjorde nogen Vanskeligheder og anerkendte det skete. Vor eller »Oratorium», som den latiniserede Form hedder, blev derfor den 12. Maj 1486 formelt optaget i Bursfelde Kongregationen. Vors Abbeder mindes ogsaa i Kongregationens Dødebøger. Saaledes mindedes man Abbederne Ingvar, Niels og Peter i Cismar, Hildesheim, Marienmünster, Minden, Huisburg, Pegau og Erfurt (10).

I Odense gik alt godt til 1455, da den hidtilværende Prior Jakob Geeth resignerede. Prioren i Odense var jo samtidig Domprovst og Biskoppens Næstemand, hvorfor Konge og Bisp ogsaa vilde have en Haand med i Spillet ved Besættelsen af denne Post. Christiern I foreslog Odense Munken Gregers Tygesen som Prior, og han blev ogsaa valgt af alle med Undtagelse af en eneste, der valgte Bent Andersen, ligeledes Munk i St. Knuds Kloster. Den aldersvage Biskop anerkendte den sidste. Nu havde St. Knuds Kloster to Priorer, og begge to henvendte sig i 1457 til Rom. Bent Andersen kom først og blev 2. Maj 1457 ogsaa anerkendt som Prior. Dog allerede tre Uger efter kom der den Besked til Bent Andersen, at Paven forbeholdt sig Udnævnelsen af Prioren, hvorfor han skulde frasige sig Prioratet. Samme Dag, den 21. Maj 1457, befaler Paven Skatmesteren i Lübeck, nu paa ny og lovgyldig Maade at overdrage Prioratet til Gregers Tygesen.

Under Prioratsstriden havde man gjort Paven opmærksom paa, at noget saadant kun havde kunnet ske, fordi Biskop Henneke Ulfeldt var for gemmel og affældig. I November 1458 beder nu Kongen, Kapitlet og Henneke Ulfeldt selv om, at Kongens Kansler, Lundekanniken Mogens Krafse maatte blive udnævnt til Koadjutor og senere Efterfølger, hvad der ogsaa skete den 14. Marts 1459. Den nye Koadjutor sørgede straks for, at Gregers Tygesen paa ny – den 29. Maj 1459 – blev anerkendt som Prior. St. Knudsklosterts Privilegier blev af Pius II den 5. Juni 1459 paa ny, stadfæstede, og den 26. Juli samme Aar bevilgedes der Gregers Tygesen et Rejsealter.

1460 lukkede Henneke Ulfeldt sine Øjne, og var det galt før, bliver det først rigtig galt nu. Før stredes to Mænd om Priorstillingen, nu udvides Striden til Bispestolen. Den 11. Februar 1460 var Mogens Krafse af Pius II blevet udvalgt til Biskop i Odense. Hvorledes det er gaaet til, vides ikke, maaske har Bent Andersen haft en Haand med i Spillet, thi Lundeprovsten Peder Awelsen Thott lader sig nu vælge som Modbiskop. Det lykkes ham ved List; ved sine Slægtninges Hjælp søger han at trænge sig ind i Stiftet og appellerer Sagen til Pavestolen. Pius II, som var bange for, at denne Sag skulde afstedkomme stor Forstyrrelse paa Fyn, »der er Danmarks Midtpunkt», ophæver Sagen, der hidtil var ført overfor Kardinal Nicolaus af Cusa og paalægger Provsten evig Tavshed. Den 22. April 1461 befaler han Ærkebispen i Lund og Biskopperne i Aarhus og Viborg at skaffe Biskop Mogens Krafse Ret. De skal paabyde Modbispen og hans Tilhængere i Løbet af 18 Dage, at opgive alle Forulempelser af Mogens Krafse samt i Tilfælde af Ulydighed bandlyse dem og lade Bandlysningen bekendtgøre.

Men Lundeprovsten gav ikke tabt. Ved Hjælp af sine Venner fik han paa ny Sagen overdraget til Kardinal Nicolaus af Cusa, fra hvem den gik over til den pavelige Auditør og Kapellan Gaspar de Theramo. Dommen gik Peder Axelsen Thott imod. Den 1. Juli 1462 erklærede Paven Peder Axelsens Appel for ugyldig, ophævede Sagen og paabød evig Tavshed.

Kort efter døde Odense Prioren, Gregers Tygesen. Bent Andersen, hans Medarbejder, var imidlertid blevet Prior i Halsted paa Lolland, og derfor valgtes og udnævntes den 3. Februar 1463 Jens Rød til Prior.

