Vesper i Laterankirken

Av K. Kjelstrup

Det var i Lateranets gamle kirke
en gyllen forårsdag ved solefall.
I kjölig skumring hvilte helligdommen,
i hvelvet spillet solblink uten tall.
I svale skygger skiltes dag fra natt,
og Sakramentets lampe lyste matt
i et kapell, hvor foran hjerteraden
der lå en flokk på kne ved balusfraden.

Så skred jeg frem på blanke marmorfliser
mot koret, hvor i vinröd skumring stod
på guldgrunn bysantinske mosaikker
i lyse farvers gylne stråleflod.
Da löd der fra det fjerne sakte brus
av orgeltoner gjennem Herrens hus,
og med den kjente lyd av vespersangen
en dyp og stille fred tok hjertet fangen.

I plastisk renhet löd de skjönne toner.
Snart svulmende som bruset fra en elv,
snart som en malmfull klang fra dype strenger
de löftet sig i bönn mot kirkehvelv.
Fra kannikenes gylne gitterkor,
hvor kjerter lyste, löd de gamle ord
av Davids salmer, mens der fra portalen
sank stille skumring over katedralen.

Hvor er den herlig vespersangens brenning
som bruser höit i romersprogets prakt!
Og her i verdens gamle hovedkirke
jeg föler dobbelt all dens tryllemakt.
Ti helt fra katakombetidens gru
igjennem seklene og inntil nu
har dette hus med tradisjonens ælde
gjenlydt hver dag av vespersangens velde.

Av Kirkens paver treogtyve sover
den siste sövn i katedralens ly.
Og over gravene går bönnens vover
som havets brenninger ved kveld og gry.
I denne troens stolte kongeborg,
hvor Romas slekter kom i fryd og sorg,
der lyder enn i marmorhvite sale
de svunne tiders löndomsfulle tale.

Komplét var endt. Hvert alterlys var slukket.
Den store kirke lå så mörk og sval.
Og mellem brede marmorpiller skred jeg,
hvor fjernt jeg så den mektige portal.
Snart kom jeg ut, hvor månen lyste matt
og Roms Compagna lå i Sydens natt.
En selsom lysning falt på blomst og blade
fra Lateranets mektige fasade.