Reformvennerne havde gjort Broder Johannes opmærksom paa St. Knuds Kloster, der var det betydeligste af alle danske Benediktinerklostre, og han kom i 1460 til Odense. Uheldigere kunde Tidspunktet næppe have varet. Thi da der baade fandtes Bisp og Modbisp, havde Domkapitlet noget andet at tænke paa, og Christiern I sagde allerede den Gang rent ud, at han vilde gøre alt for at sækularisere Domkapitlet, hvorfor Cismarmunken beretter: »Vanskelighederne er uhyre store». En uventet Hjælper fik Johannes i en dygtig Prædikant af Franciskaner Ordenen, der overbeviste Kongen om, hvor vigtigt det var, at der fandtes Klostre med en streng Regel og Observans i Riget. I 1463 mødtes Johannes og Kongen atter i Kolding; men intet opnaaedes. Trængt af Reformvennerne gav Kongen endelig to Mænd det Hverv at undersøge, hvad der talte for en Reform eller eventuelt for en Sækularisation af St. Knuds Kloster. Men da den ene af disse Mænd var Egbert Frille, kendte man i Forvejen Resultatet. Cismarmunken opnaaede intet; kun turde Kongen ikke føre det afgørende Slag, saalænge han var i Landet. Dronningen havde et andel Syn paa Sagen; hendes Kansler Lago og Skriverne Johannes, Otto, Aleksander og Niels samt Kongens Kapellan Niels Mathiasen »da de var fromme».

Forgæves havde Klosterreformatoren i flere Aar arbejdet i og for Odense. Hans Planer strandede paa Kongens og Adelens Modstand. Men tiltrods for, at den strenge Observans ikke herskede i Klostret, kunde Modstanderne ikke finde en eneste Plet i Munkenes Livsvandel. Ellers havde de nok – som paa andre Steder – udnyttet det. Tværtimod, da Benediktinerne siden fortrængtes af Verdenspræster, vilde Folket have sine Munke tilbage,»da de var fromme».

Benediktinerne indsaa nok, hvilken Vej Udviklingen vilde gaa. De lod derfor deres Privilegier forny af Sixtus IV og fik paa deres Bøn en ny Afladsbevilling for St. Knuds Kirke 12. Nov. 1471.

Men ogsaa Christiern I forhandlede personlig med Paven. Ved sit Besøg i Rom hos Sixtus IV fremhævede han, at alle de fynske Præstekandidater, der vilde naa frem, maatte søge til andre Stifter, da man ikke kunde belønne dem med Embeder ved Domkirken. Han bad indstændig om, at Benediktinerklostret af den Grund maatte ophæves og forvandles til et Domkapitel for Verdenspræster med en Provst, Dekan og Kantor i Spidsen og med 6 Kanonikater og Præbender. De unge Benediktinere ,skulde forflyttes til andre Klostre, de gamle kunde faa en Pension. Endnu en Grund anførtes af Kongen, nemlig at der i Domkirken hades et andet Breviar end i de øvrige Kirker.

Den 21. April 1474 kom den saa længe ventede og af Benediktinerne frygtede Bulle, hvorved Sixtus IV befalede Ærkebispen i Lund og Biskoppen i Roskilde at omdanne St. Knuds Kloster i Odense til et sækulært Domkapitel med Provsti, Dekanat, Kantori og en Del Kanonikater og Præbender og gav Kongen Patronatsret til Digniteterne og 6 Kanonikater. Med et Pennestrøg havde Paven ophævet en 4 Sekler gammel Institution blot, for at »fattige fynske Adelsbørn kunde faa deres Levebrød», som Johannes af Cismar allerede 10 Aar tidligere ironisk havde bemærket. Intet, slet intet havde Benediktinerne forbrudt. Des større Beundring fortjener de, da de uden at kny – som den senere Biskop af Odense fremhæver – forlader deres Kloster og den dem saa kære Kirke.

Fra nu af optræder i Dokumenterne Odense Kanniker f. Eks. Karl Rønnow, Hans Urne, Niels Lykke, Otto Pensen Foged o. s. v.

Efter Magens Krafses Død udnævner Paven 1475 den kun 30 Aar gamle »Odense Kannik» Karl Rønnow til Biskop.

Ærkebiskop Jens Brostrup i Lund og Biskop Oluf Mortensen Baden i Roskilde havde løst deres Opgave i Odense til Kongens Tilfredshed. Foruden de 3 Digniteter (Provsti, Dekanat, Kantori) havde de oprettet 15 Kanonikater og 15 Præbender og en Mængde Vikarier ved Domkirken. Dog de nybagte Kanniker følte sig ikke sikre i deres Embeder; de kendte alt for godt Borgernes Modvilje mod dem, da de jo alle sammen hørte til Adelen. Folket betragtede dem nærmest som Usurpatorer. Derfor bad de om en ny Stadfæstelse, av den foretagne Omdannelse, hvad der ogsaa skete den 29. April 1477; ogsaa en ny Aflad bevilgedes den 14. Maj 1477. Den 7. September 1482 fik den nyvalgte Kong Hans og Ordensprovsten Hans Urne alle de Privilegier stadfæstet, som var blevet tilstaaet Provstiet i Odense, og to Maaneder senere kom en ny Bekræftelse paa dem (13. Nov. 1482). Den 5. Dec. 1486 befaler Innocens VIII Biskoppen, Provsten og Kantoren i Odense at komme Biskop Ejler Madsen Bølle til Hjalp mod Byraadet og Borgerskabet i Aarhus.

De nye Kanniker forstod aldeles ikke at vinde Folkets Yndest og følte allerede Jordbunden vige under deres Fødder. Derfor skyndte de sig med at faa det sækulariserede Domkapitel stadfæstet paa ny (29. Marts 1488).

Dog Christiern I levede ikke mere, og Enkedronning Dorothea havde aldrig været tilfreds med Forandringen i Odense. Hun rejste 1488 til Rom og bad i sit og Kong Hans’ Navn om, at Benediktinerne atter maatte indføres i deres Kloster. St. Benedikts Munke kan til evige Tider være stolte af al den Ros, som Enkedronningen og Kong Hans gav dem og som Innocens VIII ogsaa udtrykkelig fremhæver. Der siges der: »at de havde været et Mønster, havde ført en eksemplarisk Livsvandel og var aldrig hverken blevet straffede eller formanede» (11). Og nu da Verdenspræsterne er ved St. Knuds Kirke, hedder det videre i nævnte Dokument, »sker heller ingen Mirakler mere» (12). Derfor beder saavel Enkedronningen som Kong Hans om Benediktinernes Genindførelse.

Det var slet ikke vanskeligt at overtale Innocens VIII, og den 10. Maj 1488 befalede han Biskoppen i Lübeck og Abbeden i Næstved og Sorø at kassere Omdannelsen af Benediktinerklostret i Odense til et sækulært Kapitel og føre det tilbage til dets tidligere Tilstand.

Benediktinerne havde før uden Modstand fundet sig i Uddrivelsen; Pavens Afgørelse havde været tilstrækkelig for dem. lkke saaledes med de nye Kanniker, der ikke vilde vige. »Hvorfor», saaledes skrev disse nu til Rom, »har Benediktinerne ikke appelleret? Hvorfor har de straks overladt Klostret til os? Derved har de dog anerkendt, at Verdenspræster passede bedre til St. Knuds Kirke end Munke». Biskoppen sluttede sig selvfølgelig til Kannikerne, og den 7. Maj 1489 faar de bevilget, at Domkapitlet bevares for Verdenspræsterne.

Men Kannikerne fik ikke Gavn af dette Brev. Thi det var soleklart, at Kongen og Enkedronningen ikke vilde finde sig i dette Nederlag. De rekurrerede da ogsaa øjeblikkelig til Rom, hvor de kunde meddele, at man i Danmark imidlertid havde begyndt en kirkelig Proces mod Odense Kannikerne, da de tiltrods for Pavens Befaling ikke havde villet forlade St. Knuds Kirke. Resultatet af Processen vilde blive meddelt til Rom.

Den 28. April 1489 blev den skriftlige Tilsigelse og Stævning af Kannikerne hæftet til Dørene i Kapitelhuset og Domkirken. Endog Timen for denne Akt blev noteret, det var Kl. 8 om Morgenen. Det første Møde holdtes den 9. Maj1489 i Domkantorens Bolig under Kongens Forsæde. Som Dommer fungerede Abbed Olaf af Sorø. Til Stede var Biskop Albert af Lübeck, Cistercienserabbeden Thyge, Benediktinerabbederne Olaf af Ringsted og Olaf af Næstved, Doctor Johannes Mortensen og mange Præster og Lægmænd. Magister Peter Petersen fra Antvorskov optraadte som Benediktinernes Prokurator og rettede sin Anklage mod Biskop Rønnow, Domprovst Hans Urne og hele Kapitlet. Da disse imidlertid havde appelleret til Rom blev der ikke foretaget noget videre.

Det andet Møde fandt Sted i selve Ærkebispens Hus i Lund. Foruden Ærkebiskoppen var ogsaa Biskop Niels fra Roskilde, Biskop Hartvig fra Ribe og Dekanen fra Vor Frue Kirke i København, Erik Nielsen, Kannik Peter Albertsen ligeledes fra København og mange andre berømte Mænd mødt. Som Anklager optraadte igen i Benediktinernes Navn Prioren fra Antvorskov Magister Peter Petersen. For Domkapitlet talte dets betydeligste Mænd, Domprovst Hans Urne, Kannik Magister Otto og Klaus Andersen, der baade var Domkapitlets Dekan og Prior i Dalum. Men det gik, som det var at vente. Ærkebispen henviste atter Sagen til Abbed Olaf i Sorø, der indstævnede Parterne til sig og lovede at fælde Dommen den 25. August. Men da Domprovst Urne og Kannik Otto mærkede, at Domrnen vilde gaa dem irnod, forlod de forinden Mødesalen i Vrede.

Til alt Uheld for Sækularkannikerne var der i deres Midte en Mand, som havde bragt Skam over Kapitlet, hvorfor det fra Vidnernes Side ikke manglede paa bidende Haan og Spot (13).

Nu tog Kong Hans sig af Sagen, indstævnede Parterne til Næsbyhovedslot ved Odense og afsagde Dommen i Nyborg fjerde Adventssøndag. Dens vigtigste Punkter er:

1) Verdenspræsterne skal igen overgive St. Knuds Kirke og Kloster med hele Inventaret til Benediktinerne.

2) De nuværende 15 Kanniker skal for Resten af deres Levetid erholde en tilstrækkelig Pension.

3) Domkapitlet dannes atter af Benediktinerne.

4) Paa Kong Hans’ Opfordring lover Munkene, at de vil leve efter den strenge Regel.

Det var netop dette sidste Punkt, Striden havde drejet sig om. For lettere at opnaa Sækularisationen, havde Kong Kristiern, Biskop Karl Rønnow og Eggert Frille forhindret enhver Skærpelse af Ordenstugten, hvortil de var blevet opmuntret af de genstridige Næstvedmunke. For i Fremtiden at forebygge noget lignende blev der i et 5. Punkt fastsat, at der skulde indføres andre observante Benediktinere, hvis de nuværende nogensinde vilde forlade den strenge Regel.

Processens Akter blev sendte til Rom, og den 13. Maj 1490 overdrog Innocens VIII Biskoppen i Roskilde og Dekanerne i Roskilde og København at undersøge og fælde Dom i Sagen mellem Biskop Karl Rønnow og Kapitlet paa den ene Side og St. Knudsbrødrene paa den anden Side. Dog allerede 10 Dage senere den 24. Maj 1490 afgjorde Innocens VIII selv Sagen, idet han gjorde Kong Hans’ Dom til sin, som gik ud paa, at Benediktinerklostret skulde genoprettes, men Kannikerne kulde oppebære en livsvarig Pension.

Nu var der intet i Vejen for, at Odense kunde optages i Bursfelde Kongregationen, hvad der ifølge en Optegnelse formelt skete 1492. Ogsaa ved andre Lejligheder viste Kong Hans sig som Reformven og sørgede for, at Benediktinerne fik deres Klostre tilbage. Den 19. Dec. 1497 fik Kong Hans samt Abbeden og Munkene i Nidarholm Benediktinerkloster i Trondhjem Stift bevilget, at Benediktinerklostret i Selje i Bergens Stift, som den forrige Biskop i Bergen havde inddraget og henlagt under en sækulær Præst, genoprettedes og henlagdes under Nidarholm, hvis Abbed skulde være det ny Klosters »pater abbas et superior».

I Ribe maatte Benediktiner-Nonneklostret udenfor Byen ligeledes gives tilbage til dets tidligere Beboere. Benediktinerne indtog atter deres gamle Pladser i Kloster og Kirke. En Snes Aar senere fremkom imidlertid Jens Andersen Beldenak med den Plan at forflytte sin Bisperesidens fra St. Knuds Kirke til Vor Frue Kirke, og det lykkedes ham at vinde Kong Hans for sin Plan. Derfor blev Vor Frue Kirke Provsti delt i 4 Kanonikater. Men Ideen fandt aldrig Roms Billigelse, og Præbenderne viste sig at være for smaa. De blev atter forenede, og Anders Glob udnævntes til Provst.

Heller ikke nu fandt St. Benedikts Sønner Fred og Ro i deres stille Celler. En Storm, værre og mægtigere end alle hidtidige, bruste hen over Landet og fejede tilsidst Munkene bort eller opslugte dem. Om St. Knudsbrødrenes Trængsler i Reformationstiden kunde der skrives et eget Kapitel, hvortil den sidste Priors Protokol vil give det meste Stof. I den restaurerede Klosterbygning er der nu indrettet et offentligt Bibliotek.

HENVISNINGER

a) Alle Pavebrevene findes i »Acta Pontificum Danica» ved Hjælp af den vedføjede Dato, hvorfor der kun er foretaget en særlig Henvisning, naar Ordlyden skulde anføres (A. P. D.).

b) Johannes af Cismars Reformbestræbelser omtales i »Kirkehistoriske Samlinger»: Fjerde Række 5. Bind Side 84–126: »Et Bidrag til Dansk Kirkehistorie i Christiern I.s Tid», ved William Christensen (KS 4/V) og i »Kirkehistoriske Samlinger». Tredje Række 1. Bind Side 516–548 (K.S 3/I).

c) »Summa processus in causa Ecclesiae Ottoniensis B. Canuti ordinis S. Benedicti 1489» finds I Scriptores Rerum Danicarum VIII» S. 479–478 (SRD VIII).

1) A. P. D. IlI 1803: »quodque prior, fratres  et religiosi ipsius ecclesie extra annua officia togas et capucias honestas et honesta, quas et que, per plures annos deferre consueverant, licite deferre possint».

2) A. P. D. III 1623: »quod in Noertcloester, alias Glenstorpp, monachorum ac b. Marie in Randershuse monialium, ordinis S. Benedicti Arusiensis diocesis monasteriis, a pluriblus illorum personis monastice discipline, norma religionisque decentia penitus sepositi sunt, divinus omnino lentescit cultus, et pro eo, quod ex ipsis personis aligue vitam duxerunt enormiter dissolutam necnon graves excessus committere nullatenus trepidarunt, in partibus illis scandala plurima suborta fuerunt».

3) A. P. D. III 1876: »videntes se tunc propter insolitam eis huiusmodi partium inhabitationem et illarum ideomatis difficultatem ac pro eo, quod ipsa in Noertcloster et b. Marie monasteria pro domibus Cartusiensis minus i donea existebant».

4) A. P. D. III 2179: »ipsi monasterio plurima intulit gravamina, monasterium cum curia et equitibus suis in expensis onerarido, pretendens bona huiusmodi monasterii ad se pertinere, pluries propterea dictum monasterium visitando et bona huiusmodi devorando et pauperes mulieres aggravando, ipsas in bona vita reformata et disciplina minime instruendo».

5) KS 4/V 113: »tum quia patres et domini episcopi et ceteri, quibus ex officio reformare incumbit, sunt quasi canes muti nescientes vel saltem dissimulantes latrare ad periculum animarum dormitare videntur, perimentes simul et pereuntes».

6) KS 4/V 114: »de quibus tres ad monasterium sancti Kanuti recepti indisiplinatis indisciplinatius conversantur».

7) KS 4/V 114: »sed et quandoque aliqui apostatant, monialesque se nonnumquam prostituunt abominabiliter».

8) Om denne Gregers haves forskellige Dokumenter i A. P. D.

9) A. P. D. IV 3018: »postquam monasteriuin ipsum ter combustum fuerat, libros quos postea habuerunt secundum ritum dictae congregationis scripti et compositi sint».

10) KS 4/V 96.

11) A. P. D. IV 3104: »monachi et religiosi, qui ante suppressionem … in dicta ecclesia degebant, essent vite exemplaris et non citati nec in aliquo commoniti … et longo tempore cum odore bone fame deo servierant».

12) A. P. D. IV 3104: »post huiusmodi suppressionem et exstinctionem nulla inibi fuerint visa miracula».

13) Daugaard fordrejer og misforstaar i sin Klosterhistorie (S. 297) fuldstændig Vidneudsagnet (S. R. D. VIII 476): »Item inter cetera deposuit unus testis quod non audiebantur fieri miracula (scilicet post ejectionem Monachorum) nisi quod quidam de Canonicis generavit ex coco suo unam prolem, en braxatorel reliquam et ex promo tertiam».